Havde nogen bevidst placeret små ledetråde om aftenens forestående koncert ud over hele Roskildelørdagen?
Først en ølmave indpakket i en lyseblå t-shirt med Peter Savilles konstruktivistiske Movement-grafik påtrykt, som jeg skimtede ud af øjenkrogen i toiletkøen.
Så den ikoniske issyl af et break præcis et minut inde i ’Blue Monday’, som øret genkender på et splitsekund, der fra en eller anden højttaler skar sig gennem festivalpladsens kakafoni.
Det er svært at forestille sig hverken eurodance eller britisk ravekultur, hvis det ikke havde været for New Order. Aqua, The Orb, ’Re-Sepp-Ten’ og samtlige af Stock-Aitken-Watermans popfabrikationer fra 80’erne står lige meget i gæld til manchestergruppen, som efter Ian Curtis’ selvmord samlede stumperne af Joy Divison og totalt fugl føniks-agtigt brugte dem til at udforme noget af synthpoppens stamcellemateriale.
Det er i sig selv en imponerende musikhistorisk udviklingsrejse, hvor gruppen tilføjede popsensibilitet og sårbarhed til synthesizerens menneskefjendtlighed. New Order har med andre ord en pionerstatus, som Roskilde Festivalen i bedste fald kan danne den perfekte ramme om og løfte til nye kollektive højder.
Genfødt gruppe
Det er på sin vis en genfødt gruppe, der står på Arena. Mange års farceagtige kontroverser mellem frontfiguren Bernard Sumner og primadonnabassisten Peter Hook har udmundet i, at sidstnævnte endegyldigt forladt bandet. Hvorfor Hooks patenterede baslinjer, der ålestramt og melodiøst driver synthfladerne fremad og fremad, i dag spilles af en gut ved navn Tom Chapman. Ligesom den oprindelige keyboardist Gillian Gilbert efter mange års fravær igen har sluttet sig til gruppen.
Og man må konstatere, at New Order lyder både vitale og letgenkendelige. Bernard Sumners drengede og naivt konstaterende sangforedrag har ikke ændret sig en tøddel på 36 år. Der blev tegnet mørklagte bylandskaber af majestætiske strygersynths og pisket beats så melankolske som den discokugle, der roterer videre på et mennesketomt dansegulv.
Men efter jeg var kommet mig over begejstringen over at få lov til at høre min personlige favorit, ’Your Silent Face’, kunne jeg også nyde synet af Bernard Sumner trutte i noget så lavteknologisk som en ensom melodika.
Firserfremmedgjort
De fem medlemmers firserfremmedgjorte ubevægelighed på scenen syntes at være direkte proportionel med publikummets trang til at bevæge sig, efterhånden som New Order oprullede højdepunkter fra deres imponerende bagkatalog – lige fra det terapeutisk fremadpegende afslutningskapitel ’Ceremony’ over den effektive ’Singularity’ fra deres nye og mere end godkendte album, til ’Bizarre Love Triangle’s nærmest lalleglade popmelodi.
Det skulle vise sig, at det både spinkle og offensive lydbillede satte kroppe i bevægelse så godt som noget rockband. Jeg har i hvert fald aldrig hørt 17.000 sæt menneskehænder klappe så meget i sync som til de syntetiske håndklap på ’A Perfect Kiss’.
Og så ’Blue Monday’, som er et kapitel for sig. Et klubhit af titaniske dimensioner, hvis ikoniske break efter tusindvis af natlige gennemlytninger er blevet mejslet ind i vores nervesystemer, så vores kroppe nærmest uafhængigt af den fri vilje spjætter til det dér syntetiske håndklap.
Med sangtitlen lakonisk annonceret på storskærmene – lakonisk, fordi det immervæk drejer sig om den bedst sælgende maxisingle nogensinde, der ikke burde behøve yderligere introduktion – synes nummerets storhed at vokse sig over hovedet på de fem beskedne mennesker midaldrende briter her på scenen.
Et track født af og i den tekniske reproducerbarheds tidsalder, der har multipliceret sig selv med astronomisk delbarhed.
Futuristisk dna
Deres pionerstatus til trods afholdte de sig heldigvis fra at give os en ren repetationstime fra synthesizermusikkens grammatikbog. Også fordi den maskinelle danseglæde i dag resonerer i en noget anden kontekst end 80’ernes overfladeæstetik.
New Order trykker på deres knapper med fornyet styrke i en krisebetonet tidsalder, hvor unge, formørkede post-postpunkbands igen leger med fascistoide æstetikker, og hvor afmægtige europæere atter drømmer om gyldne daggry og nye verdensordener.
Det er en mere ustabil verden, som New Order nu spiller sig ind i. De voksede ud af kapitalismens begyndelse til enden i slut-70’erne og thatcherismens udsultning af arbejderklassen – en historie, som på mange måder gentager sig selv i disse dage. Hvilket gruppen vist også selv har reflekteret over, at dømme efter deres Brexit-beklagelse af en afskedshilsen.
Brobygning
Men med deres tilstedeværelse på Arena manifesterede de også en musikhistorisk kontinuitet på en måde, som sandsynligvis kun er ladsiggørlig på Roskilde Festival. Det var dømt ren brobygning på tværs af generationer, fra de euforisk dansende teenagepiger til hippie-bedstefaren i syrebatik, der plukkede æbler ved siden af mig i pitten.
Dampen gik dog af, da de som ekstranummer spillede den firserromantiske hymne over alle, ’Love Will Tear Us Apart’. Først her gik der nostalgitrip i den, med tilhørende fremvisning af albumcovers og tænksomt Ian Curtis-portræt.
Det var unødvendigt publikumspleasende og illoyalt over for den nådesløse futurisme, der er gruppens dna. Men sådanne sentimentale udfald er både tilgivelige og tilladelige i begrænset omfang, når man som New Order både fremviser selvreflekteret samtidsrelevans og musikhistorisk vingefang.
New Order: Arena, Roskilde Festival, lørdag
Supergod anmeldelse af et af popmusikkens vigtigeste bands. Tak Anna.
Rigtig fin anmeldelse, endda med lidt baggrundsinfo for de ikke så New Order-kyndige - jeg var selv til stede og kan kun erklære mig helt enig. Jeg er dog ikke helt enig i titlen på sangen som de 17.000 hænder klappede i takt til, jeg er ret sikker på at den ikke hedder 'A Perfect Kiss', men derimod 'The Perfect Kiss' ;)