Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Levende lig i Sydhavnen

Mystikken er i top i midnatsforestillingen ’Ashes’ hos Sydhavns Teater i det nedlagte kapel på Vestre Kirkegård
Er hun død eller levende? Er hun elskerinde eller offer? Mille Maria Dalsgaard og Jonas Littauer afslører aldrig nogen ’sandhed’ i Sydhavn Teaters sansestærke opsætning af Pinters Ashes i det nedlagte kapel på Vestre Kirkegård. Og det er godt.

Lars Grunwald

Kultur
30. juli 2016

Kirkegårdsgrus knaser bare mere om natten. Og da vi vover os gennem kirkegårdsalleen i den dunkle sommernat på Vestre Kirkegård, skaber lyden og træernes skygger deres egen nattemagi.

Den smilende guide fra Sydhavn Teater tager sig ellers god tid. Vi er vandret i flok den korte vej fra Sydhavn Station, inden hun omstændeligt låser os ind på den mørke kirkegård. Men så skal vi traske lidt. Langs med et hegn og forbi nogle gravsten, vi ikke kan læse i mørket. Indtil hun drejer skarpt, så vi går direkte mod et lys for enden af stien: Østre Kapel – det nedlagte kapel, der kun har været brugt en kort periode 1913-1926, og igen i 1945 efter krigen, hvor ligene af tyske soldater efter sigende lå stablet inde i rummet. Ellers har det ligget øde hen, indtil Sydhavn Teater denne sommer har fået lov til at bruge kapellet som lokal ’scene’.

Det er her, vi skal opleve en opsætning af Harold Pinters Ashes to Ashes fra 1996. Stykket er en drømmende og nærmest terapeutisk genfortælling af en beretning om nazitiden, hvor en kvinde og en mand mødes, uden at man ved, om hun er offer, og han er forhørsleder – eller om de bare er to elskende. Eller om han er terapeuten og hun patienten … Intet er klart, for her er ingen klare skillelinjer mellem dokumentarberetning og fiktion, drøm eller lystløgn. Hvad der vil ske med dette stykke inde i kirkegårdskapellet, er ikke til at gætte.

Røde træsko

Da vi vandrer hen mod lyset fra kapellet, ligner det lille firkantede dødshus en åbenbaring: For midt i lyset står en uvirkelig skikkelse – skærende hvid i en klædning, der skinner som guld. Og vi lader os drage af mystikken, indtil vi træder indenfor i det firkantede, højloftede rum. Vi får tildelt siddepladser langs de fugtige vægge, og så lader vi os ellers helt opsluge af den lysende kvinde, der nu vandrer rundt på det grove murstensgulv i sine røde træsko – og ligner en blodfarvet hilsen fra kostumedesigneren Renke Kraakman til den voldtagne Kattrin i Brechts krigsstykke Mutter Courage. Kvinden er ellers klædt i kniplinger fra top til tå. Selv hendes ansigt er dækket af kniplingsstof med en vippende hat af kniplingstunger. Hendes øjne ser vi aldrig. Men vi ville næppe blive overraskede, hvis øjenhulerne var helt tomme …

Kvinden klaprer rundt i træskocirkel i sin egen, ubrydelige rytme. Indtil hun råber på en mand, der kommer ind i kapellet til hende. Og så genoptager de en samtale, der ikke nødvendigvis får nogen ende – nogensinde.

Mille Maria Dalsgaard har en stærk udstråling inde bag sine kniplinger. Hun fortæller, lokker og lyver med sin listige stemme. Hendes krop byder sig til – og rykker sig skræmt tilbage på samme tid. Og den rækker sorgfrossent ud efter en baby, der ikke længere er der.

Samtidig mærker man hendes manipulation af Jonas Littauers nysgerrige mand, der bevæger sig rundt i slankt gråbrunt tøj med nazibrede bukselår. Jonas Littauer finder en fin balance mellem det hårdtslående og det terapeutomhyggelige – og det forsmåede. Hans stemme har en smuk klang, og han smager overlegent på ordene, lige som han smager på den rødvin, som han dekadent drikker af undervejs.

Eller bruger denne mand i virkeligheden vinen og det smadrede vinglas til sin tortur af hende? Er han blot en desperat elsker, der aldrig finder ind til sin kvindes psyke? Eller er han en kynisk bøddel, der har småbørn på sin samvittighed – og dermed også deres mødre? Det røber Jonas Littauer ikke. Men han gør os nysgerrig på denne mands facetter. Og hans lange ben danser dødsvals, så den forvandler sig til den uhyggeligste march.

Harold Pinter (1930-2008) fik Nobels litteraturpris i 2005. Som forfatter havde han gennem hele sit forfatterskab kredset om temaerne sandhed og illusion. Hans tvetydige stykker er blevet spillet over hele verden, i Danmark senest Elskeren fra 1962. Derudover skrev han manuskripter til en del film, bl.a. Den franske løjtnants kvinde fra 1980.

Pinters stykke Ashes to Ashes fra 1996 vakte opsigt, fordi det ikke i sig selv er en beretning fra kz-lejrene, men derimod en drømmende og nærmest terapeutisk genfortælling af en beretning fra nazitiden – uden klare skillelinjer mellem dokumentarberetning og fiktion, drøm eller lystløgn.

Hvad kvinden fortæller sin forhørsleder, det fortæller hun bare. Om det er sandt, er ikke væsentligt. Heller ikke når hun senere modsiger sig selv. Det er heller ikke nødvendigvis vigtigt, om han er hendes elsker eller hendes morder … Dermed lod Pinter sine replikker fungere som kommentarer til den holocaustdebat, der har handlet om bevisførelse og vidneudsagn. Ud fra en interesse for at forstå den menneskelige natur i højere grad end at fordømme den.

I opsætningen på kapellet på Vestre Kirkegård har den hollandske instruktør Marc Wortel og den tyske scenograf Laura Rasmussen fjernet enhver realisme. Og musikken lyder, som kommer den langvejs fra – og spillet som på en blanding af orgel og vinglas …

I kapellets dødsrum er blot en kvinde og en mand. Der ligger nogle lamper langs gulvet som blændende guldlys fra himmel eller helvede – og inde i et af kapellets hulrum kommer der lys, som var det fra selve ovnene. Her er kvinden det levende lig, og manden er bøddelen. Men så går kvinden fra at være offer til at være manipulator i sin egen kz-beretning. Eller er det omvendt?

Ordblodig

Man kan nå at tænke en del, derude op ad den fugtige kapelvæg. Interessant er Ashes to Ashes i hvert fald. Og Emmet Feigenberg har oversat Pinters ord, så de står lige så klare og uhyggeligt dagligdags på dansk: »Kys min knytnæve,« lyder første replikskud …

Ashes er en midnatssmuk og ordblodig forestilling – og en overbevisende begyndelse for Sydhavn Teater med den nye status af ’lille storbyteater’ i Københavns Kommune og en årlig støtte på en million kroner. Mille Marie Dalgsgaard stiftede Sydhavn Teater i 2013 og har allerede vakt opsigt i hele landet med sin campingvognversion af Et Dukkehjem. Det er 36-årige Mille Maria Dalsgaards bedrift, at teatret nu har fået sit første hjemsted i det voksende og kulturhungrende Sydhavnen. Men kapellet er ikke i god nok stand til at klare andet end tørvejr og sommerforestillinger lige nu.

Til gengæld emmer Sydhavns Teaters kapel tydeligvis af makaber teatermystik. Mens gruset knaser udenfor på stien.

Ashes. Tekst: Harold Pinter (1996). Oversættelse: Emmet Feigenberg. Iscenesættelse: Marc Wortel. Scenografi: Laura Rasmussen. Kostumer: Renske Kraakman. Spillested: Østre Kapel på Vestre Kirkegaard ved midnat. Mødested: Sydhavn Station ved fiskerkonestatuen kl. 23.30. Varighed: 1 time. Spiller til 5. august samt igen til foråret 2017. www.sydhavnteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her