Læsetid: 4 min.

Livet set i ungdomsmindernes skær

Arnaud Desplechin erindringsgraver med ’De gyldne år’ dragende i spørgsmål om ungdom, identitet og den store kærlighed
’De gyldne år’ handler mest af alt om at lade sig forføre af en tid præget af hormoner og nyde Arnaud Desplechins stilistisk legesyge tilgang til fortællingen.

Camera Film

14. juli 2016

Film baseret på personlige erindringer vil oftest have livet til at give mening i klare årsag-effekt-kæder; Jeg blev formet af det, derfor blev jeg sådan og traf disse valg i livet.

Det uregerlige levede liv skal fungere som sammenhængende drama, hvor vi fornemmer en særlig personlighed og rød tråde fra barndom og ungdom til voksenlivet.

Arnaud Desplechin benytter vellykket en anden erindringsstrategi i sit personlige drama De gyldne år, der – som den franske titel, Trois souvenirs de ma jeunesse, forklarer – bygger på tre minder fra hans ungdom.

Frem for at prøve at fange det hele får vi tre centrale punktnedslag; tre forløb, der står tilbage som centrale minder, men ikke bliver tvunget ind i tydelige forklaringsrammer eller konsekvensanalyser.

Vi kastes ind i situationerne, som Desplechin husker dem, så en mors psykiske sygdom fra et barns perspektiv bliver voldsom og uforståelig, mens den første teenagekærlighed bliver så stor, at den næsten ikke kan rummes i en enkelt film.

Minderne udgør næsten tre film i én, men søger man sammenhænge, kan man bestemt skabe dem selv.

Den frihed er en stor og befriende kvalitet i De gyldne år, som samtidig smittende genskaber følelserne fra dengang og har strålende, debuterende franske skuespillere til at tage os med på den charmerende ungdomsrejse.

Drømmeminder

De gyldne år kan sagtens ses uden kendskab til Desplechins andre film, men fans af hans værk vil bemærke genbrugen af Mathieu Amalric som Desplechins filmiske alter ego Paul Dédalus.

Amalric var allerede på banen som Dédalus i Desplechins 1996-drama Comment je me suis disputé ... (ma vie sexuelle), som De gyldne år er en forløber for, og han har efterhånden medvirket i hele seks af Desplechins film.

Denne gang spiller Amalric Dédalus i en ramme, hvor han efter mange år som antropolog i ud-landet skal flytte tilbage til Paris. Det sætter gang i en række ungdomsminder, som efter den lidt svage åbning kan betragtes som tilbageblik eller måske snarere drømme.

Undervejs i filmen bliver det et mantra, at Paul ikke følte noget i de ellers dramatiske øjeblikke fra livet. Men følelserne er ikke til at tage fejl af, når de unge skuespillere folder sig ud i de tre meget forskellige dele af filmen. Især Quentin Dolmaire som den unge Paul og Lou Roy-Lecollinet som hans store kærlighed kan man godt regne med at se mere til i de kommende års franske film.

Filmens første del hedder nøgternt ’barndom’ og fokuserer på en opvækst præget af en psykisk syg mor og en fraværende far. Paul og hans to søskende må selv klare hverdagen i Roubaix, og de få scener fra barndommen skaber en klangbund af en særlig søskendesamhørighed, men også af en stor kerne af sorg og angst for at miste.

Anden dels drama – under titlen ’Rusland’ – sætter en helt anden tone, da Paul sammen med en ven under en skolerejse til Minsk vælger at afgive sit pas for at hjælpe en russisk jøde med at få en ny identitet.

Den oplevelse er skildret som det rene spiondrama, hvor man mærker det ungdommelige adrenalinsus ved handlingen, som virker mere motiveret af drømmen om spænding end en større politisk dagsorden. Senere skaber den identitetsgave imidlertid problemer for den voksne Paul, da han jo så har en dobbeltgænger i verden.

Mens de to første dele er seværdige i sig selv, er filmens klare fokus den tredje del ’Esther’, som skildrer Pauls møde med søsterens veninde og deres stormfulde forhold.

Det første møde filmes dragende af fotografen Irina Lubtchansky, når vi sammen med Paul og træernes blade bliver hvirvlet mod Esthers farlige epicenter.

Den trutmundede Esther bliver sat på en piedestal, og hendes skønhed fylder mere end et forsøg på at give hende en interessant personlighed. Men forgabelsen rammer rent og retfærdiggør det noget lange efterspil, hvor forholdet turbulent og ungdomshøjtideligt bølger frem og tilbage.

I det hele taget handler De gyldne år om at lade sig forføre af en tid præget af hormoner og nyde Desplechins stilistisk legesyge tilgang til fortællingen. Her er både plads til pludselig brug af split screen eller irisskud, og de unge elskende får lov at læse deres alvorlige kærlighedsdigte direkte til kameraet.

Lune øer af tid

Elementer i Desplechins film – f.eks. i det historiske opvækstdrama Esther Kahn – er tidligere blevet sammenlignet med François Truffauts film, og her fornemmer man også en stor kærlighed til den franske nybølge, ikke mindst til Truffauts fortællinger om hans alter ego Antoine Doinel.

Grundlæggende er der ikke så meget nyskabende i endnu en film om en intellektuel fransk fyrs unge år. Alligevel føles Desplechins film frisk, mens den tænker tilbage med plads til både Proust-referencer og Yeats-poesi, George Clinton og Run D.M.C.

Her kan karakterer gå rundt og sige, »du vil aldrig glemme mig«, og eftermiddagene med boglæsning, pladelytning og cigaretrygning fremstår som uendelige øer af tid.

Den stemning er værd at opsøge – og så kan man så tænke videre over Dédalus/Desplechins forhold til kvinder – fra moderen over tanten og en kvindelig antropologiprofessor til Esther - for det virker ikke ukompliceret.

’De gyldne år’/’Trois souvenirs de ma jeunesse’. Instruktion: Arnaud Desplechin. Manuskript: Arnaud Desplechin og Julie Peyr. Frankrig. (Grand Teatret i København samt en række biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu