Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Wiseguy med mælk i brysterne

Så mange omfattende ammeskildringer byder litteraturen heller ikke på, men Ramqvists nye roman gør. Ned i hver eneste mikrodetalje: stikken i brystet, mælken løber til og barnets lille sugekopmund
Kultur
11. juni 2016

Forleden dag på facen efterlyste Olga Ravn skønlitteratur om amning. Merete Pryds Helle skrev straks: »Du må skrive den, der mangler! Du har trods alt otte timer om dagen, hvor du bare sidder der og gør det.« Og så en smiley selvfølgelig, for ammende kvinder har jo dårligt tid til at klippe deres tånegle.

Selv tænkte jeg på svenske Karolina Ramqvists (født 1976) roman Den hvide by med en ammende hovedperson, som jeg lige var gået i gang med.

Den foreslog Jenny Högström også Olga at læse: Den vita staden, skrev hun. På dansk ved Pia Juul, ligesom forgængeren Hans pige, som jeg blev noget overrasket over er helt fra 2009, for jeg husker den lige så tydeligt.

Årsagen er nok, at Karolina Ramqvist er yderst præcis og hel suveræn i slowmotion. Sker der overhovedet noget? Ikke ret meget, men det sker så til gengæld i detaljer. F.eks. er der en passage i Den hvide by, som på handlingsplanet egentlig bare fortæller, at hovedpersonen, Karin, går med sin baby i et børnesæde fra en parkeringsplads og op til en lejlighed.

Den begivenhed bruger Ramqvist fem sider på, og nu har jeg det, som om det var mig, der gik der i kulden i Stockholm i støvletter med små hæle og glatte såler på gangstiens is med et børnesæde på underarmen, »selvom det var for tungt at bære på den måde når barnet sad i det. Hun ville få et blåt mærke dér.«

Det langsomme tempo er ikke kun et litterært greb eller en særlig stil, det er også en måde at udfolde en psykisk tilstand på, Karins undtagelsestilstand eller dvale. I Hans pige blev hun kriminelle Johns. Nu er hun alene med deres baby, Dream, i et stort, koldt hus indhyllet af vinter. Vinterens kulde og sne er ligesom på vej ind i huset, hele tiden er temperaturen og vejret til stede i teksten, ligesom amningen er det.

Dyrebarnet

Adskillige gange falder de to sammen, vinteren og amningen. Dreams kolde, små fingre griber om Karins bryst, hendes små negle river brystet, de to ligger i de dyre møbler og holder hinanden varme som en isbjørnemor og hendes unge i en hule.

Hulen er sådan her: »Luften i soveværelset var tæt og indelukket. Sengen føltes fugtig. På dens champagnefarvede satin var der store pletter af modermælk eller urin, og nogle mindre af savl og små hvidkornede fra opkast.«

Karin er i en situation, hvor en sætning som »de sociale myndigheder vil jo også blive inddraget«, er en trussel. Ikke en forvisning om at velfærdssamfundet træder til, når man er helt på røven.

Karin har ikke betalt regninger i flere måneder, endnu er der strøm og varmt vand, men altså ingen varme. Karin har gjort sig helt afhængig af John, nu er han forsvundet, Dream er helt afhængig af sin mor. Karin oplever ikke sig selv og babyen som en symbiose, hun studerer det lille, fremmede væsen:

»Dream lod til at nyde den kropsvarme mælk på en måde som hun selv ikke vidste af at hun nogensinde havde nydt noget som helst. For at kunne mærke kraften klemte hun spidsen af sin pegefinger ind mellem hendes små læber og brød det vakuum hvis formål var at gøre det muligt for et barn at hænge fast ved et bryst udelukkende med munden, hvis det skulle blive nødvendigt.«

Mens Dream leger med den hvide ledning til en iPhone-oplader, gør hendes mor gangsterting, finder pistolen frem, hendes plan er at opsøge Johns venner, ’familien’ som de engang hed, for at gøre krav på hans andel af det sidste job, han var med til. Det er sådan set handlingen, ikke mere end det.

Ramqvists iskolde roman følger op på det gådefulde og drønbesværlige spørgsmål, som Hans pige stillede, nemlig hvorfor det usikre og de der bad boys er så meget mere tillokkende for Karin end at gøre det rigtige og fornuftige.

Og ja ja, det er et ældgammelt spørgsmål om at vælge mellem fornuft og følelse, men netop den gåde bliver man vel aldrig helt færdig med? Når man så oveni kan læse Den hvide by, er der sådan set heller ingen grund til at blive det.

Karolina Ramqvist: 'Den hvide by'
Oversat af Pia Juul
Tiderne Skifter
168 sider
200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

At man kan skrive skønlitterære bøger om væskerne i ens krop, og få dem udgivet, omtalt og anmeldt, undrer mig ikke i dagens Danmark (Norden). Hvor interessen for livet stopper ved egen krop, og til dels afkommets, og hvor følelser er fornemmelser for væskernes passage gennem kroppen. I et sådant aflukket miljø er nogle tilbøjelige til at se sin egen mægtighed gennem amningen. I visse kredse var der sågar en "ammeliga", der havde som projekt, at børnene skulle ammes lige indtil teenageårene, hvor de desværre måtte frigives til at finde føden selv.