Læsetid: 3 min.

Jazzikon som actionfigur

Don Cheadles film om jazzikonet Miles Davis er mere fiktion end virkelighed, men den formår at få sagt en del om en af det tyvende århundredes største musikalske begavelser – og så er den fuld af musik
27. juli 2016

Miles Davis og hans berygtede wasted years 1975-1980 som en actionkomedie? Kulsort, jo vist, men ikke desto mindre er Miles Ahead en overraskende morsom filmatisering af et par fiktive døgn i det musikalske ikon Miles Davis’ liv (spillet med gejst og intensitet af Don Cheadle) i det herrens år 1979, hvor han havde været ude af offentlighedens søgelys i fem år.

Plaget af kroniske smerter fra en hofteskade og godt slidt af over 30 år som såvel pladeindspillende som turnerende musiker og stofmisbruger levede han fra 1975 en eremittilværelse i sin lejlighed på the Upper West Side i New York Side, hvor tiden gik i en sky af smertestillende medicin, alkohol, kokain og sex med utalligt skiftende partnere. Bag nedrullede gardiner og i et syndigt rod gik én af det tyvende århundredes største kunstnere stille og roligt i hundene, om end blottet for ynk og selvmedlidenhed.

Det lyder umiddelbart ikke som synderligt sjovt stof, men ved at lade en fiktiv journalist kaldet Dave Braden (en skæg præstation af Ewan McGregor) opsøge Miles Davis på hjemmeadressen og med en blanding af frækhed, held og stædighed trænge ind på hans præmisser sættes et handlingsforløb i gang, som helt sikkert intet hold har i virkeligheden.

I stedet får publikum en til lejligheden opfundet røverhistorie (om et stjålet masterbånd med den musik, Davis trods alt indspillede i perioden), der indeholder vold, skydevåben, kærlighed, forviklinger, dope og ramasjang nok til at underholde selv den mest blaserte.

Tidsbilledet sidder lige i øjet og der efterlades masser af plads til det musikalske. Heldigvis.

Kontrært sind

»If you’re gonna tell a story, come with some attitude,« fortæller Miles Davis ved filmens begyndelse en for publikum usynlig interviewer (samme McGregor), der er godt i gang med det store forkromede, klassiske filmede interview med en legende.

Med sin raspende stemme og kontrære sind er Davis enhver journalists mareridt, samtidig med at han naturligvis er en fjer i hatten på ethvert cv. Præsenteret med et spørgsmål kan han finde på at spille svaret på sin trompet og hans mistro til pressen parret med hans generelle paranoia gør ham til en udfordring for selv den mest drevne interviewer. Modsat filmens ditto, som Davis kører rundt med efter forgodtbefindende.

Så det er faktisk befriende, at filmen derefter slår over i en til lejligheden skabt og frit fra fantasien hentet buddy movie, hvor to til en begyndelse over for hinanden fjendtligt indstillede mandspersoner af omstændighederne tvinges til et samarbejde, der hen ad vejen ender i gensidig accept og respekt.

Det er en historie med masser af flashbacks til kunstnerens ’klassiske’ periode 1958-1968, hvor Davis endvidere var gift med Frances Davis (spillet med værdighed af Emayatzy Corinealdi), som forlod ham, efterhånden som hans stofgenererede paranoia slog over i vold og gjorde hendes tilværelse uudholdelig.

Og så myldrer det med farverige og excentriske bipersoner, så man ikke kan andet end føle sig underholdt på højt niveau.

Farverig selvbiografi

Interesserer man sig for Miles Davis som såvel musiker som menneske, er det helt umuligt at komme uden om hans mildest talt farverige selvbiografi, der som fortalt til Quincy Troupe udsendtes i 1990. Fuld af selvmodsigelser, vrede, ømhed og udstrakt brug af ordet ’motherfucker’ er den ubarmhjertigt åbenmundet, Davis skåner ingen, mindst af alle sig selv.

Én af den slags bøger, der får låget til at lette hos den læsende, og hvis ligefremme tone tydeligvis har sat sit præg på Miles Ahead. Og filmen simrer af en lidenskabelig undertone, der til forveksling minder om Davis’ trompetspil i 1960’erne. For lige meget hvad der ellers foregår, er det en film om den musik, der konsekvent står centralt i handlingen.

At der er tale om et con amore projekt fra Don Cheadles side, skal der ikke herske tvivl om. Ud over hans humoristiske, men også nuancerede og cool hovedrollepræstation har han med flair og sikker hånd instrueret Miles Ahead samt været medforfatter på manuskriptet, så det er helt sikkert hans film.

Man behøver ikke vide en disse om Davis som hverken menneske eller musiker for at nyde filmen, men det hjælper nu alligevel med lidt baggrundsviden, for det vrimler med indforståede referencer, navnkundige bipersoner og jazzhistoriske goodies. Se den.

’Miles Ahead’ – Instrueret af Don Cheadle. Medvirkende Don Cheadle, Ewan McGregor m.fl. Premiere torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu