Læsetid: 5 min.

Miles har aldrig været for fastholdere

Fra majestætisk ensomhed til ilter elektrisk storm. Jeg ville have mere af samme fix, men fik det ikke. Miles Davis nægtede nemlig at stå stille
Miles Davis på Maison des sports, Villeurbanne i 1969.

Gérard Amsellem

27. juli 2016

Efterhånden som min far kom op i årene, blev han mere og mere kategorisk i sine udtalelser, om hvad han kunne lide og ikke lide. Og logisk nok; jo mindre tid, der er at gøre godt med, des mindre er lysten til at beskæftige sig med ting, der ikke sagde én noget til at begynde med. Havde han fået et par glas og talen faldt på musik, kunne han finde på at kigge insisterende på mig og derefter fremsætte følgende udsagn:

»Mozart er den største melodiskaber. Duke Ellington er den største orkesterleder. Og Charlie Parker er bare den største.«

Min far elskede sin musik, og hans pladesamling prægedes af favoritterne. Mozarts operaer og orkesterværker, Duke Ellingtons forskellige faser og Charlie Parkers oeuvre var velrepræsenteret, for bebop var der, det hele begyndte for ham. Ud over Parker omtaltes folk som Dizzy Gillespie, Bud Powell, Max Roach, Dexter Gordon m.fl. med andagt, og han var gæst på Montmartre, når de (overlevende) amerikanske pinger lagde vejen forbi. Som lille blev jeg tit slæbt med. Yay! Så stod den på sodavand ad libitum kombineret med røgforgiftning, for dengang blev der den ondelyneme røget igennem på offentlige steder.

Elevator til skafottet

Men sønner og fædre, ikke sandt? Jeg kunne ikke snuppe bebop med dens frenetiske tempi, overvældende akkordmængde, utallige akkord- og temposkift og hæsblæsende soli, hvor de der små ensembler kollektivt spillede, som havde de den onde selv i hælene. Den dag i dag tager jeg min bebop i meget små doser, thank you very much.

På den anden side syntes jeg de der sorte fyre i jakkesæt på omslagene var über-cool og brugte mange timer på at bladre pladestakken igennem og nærstudere de enkelte lp’er, hvorved jeg faldt over en titommer med Miles Davis.

Han hørte bestemt ikke til min fars favoritter, og Ascenseur pour l’echafaud (1958) var eneste Davis-skive i samlingen. Titlen (som ifølge min frankofile mor sejt nok betød ’Elevator til skafottet’) skyldtes, at der var tale om musik til en fransk noir-thriller af samme navn. På omslagsfotoet poserer den djævelsk flotte Davis i profil med trompet, flankeret af filmens kvindelige hovedrolleindehaver, den kridhvide og såre sofistikerede Jeanne Moreau, som af begge mine forældre dér i 1960’erne identificeredes som indbegrebet af kvindelighed.

At fotografiet kunne have en provokatorisk effekt, anede jeg intet om, jeg fandt dem begge smukke og dragende og var sikker på, at de måtte være forlovede. Men dengang som nu væltede det med den bizarre afart af mennesket, for hvem tanken om intimitet mellem to mennesker med forskellig hudfarve er en vederstyggelighed.

Om det var på grund af omslaget, jeg valgte at give skiven en tur på grammofonen, husker jeg ikke, men fra de første toner af indledningsnummeret »Generique«, vidste jeg, at her var noget, jeg både kunne bruge og forstå. Pladens ti numre udgjorde en film i sig selv, billedskabende og intenst stemningsladede som de var, og musikken åbnede øjeblikkeligt flere døre for mig; såvel jazz som filmmusik blev aldrig det samme igen efter mødet med Ascenseur pour l’echafaud, én af mine all-time favoritter uanset genre.

‘It’s music and I like it’

Miles Davis har den køligste tone i verden, men lige under det cool udtryk simrer en lidenskab, der gjorde ham endog særdeles interessant. Trompeten er et instrument, som i hænderne på f.eks. en Dizzy Gillespie er frigjortheden og vitaliteten selv, men hos Miles Davis på dette tidspunkt udtrykte den vemod, alvor, værdighed og en ubodelig, næsten majestætisk fornemmelse af ensomhed. Jeg forestillede mig ham stående helt alene på toppen af et bjerg, mens han spillede.

Til min fars undren og skuffelse blev jazz for mig synonymt med Miles Davis, hvis evne til at holde igen og kun spille det allermest nødvendige jeg den dag i dag foretrækker frem for teknisk mere ekvilibristiske udøvere af jazzens noble vokabularium.

Denne overbevisning forstærkedes kun yderligere, da en behjertet sjæl lod mig låne sit eksemplar af Sketches of Spain (1960), hvorpå musikken er arrangeret for stort orkester af Gil Evans. Pladen kan med sine impressionistiske fortolkninger af de spanske komponister Joaquín Rodrigo og Manuel de Falla knap kaldes jazz i ortodoks forstand, men som Miles selv sagde på sin sædvanlige no nonsense-facon: »It’s music and I like it«.

Da jeg selv fik penge mellem hænderne og kunne investere i mine egne lp’er, faldt valget i pladebutikken på Miles Davis at Fillmore (1970), for jeg ville have mere af samme fix! Det fik jeg så ikke!! Selv om der ’kun’ er 10 år mellem de to udgivelser, er det faktisk ikke til at høre, at der er tale om den samme kunstner, i hvert fald ikke for en 14-årig, som mente, at Led Zeppelin udgjorde den musikalske udviklings højdepunkt.

Mand, det var så vildt og mærkeligt og på en måde også fremmedgørende, en ilter elektrisk storm, hvor det umiddelbart var svært at finde hoved og hale i hvad der foregik. Den lyriske kølighed, der prægede hans tone omkring 1960, og som var den, jeg oprindelig havde forelsket mig i, erstattedes her af en aggressiv og staccatoagtig spillestil, der vævede sig ind og ud af et lydbillede, som domineredes af to elektriske keyboards, wah wah-guitar, hidsige basløb og brudte trommerytmer, der gav én fornemmelsen af, at bandet hele tiden var på nippet til at begynde.

Hvad det så aldrig gjorde, men i stedet som en centrifuge trak sin energi indad. Melodier var der ikke mange af. Til gengæld var energien enorm. De fire pladesider hed hhv. »Wednesday Miles«, »Thursday Miles«, »Friday Miles« og »Saturday Miles« uden oplysninger, om hvem der havde komponeret de enkelte passager, musikken syntes sammensat af.

På det tidspunkt var pengene så små, at havde man investeret i en lp, man ikke kunne lide, spillede man den bare, til man kunne! Også selv om min mor udbrød: »Hvad er det dog, du hører? Det lyder som en trafikulykke!«

Toppen af isbjerget

Det er en vild og voldsom musik, Miles Davis skabte i sin såkaldt elektriske periode, fra 1969-1975, og At Fillmore var kun begyndelsen på en udvikling, der kulminerede i 1975 med en anden dobbelt-lp indspillet live, den kompromisløse Agharta. Hvorefter Davis trak sig tilbage fra musikken i en femårs periode. Det var næsten heller ikke menneskeligt muligt at gå længere ad den vej.

Miles Davis nægtede det meste af sin professionelle tilværelse at stå stille. Hvorfor der findes en lang række forskellige musikalske udgaver af manden, alt efter hvor i karrieren han befandt sig. Han er ikke for fastholdere. Oveni er værket næsten uoverskueligt af omfang, og kun de færreste når det hele igennem – som orkesterleder indspillede og turnerede han jævnligt fra ca. 1946 og frem til sin død i 1991.

Personligt holder jeg især af perioden fra ca. 1957 til 1963, hvor han bl.a. indspillede yderligere et par albums med Gil Evans og ikke mindst stod fadder til klassikeren Kind of Blue (1959), hvor han i selskab med notabiliteter som pianisten Bill Evans og saxofonisterne John Coltrane og Cannonball Adderly kreerede et værk, som selv folk, der ikke bryder sig om jazz, må overgive sig til.

Det er alt sammen kun toppen af isbjerget. Som en ven engang sagde, så er »Miles Davis en musikalsk genre i sig selv«. Det er bare at gå på opdagelse deri.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Pia Svendsen
  • Niels P Sønderskov
Trond Meiring, Pia Svendsen og Niels P Sønderskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Synes nu, at Miles Davis og Coltrane supplerer hinanden fint - hvorfor stille dem op overfor hinanden? Det er jo ikke en CEPOS-konkurrence.

Trond Meiring, Søren Rehhoff og Kjeld Jensen anbefalede denne kommentar
Søren Rehhoff

jeg synes Miles Davis var ligesom jazzens svar på Picasso, med alle de forskellige perioder han gik igennem og der er er noget godt at finde i dem alle.

Lone Dalgaard

Tak Klaus Lynggaard for fin artikel om Miles Davis! Men sender centrifugen i kraften udad og væk fra midten (mens centripetalkraften er indad- eller midtsøgende)?