Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Endnu en dag på Stjerneflåden

Star Treks stolte diplomater er lige ved at miste orienteringen i det uendelige univers. Men så minder en tilspidset situation dem om, at det bare handler om at holde sammen
Kultur
21. juli 2016

Det er en helt almindelig dag på Stjerneflåden, som den 12. film i den ikoniske Star Trek-franchise starter med.

Rumskibet er på en femårig mission ud til universets afkroge. De kommer med fred og samarbejdsvilje på vegne af Planeternes Føderation.

Det hele er meget civiliseret, det er virkelig blevet hverdag og småt med drama, indtil et rumvæsen beder om hjælp til at redde besætningen på sit strandede rumskib.

Ikke uden min besætning

Det skulle da bare mangle, at Stjerneflåden trådte til, når der sådan er brug for hjælp, men havarihistorien viser sig at være en fælde, Stjerneflåden går i stykker, og dens besætning bliver væk fra hinanden på planeten Altamid, som er tilholdssted for superskurken Krall (Idris Elba). Han har et rumøgleagtigt ydre og en klassisk grænsende til komisk hvæsende skurkestemme.

Han kan ikke lide Føderationen og det, den står for. Fred og fællesskab er en farlig illusion, livet er en kamp, og det skal man leve efter. Krall befinder sig i den seje ende af skurkespektret, fordi han er styret af en idé om, hvordan verden bør være.

Øglemasken trækker dog ned. Det er simpelthen ikke til at klemme nogen som helst form for vanvidsmimik ud af den. Spild af god skuespiller, synes jeg.

Den godmodige og geniale ingeniør Scottys mor sagde åbenbart altid, at man ikke kan knække en pind i et knippe, og det er filmens store fede morale, at så længe man holder sammen, skal det nok gå. Det er ærgerligt, at besætningen er blevet væk fra hinanden, men det giver også mulighed for at styrke nogle nye samarbejdsrelationer.

Knastørre Spock hænger på den joviale læge Bones (Karl Urban), mens Kirk er alene med sin tro væbner Chekov (Anton Yelchin), og Scotty teamer op med Jaylah (Sofia Boutella), et meget anspændt kvindeligt rumvæsen, som er ferm til at få ting til at fungere.

De to udvikler et varmt venskab baseret på gensidig faglig respekt. Alle holder fællesskabets fane højt og finder styrke hos hinanden, ingen skal lades alene tilbage.

Fædre og deres fodspor

Filmen starter på Kirks fødselsdag, som også er hans fars dødsdag. Han er nu et år ældre, end hans far nåede at blive, og Kirk er i tvivl om, hvordan han skal bære sin arv og finde sig selv.

Modsat sin far mangler han en mission at identificere sig med. »Hele livet har du prøvet at være din far, og nu ved du ikke, hvordan du skal være Jim,« som Bones så perfekt corny formulerer det.

Spock grubler også over tabte faderfigurer og alternative karriereveje, indtil kampen mod Kralls ondsindede overtagelse af verdensherredømmet stjæler hans opmærksomhed.

Der er rød alarm hele tiden og hæsblæsende flyveture i rum, der ikke har et bestemt op og ned. Kulisserne og 3D-effektens højde og dybde aktiverede effektivt denne anmelders søsyge og højdeskræk. Jeg måtte slå blikket ned og tænke over det opbyggelige plot.

Kort sagt om Star Trek: Beyond: Moralen er sød, skurken er ond, og rumskibsjagterne er lidt lange.

’Star Trek: Beyond’– Instruktion: Justin Lin. Manuskript: Simon Pegg og Doug Jung. 122 min. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her