Læsetid: 3 min.

Livslængsel blandt de døde

Israelske Yaelle Kayams klippestærke film ’Bjerget’ gør en religiøs kvindes ensomhed i et hensygnet ægteskab til et overraskende drama blandt solbadede gravsten
21. juli 2016

Der er historier, som er så universelle, at de bliver fortalt igen og igen i alle kulturer til alle tider. En del af dem handler naturligt nok om kærlighed. Den klassiske, romantiske version er, når dreng møder pige, og sød musik opstår.

Den tragiske kan være, når den ene elsker den anden, uden at følelsen er gengældt, men der er mange variationer derimellem. Som når tiden er til flere film om kvinder, der elsker kvinder, eller mænd, der elsker mænd. Eller når skilsmissedramaer kulegraver, hvad der sker, når kærligheden pludselig er væk, og den eneste ene finder en anden.

Israelske Yaelle Kayams første spillefilm Bjerget er et smukt eksempel på, hvordan rammen for en film kan føles fascinerende fremmed, mens alle burde kunne forholde sig til historiens kerne om en kvinde, som gradvist erkender, at hendes mand ikke længere begærer hende.

Læs også: Udelukket fra frelserfesten

Det genkendelige drama udspiller sig her i en ortodoks jødisk familie, der som de eneste bor på en stor kirkegård på Olivenbjerget i Jerusalem.

Den legendariske kirkegård rummer i Kayams film et væld af stemningsladede billeder, skærende kontraster og spændende konnotationer, som sikkert forankres i en kvindes store, personlige livsdrama.

For hvad gør man, hvis man bliver sat i bås som kone og mor og hellere vil være ven og elsker? I Bjerget foldes den universelle fortælling interessant og overraskende ud frem mod en benhård slutning.

Alene blandt gravsten

Kvinden i Bjerget spilles af Shani Klein, som stilfærdigt fortæller om både nysgerrighed, skuffelser og sorg med sit udtryksfulde ansigt. Kvinden præsenteres kun en enkelt gang ved navn, men det er tvivlsomt, om hun virkelig hedder Zvia, som hun selv siger ved en enkelt lejlighed.

Zvia bor med sin mand Reuven (Avshalom Polak) og deres fire børn. Med et dansk blik virker det mærkeligt, at familien bor alene på den enorme kirkegård, og det undrer også visse lokale, som vi fint finder ud af, da to kvinder opsøger deres hus efter en begravelse, og vi på smart vis får lidt baggrundsinformation om Zvias ellers ensomme hverdag.

Hver morgen kører skolebussen nemlig med mand og børn, og så går hun alene rundt i deres grottemørke hjem, der står som en voldsom modsætning til den uendelige hvidhed i sollyset blandt gravstenene udenfor.

Skæbnesvangre afvisninger

På kirkegården er der enkelte sørgende eller turister. Det eneste faste indslag er den venlige palæstinensiske graver Abed (Hitham Omari), som Zvia høfligt udveksler ild og cigaretter med, når deres stier krydses. Gradvis viser det sig dog, at kirkegården har sit eget liv om natten, hvor der er både alfonser og prostituerede.

Det lyssky natteliv opdager Zvia ved et tilfælde, og historien lader hende på overraskende vis blive stadigt mere fascineret af det, mens hun indser, at kampen for at vinde sin ægtemands interesse er tabt.

Reubens arbejdsdage bliver bare længere og længere, og hans diskrete afvisninger mere og mere tydelige. Efterhånden ser Zvia nærmest kun sin mand, når han med ryggen til beder sin morgenbøn. Da han mod filmens slutning nøgternt foreslår, at de bare hver især passer deres tildelte roller, slutter den ægteskabelige (ikke)samtale kort efter på skæbnesvanger vis.

Indbydende undren

Bjerget er i bund og grund en enkel fortælling om en kvindes længsel efter nærvær og samvær, men den religiøse ramme og Zvias tilfældige møder på kirkegården får undervejs mange nuancer frem i fortællingen.

Der er få ord, men historien puster naturligt til spørgsmål og undren.

Hvorfor ikke lave mad til de natlige gæster på bjerget, hvis de er de eneste voksne, som Zvia kan være sammen med? Hvorfor skulle hun ikke være interesseret i sex?

Hvorfor skal hun leve isoleret, når vi i en enkelt sekvens fornemmer, at der er en pulserende, moderne by omkring hende og mennesker, som inviterer hende til at være en del af deres liv? Hvorfor rammer poeten Zeldas digte Zvia lige i hjertekulen?

Dansk koproduktion

Yalle Kayams manuskript får utvungent inddraget komplekse spørgsmål om religion og ritualer, normer og kønsroller, historie og nutid i den ellers visuelle fortælling med levende lyddesign af danske Peter Albrechtsen.

Det er godt gået i en første spillefilm, der er blevet til som en dansk koproduktion med Vibeke Windeløv og Stinna Lassens produktionsselskab som den danske partner og Riina Spørring Zachariassen som producer, selv om der ikke er noget synligt dansk på lærredet. De samarbejder ser man gerne mere til.

Ha’har/Bjerget. Instruktion og manuskript: Yaelle Kayam. Israel/Danmark. (Grand Teatret i København, Øst for Paradis i Århus samt andre biografer)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu