Læsetid: 4 min.

Verden er blevet for grim

Det Flydende Teater på Furesøen spiller en interessant og terroraktuel forestilling om Storm P. og satiretegnerens kunstneriske dilemma
Gakkede musikinstrumenter og autoriserede hagekors støder ind i hinanden i Det Flydende Teaters tankevækkende ytringsfrihedsforestilling ’Je suis Storm P..’

Per Morten Abrahamsen

24. juni 2016

Hyldeblomsterne dufter sommersødt ved Slusen, hvor Det Flydende Teater sejler ud mod Furesøen. Der er også godt med saft og kraft i Andreas Garfields nye stykke om maleren og opfinderen Storm P. (1882-1949) – Je suis Storm P.

Den berømte humorist skildres ikke i et kronologisk portræt, men derimod som en satiretegner, hvis principper bliver sat på prøve, da han bliver konfronteret med magthaverne under besættelsen. For han har lyst til at tegne tyskerne, men han tør det egentlig ikke, for han vil ikke risikere sit liv for en tegning. Men hvad er det rigtige at gøre?

Forestillingen Je suis Storm P. er med andre ord et yderst aktuelt værk om ytringsfriheden og den enkelte kunstners valg.

Her findes ikke det kompromisløse mod, som opstod i tiden omkring terrorattentatet på Charlie Hebdo i Paris, og dengang sloganet Je suis Charlie bredte sig til hele verden. Tværtimod lader Andreas Garfield denne Storm P. være tænksom og nølende.

Samtidig skildrer han manden som urokkelig pacifist. Han kan hverken trues til at bruge vold eller til selv at tegne sig ind i en pistolmunding.

Naziridebukser

Nej, denne Storm P. går i standsning og vil tænke sig om. Og dermed lever han op til myterne om, at han holdt høns, men at han ikke kunne nænne at dreje halsen om på dem … Og så prøver han tydeligvis at glemme det hele og i stedet bare more sig ud af forfærdelighederne: »Tale er sølv. Tavshed er øl,« som det hedder.

Instruktøren Leiv Arne Kjøllmoen har iscenesat de konfronterende replikker med god dynamik og en sjov trioeffekt, når forestillingens tre skuespillere dukker op i sort-hvide, ternede jakkesæt med veste og bowlerhatte – alle sammen parate til at erklære, at de er Storm P.

Forestillingen gør også fin og overraskende brug af de underskønne omgivelser ved Furesøen. Allerede under den første bro gibber det i det sejlende publikum, når de kigger op og ser ’nazister’ i fri udfoldelse hænge bannere med nazikors op i den danske sommeraften, mens de uniformerede vandrere synger fædrelandssange, så det giver gåsehud.

Elverhøjkoret (for det er igen disse velklingende sangere, der indtager det grønne) er endda klædt i lyserøde kampskjorter og ridebukser med nazividde – og de indtager søbredden, som var det et erobringsklart kontinent.

Dette billede sætter sig unægtelig skarpt på nethinden i Lisbeth Burians effektive og ellers temmelig diskrete bådscenografi. For tænk nu, hvis man havde mødt dem ude i virkeligheden ved en aftentur rundt om søen?

Kan ikke slå

I stævnen spiller musikeren Henriette Groth på nogle vidunderlige opfinderinstrumenter af snore og tragte og rør og hulkortspillemaskiner.

Hendes musik bugter sig mellem harmoniske melodier og voldsomme protesttrut. Og langs med rælingen bliver publikum så vidne til, at Pelle Nordhøj Kanns fredselskende satiriker vægrer sig ved at forsvare sig.

Pelle Nordhøj Kann har en troværdig langsommelighed over sig. Han ville tydeligvis ikke engang kunne være voldelig, hvis han besluttede sig for det.

Hans krop nægter simpelthen at slå tilbage. »Hvem siger, at det ikke er rigtigt ikke at gøre noget?« spørger han med fin følsomhed og sårbarhed. Og så krymper han, mens de andre forsøger at provokere ham til at gå i aktion.

Kathrine Høj Andersen spiller den rå side af Storm P. Både den indsmigrende og flabede, men også den kyniske og brutale. Hun tør se os tilskuere i øjnene, indtil det er os, der kigger væk.

Og hun kryber i en naziuniform uden at blinke.

Det er en powertolkning, der vil noget – og så byder hun endda på en sangstemme, der har en blødhed, der klæder forestillingen.

Fyldepen som symbol

Og Sandra Yi Sencindiver fuldender trioen ved at spiller på sin rolle som klovnen, der både kan trylle frækheder frem og glatte dem ud igen. Med pokerface og muskelkrop.

Fyldepennen som våben er et billede, der går igennem forestillingen som oplagt symbol. Og Je suis Storm P. rammer i det hele taget kunstnerens dilemma så klart og så fysisk, at man ikke kan undgå at mærke splittelsen i sig selv som tilskuer.

Alligevel går teksten – og dermed forestillingen – i tomgang undervejs. Den rummer ikke den overraskelse eller den blidhed, som visse af de andre forestillinger hos Det Flydende Teater har overrumplet sine tilskuere med.

Der mangler en forsoning eller en menneskelighed, som løftes op over manifestets holdninger og ultimative valg. Alt er ytringsfrihedskorrekt her. Men dramatisk bliver det en smule bastant.

»Verden er blevet for grim, og jeg holder af smukke ting,« siger denne Storm P. Tydeligvis uden at finde sin rette plads. Derfor virker det, som om Storm P.s frygtløse naivitet og charmerende galskab bliver hængende derude over Furesøen. Sammen med duften af hyldeblomsterne.

’Je suis Storm P.’ Tekst: Andreas Garfield. Instruktion: Leiv Arne Kjølmoen.
Scenografi: Lisbeth Burian. Musik: Henriette Groth.
Det Flydende Teater. Bådfarten ved Slusen på Frederiksdalsvej 360 i Lyngby.
 Spilles også i dag og i morgen samt 2.-13. august. Herefter Danmarksturné i indendørs version frem til 5. oktober

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu