Læsetid: 3 min.

En filippinsk udgave af et rasende Nationen-kommentarspor

Ny bog om den tidligere filippinske præsident Ferdinand Marcos er et forsøg på at advare unge filippinere mod at gentage historien og støtte politikere, der kun tjener egne interesser. Men det ellers fine budskab drukner i forfatterens ætsende vrede
30. juli 2016

Det er velkendt, at den tidligere filippinske præsident, Ferdinand Marcos, og hans kone Imelda Marcos levede et dekadent liv – blandt andet eksemplificeret ved Imelda Marcos’ tusindvis af hvinende dyre sko. Det er heller ingen hemmelighed, at Filippinerne, da Marcos var præsident i årene 1965-1989, var gennemsyret af korruption, og at hans administration rutinemæssigt begik alvorlige menneskerettighedskrænkelser.

Når læseren åbner bogen Tredive år senere, er det derfor med en vis sympati for forfatteren, den filippinske journalist Myles A. Garcia. Bogen har til formål at udrede Marcos-administrationens mange forbrydelser og skandaler, skriver han i forordet.

Men allerede efter få paragraffer er sproget så voldsomt, at det er nødvendigt at rejustere læsebrillerne: Bogen er ikke en historisk udredning. Det er den filippinske udgave af et rasende Nationen-kommentarspor – og ligeså usammenhængende. Forfatteren lægger ud med insinuationer om, at der er foregået grov incest i Marcos-familien og fortsætter snerrende helt til slutningen, hvor han opsummerer familiens fortrædeligheder i en Haddock-værdig afslutningsbandbulle. Kleptomaner! Svindlere! Usympatiske slyngler!

Det er på sin vis underholdende, men det er også ærgerligt, for det fratager Garcia troværdigheden, selvom han beviseligt har ret i mange af sine udfald.

Det er dog ikke hans største problem.

Ifølge forfatteren selv skal bogen oplyse unge filippinere om Marcos-tiden for at undgå, at de nye vælgere gentager fortidens fejltrin og stemmer politikere ind, der ikke bekymrer sig om dem. Det er både relevant og interessant, for Filippinerne har netop overstået en præsidentvalgkamp, med masser af kandidater, der kunne have godt af at blive holdt op i lyset og undersøgt ordentligt, herunder Ferdinand og Imelda Marcos’ søn, Bongbong Marcos.

Glemmer det vigtige

Men det gør bogen slet ikke. Trods de indledende løfter, er det, som om Garcia i al sin galde helt glemmer at beskæftige sig med andet end Ferdinand og Imelda Marcos og deres gøren og laden, både politisk og privat.

Og det bliver værre. For Garcia lover desuden i forordet, at han vil »afsløre det snavsede vasketøj og afdække mange hidtil ubeskrevne skandaler«.

Det alene ville sagtens kunne bære en bog, så det er ikke nogen skidt idé. Ferdinand og Imelda Marcos var ofte i de internationale medier med farverige eskapader, og hvis forfatteren havde ukendte oplysninger at tilføje, så ville det være, omend ikke regeringsvæltende vigtigt, så i hvert fald vældig underholdende, med sådan en oprulning af fortidens synder.

Men det løfte holder bogen heller ikke.

I stedet laver Myles Garcia lange usammenhængende lister over mindre begivenheder, som han har information om fra mere eller mindre troværdige kilder. Der er lister over Imeldas grandiose indkøbsture, over bekendte i Marcos-kredsen, Ferdinand Marcos’ hædersanmærkninger, og rejser parret har foretaget siden tresserne. Det er omfattende og dræbende kedeligt.

Og så er det dumt. For der er uden tvivl foretaget en betragtelig mængde research for at forfatte bogen, og meget af materialet er både interessant og aktuelt.

For eksempel blev det ikke Bongbong Marcos, der vandt præsidentvalget i Filippinerne, men i stedet Rodrigo Duterte, en kontroversiel mangeårig lokalpolitiker, hvis valgplatform bestod af løfter om at tilsidesætte menneskerettighederne og udføre »massedrab« på kriminelle.

Det politiske spørgsmål i Filippinerne er, hvorvidt Duterte og hans handlekraftige gunslinger-attitude kommer til at have konsekvenser på sigt, eller om han – som mange af filippinerne tror på og håber – er manden, der kan rydde op i korruption og kriminalitet – to meget nutidige problemer, der blandt andet er en arv efter Marcos.

Hvis Myles Garcia vitterlig havde som ærinde at forfatte et aktuelt indspark til den nyligt overståede valgkamp eller den politiske situation i Filippinerne som sådan, så er det besynderligt, at Rodrigo Duterte slet ikke er nævnt.

Men det virker ikke sådan. Snarere virker det, som om en rasende Garcia har sat sig til computeren og spruttende nedfældet alt, hvad der er faldet ham ind, og det er der så kommet denne bog ud af. Bøvs.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu