Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Nazisternes olympiske halvleg

Under OL i 1936 pillede nazisterne ’Jøder forbudt’-skilte ned og lod de ellers forbudte jazztoner glide ud i Berlins gader. Ny bog fortæller kulørt om nazisternes 16 dage i august for 80 år siden, der skulle give verden et indtryk af en frisindet og fredselskende metropol
Under OL i 1936 pillede nazisterne ’Jøder forbudt’-skilte ned og lod de ellers forbudte jazztoner glide ud i Berlins gader. Ny bog fortæller kulørt om nazisternes 16 dage i august for 80 år siden, der skulle give verden et indtryk af en frisindet og fredselskende metropol

Ullstein Bild

Kultur
1. august 2016

Hitler lagde hårdt ud. I ugevis havde OL-historiens første olympiske fakkel-løb været undervejs fra Olympen over Athen, Delfi, Beograd og Wien til Berlin –en symbolladet vandring fra den antikke verden til det nye tusindårsrige, hvor SA og Hitlerjugend tog imod faklen på den germanske hovedstads museumsø.

Ad de hagekorsprydede pragtboulevarder strømmede de omkring 100.000 tilskuere fra hele verden til det stramt smukke Olympia-stadion.

Her oplevede de zeppelineren Hindenburg svæve over deres hoveder til tonerne af Richard Strauss’ »Olympiske Hymne«, mens den gennemkoreograferede åbningsceremoni gav atleter, tilskuere og reportere en ærefrygtig fornemmelse af et land uden plads til tilfældigheder.

Levende anekdotelup

»Vi må tage os i agt for et folk, der forstår sig så godt på at organisere,« lød det stille fra den polske ambassadør, Josef Lipski, ved ceremonien. At han skulle få uhyrligt meget ret, ved vi kun alt for godt i dag – præcis 80 år senere.

Men det er kun en del af det samlede billede af det berlinske OL, hvor mere eller mindre instrueret frisind, åbenhed og lykkerus stod mindst lige så højt på dagsordenen som militaristisk disciplin og selviscenesættelse.

At give et rimeligt billede af disse modsigelsesfulde dage i Berlin fra den 1. til den 16. august 1936 er et ambitiøst forehavende.

Det skræmmer dog ikke historikeren og biografistjernen Oliver Hilmes, der i sin nye bog, Berlin 1936 – seksten dage i august, i 16 kapitler kronologisk tager alle de olympiske dage under sin sprællevende anekdotelup.

Ullstein Bild

Her er sakset og skrevet videre på et utal af dagbogsnotater, avisartikler, politirapporter, notitser, romaner og alle mulige andre tænkelige former for arkivfund, så de tilsammen udgør en lystlæst OL-mosaik med en række gennemgående personer, steder og begivenheder, der oftest får lov at stå i et flertydigt skær.

Diktatur på pause

Berlin var en både lykkelig, skræmt og oppustet hovedstad i undtagelsestilstand. Få uger før legene havde Tyskland indtaget det afmilitariserede Rhinland, og indadtil lurede statsterroren hele tiden bag kulisserne.

Men alt for synlig kunne den selvsagt ikke blive i en by, som hele verden kiggede på. Med 1.800 journalister fra 59 lande var det nazistiske OL en af historiens hidtil største mediebegivenheder – ikke mindst inden for radioen, hvis centralstation befandt sig lige under Førerens tribune på Olympiastadion.

At nazidiktaturet til dels var sat på standby under legene, sås tydeligst i det forandrede bybillede. ’Jøder forbudt’-skiltene var pillet ned, mens tonerne af Horst-Wessel-Lied og marchmusik fortrængtes af f.eks. »Goody Goody« med Benny Goodmans orkester, der udgjorde sommerens ubetingede soundtrack.

Læseren kommer også med på udsvævende natklubber som Ciro Bar og Quartier Latin, og vi er ad flere omgange til koncert med swingfænomenet Teddy Stauffer, der gav den saxofongas for fulde huse i Delphi Palast. So much jazz, selv om en nazistisk forordning fra 1935 havde forbudt »niggerjazz i radioudsendelser af enhver art«.

Goebbels festkonkurrence

Trods adskillige boykotbevægelser, der næsten alle mislykkedes, deltog ca. 4.000 sportsfolk fra 49 nationer i de tyske lege. De sportslige begivenheder berøres, men det er Berlin, dens borgere, besøgere og befalingsmænd, der står i centrum af Oliver Hilmes’ bog.

Læseren møder et væld af kendte og ukendte kunstnere, sportsfolk, transvestitter, turister, diplomater, ludere og naziledere. Der stilles skarpt på både tilrøgede bordeller, dyre hoteller, partikontorer og menigmands lejligheder, hvor selv dagliglivet var fedtet ind i nazisternes masseiscenesættelse.

Nogle personer er gennemgående, mens andre er kun på besøg en enkelt gang. Det sidste gælder f.eks. komponisten Richard Strauss, der selv var ragende ligeglad med sport, men alligevel havde skrevet den »Olympiske Hymne« til proletarerne »som tidsfordriv«, som han hævder i et brev til Stefan Zweig.

Legenes afslutningsceremoni sluttede med en strålekuppel af lyskanoner, der senere skulle fange fjendtlige fly.

Legenes afslutningsceremoni sluttede med en strålekuppel af lyskanoner, der senere skulle fange fjendtlige fly.

Ullstein Bild

En hyppig figur er derimod ikke overraskende Joseph Goebbels. Propagandaministerens kvaler over sin kone Magdas sommerlige sidespring udpensler han selv i sin dagbog, mens der er forskellige kilder på hans overdådige fester.

Dem holdt han gerne sammenfaldende med Hermann Görings sammenkomster i en konkurrenceånd, der ikke just var sportslig. Et andet aspekt af Goebbels-figuren er hans kampe med filmmageren Leni Riefenstahl. For svimlende 2,8 mio. rigsmark skød hun 400.000 meter film under OL – materiale, som Goebbels på Hitlers befaling ikke fik lov at blande sig direkte i.

Trods hendes famøse og prisbelønnede film Olympia – Folkenes Fests blå himmel og klare lys var det i øvrigt en forholdsvis kold og regnfuld august for Berlin-standarder. Også det kan man forvisse sig om i starten af hvert af bogens 16 kapitler, der indledes med dagens vejrudsigt.

Den store sorte helt

Lidt sport bliver der også plads til. F.eks. da Tyskland taber 2-0 i fodbold til Norge og ryger ud.

»Føreren er meget ophidset,« noterer Goebbels i sin dagbog.

»Et ægte nervebad. Publikum raser. En uhørt kamp. Spillet som massesuggestion.«

Som legenes ubestridte helt og myteskabende figur får den 22-årige Jesse Owens fra Alabama selvsagt også gentagen omtale, der understreger, at sporten var gennempolitiseret under nazismen.

Hitlers arisk-aggressive reaktioner på denne sorte atlets suveræne præstationer og firdobbelte guldmedaljehøst findes i utallige versioner.

Hilmes tager forbehold for de fleste, men Førerens afvisende udtalelse, da Hitlerjugends leder, Baldur von Schirach, foreslår et fælles foto med Owens, skulle derimod være god nok:

»Amerikanerne burde skamme sig over, at de lader negere vinde deres medaljer.«

Mens Thomas Manns radioudsendelser åbner ud mod verden, giver forfatter og OL-fan Thomas Wolfe bogen igennem et amerikansk blik på Tyskland.

Bekæmpelse af sigøjnerplagen

I begyndelsen prøver han at opretholde sin stærke fascination af Tyskland og især Berlin, men efterhånden som billedet samler sig, indser han, at det ikke bare er tidens tyske vækkeure, der »ringer højere, mere nådesløst og aggressivt« end de amerikanske.

Bag de olympiske kulisser arbejdede Hitlers regime videre på krigsforberedelser og undertrykkelsen af enhver modstand i det tyske folk.

Jøder og andre mindretal forfulgtes allerede grusomt, og opførelsen af kz-lejren Sachsenhausen blev på Heinrich Himmlers befaling påbegyndt netop denne sommer.

Sammen med en tvangslejr i forstaden Marzahn, hvor ca. 600 sintier og romaer blev stuvet sammen, efter Forordningen til bekæmpelse af sigøjnerplagen indvarsledes SS-staten således med al tænkelig gru.

Tyske roere ved OL i Berlin.

Ullstein Bild
Polfoto

Ud over sit spraglede persongalleri får Hilmes også plads til skæve facts i alle mulige afskygninger. Efter endt læsning ved man f.eks. en hel del om tidens mode anno 1936, om den foretrukne mad og yndede drikkevarer – og at der i den olympiske landsby blev spist 80.261 kg kød, 55.220 kg kartofler og 232.029 æg i løbet af de 16 dage.

I anekdoteafdelingen har en kontaktannonce fra Berlin Lokal-Anzeiger d. 6. august 1936 i øvrigt dansk tilsnit:

»Olympiade-gæst fra Danmark, 30, enke, mellemhøj og slank, køn, huslig, smukt hjem, søger ægteskab med en verdensmand af samme alder i god position, bosat i Berlin.«

Oliver Hilmes’ udpluk af pressekonferencer og politiberetninger afslører bl.a. et forbud mod at tørre tøj på balkoner og tage, da det ville forstyrre det samlede billede af den olympiske by.

I det samlede regnskab afslører de retsmedicinske bøger fra den 1. til 16. august ligeledes, at 27 personer døde af forgiftning af lækket bygas, 23 mennesker begik selvmord, der var 12 drukneulykker og fire trafikdræbte. Tal, der selv for 16 dage i en millionby med OL, er yderst tankevækkende.

Fra OL til Holocaust

Historikeren Hilmes sparer ikke på pudsige anekdoter og storladne sprogbilleder som »nazisternes dunkle regime« og »legenes stråleglans«, og bogen er ikke et historievidenskabeligt studie af nazismens propagandametoder.

Alligevel er hans mission åbenlyst at spørge til, hvordan pokker Hitlers OL-propagandamaskine kunne blive så effektiv og skjule sin ret hysteriske dobbeltsidede dagsorden så godt, at der ikke opstod internationalt ramaskrig.

Her synes OL-mosaikken at bekræfte billedernes og fortællingens uhyre kraft – selv over for de umenneskelige facts, der hobede sig stadig mere op under nazismens fremmarch, var den berlinske maske virkningsfuld lang tid efter OL.

»Med OL i Berlin er konsolideringsfasen i nazisternes magtovertagelse afsluttet,« skriver Oliver Hilmes i efterordets oplistning af, hvad der sidenhen skete med hovedfigurerne.

Læs også: Hvor var Hitler hvornår?

Rhinlandet var indtaget, og OL var vellykket overstået uden virksomme boykotter. Adolf Hitler, der allerede havde været kansler i godt tre år, sad tungere på sin rigskanslertaburet end nogensinde før og kunne stadig sælge sig selv som den stærke, men folkeforsonende statsmand.

I et hemmeligt memorandum havde han dog netop nedfældet sit mål: at gøre den tyske hær og økonomi krigsdygtig inden for fire år.

Tre år senere havde han med invasionen af Polen kastet verden ud i en af civilisationens hidtil største katastrofer.

Fem år senere besluttede nazisterne den systematiske udryddelse af Europas jøder. OL i 1936 havde i sit iscenesatte frisind unægteligt været et skridt på denne fatale vej.

Oliver Hilmes ’Berlin 1936. Sechzehn Tage im August’, Siedler Verlag, 19,99 euro

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Mathias Irminger Sonne

Leni Riefenstahl.....................jeg indrømmer, at jeg altid har haft et svagt punkt for hende.

En anekdote mere:
Leni Riefenstahl måtte under O.L. modtage irettevisning fra Goebbels himself.
Grunden var, at hun havde taget den amerikanske olympiske 10-kæmper til elsker.
Det passede sig ikke for en tysk kvinde, mente Goebbels.
Leni Riefenstahl satte sig dog ud over Goebbels præk og beholdt sin virile elsker under legene.

Jamen altså................det er umuligt ikke at holde af hende.

Flemming Berger, Hans Aagaard og Hans Paulin anbefalede denne kommentar

@Torben Lindegaard

Du ved godt, hvem Leni Riefenstahl var, ikke?

https://www.youtube.com/watch?v=GHs2coAzLJ8

Torben Lindegaard

@Steen Sohn

Jo, jo..............men jeg har altså et svagt punkt for hende.

Hans Aagaard, Niels Duus Nielsen og Hans Paulin anbefalede denne kommentar

Interessant baggrundshistorie -
http://www.zdf.de/ZDFmediathek#/beitrag/video/2789824/Olympia-1936---der...

Alle masseforanstaltninger fra fodboldskampe til olympiader vil altid være brændemærket med en påmindelse om tidligere tiders politisk-propagandamæssige udnyttelse af udøvende og ofte politisk dopede sportsfolk og tydelige sammenblandinger af politik og sport med spektakulære iscenesættelser for masserne …

Torben Lindegaard

@Steen Sohn

Jeg så for nogle år siden "Olympia - Festival of Nations" på Østerbro Svømmehal - af alle steder!! - med introduktion af Jørgen Leth himself.

Jeg blev lidt optaget af Leni Riefenstahl og læste hendes 2 efterkrigsbøger om nubiske stammefolk og undervandfotografier, samt et par biografier.

Hun har også produceret film om begge emner, film, som i øvrigt ligger på YouTube.

Det er 2 meget flotte foto-bøger, Leni Riefenstahl har produceret i efterkrigstiden.

Kan du holde til en anekdote mere - fortalt af hendes kameramand?
I forbindelse med produktionen af "Olympia - Festival of Nations" eller "Triumph des Willens" rendte produktionen ind i noget nazistisk bureaukrati. Leni Riefenstahl tog en direkte møde med chefen for bureaukraterne og alle forviklinger forsvandt som dug for solen.

"I cried for him" forklarede hun kameramanden - de færreste mænd havde en chance for at modstå hende, hvis hun rullede sig ud. Hun døde i 2003 som 101-årig - Fred være med hende.

Flemming Berger, Hans Aagaard, Niels Duus Nielsen og Hans Paulin anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

"Med åndelig sundhed styrkes man
mod faren for overlistelser
og med et naturligt kønsliv
kan man undgå sportslivets fristelser"
(Kumbel)

Gu' var reklamefilmkunstneren Leni Riefenstahl både nazist og racist, så det ville noget. Ingen tvivl om det. Men hun var også mandfolkegal, så det ville noget, og små forkølede intellektuelle med klumpfod som Det Tredje Riges 'geniale' kultur- og propagandaminister Josef Goebbels var ikke mænd, der faldt i damens smag.

Niels Duus Nielsen

Leni Riefenstahl er et godt eksempel på, at man kan kan være en stor kunstner, samtidig med, at man er et politisk dumt svin. Uden Riefenstahls filmiske æstetik ville Spielberg ikke være Spielberg.

Jeg bryder mig virkelig ikke om Ernst Jüngers politiske standpunkter, men det forhindrede mig ikke i at læse og nyde hans bøger - for at tage et andet eksempel.

Eller hvad med Tolkien? Var der ikke noget med, at han også sværmede for nazismen i sin ungdom? Gør det så pludselig "Ringenes Herre" til et dårligt litterært værk?

Æstetik kan bruges til hvad som helst. Riefenstahl var en stor æstet, der mestrede "fascinationens æstetik" som ingen anden. Hollywood står i stor gæld til hende.

Sjovt nok er roden i "fascination" den samme som i "fascisme".

Per Torbensen, erik mørk thomsen, René Arestrup, Torben Jørgensen, Anne Eriksen, Søren Johannesen, Hans Aagaard, Hans Larsen, Morten Balling og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar

Niels Nielsen:

"Eller hvad med Tolkien? Var der ikke noget med, at han også sværmede for nazismen i sin ungdom? Gør det så pludselig "Ringenes Herre" til et dårligt litterært værk?"

Nej, Tolkien sværmede absolut ikke for Hitler i sin ungdom. Han var faktisk ved fronten under 1. verdenskrig i sin ungdom, og mistede størstedelen af hans venner, og led derfor efterfølgende af et ikke helt uforståeligt had til det tyske, og især Hitler.

Peter Bækgaard, Mikkel Madsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Den mest alvorlige anklage mod Leni Riefenstahl vedrører filmen "Tiefland"

Det ligger fast, at statisterne, sigøjnere, kom fra KZ-lejre ved Salzburg og Berlin, og at de efter endt filmoptagelse blev gasset i Auschwitz.

Den tyske instruktør Nina Gladitz hævdede, at Leni Riefenstahl personligt havde været i KZ-lejrene for at udvælge statisterne - og havde været bekendt med den videre skæbne, de ville lide.

Leni Riefenstahl hævdede, at hver eneste statisk var blevet betalt, og at hun intet havde anet om den skæbne, der ventede dem.

Der var retssag i Tyskland om Tiefland's statister i 1980'erne, og dommen faldt stort set ud til fordel for Nina Gladitz - dog kunne det ikke bevises, at Leni Riefenstahl var bekendt med den forestående gasning i Auschwitz.

Leni Riefenstahl fast sit standpunkt lige til sin dødsdag; men det skal man næppe tillægge stor betydning. Hun benægtede ligeledes, at have optrådt topløs i en lille rolle i filmen "Ways to Strength and Beauty" helt i starten af sin filmkarriere - og det er da i hvert fald løgn. Her er links:

http://www.gettyimages.dk/pictures/leni-riefenstahl-leni-riefenstahl-tak...

https://www.youtube.com/watch?v=ls-DVyr1uXY

Johnny Weismüller og Jack Dempsey er også med i filmen -
jo, hun havde god smag for mænd lige fra starten.

Det er i øvrigt ikke særlig svært at se forstadierne til "Olympia - Festival of Nations" i "Ways to Strength and Beauty".

Per Torbensen, Flemming Berger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Okay, sorry Sune Olsen.

Jeg husker dog visse meget langhårede litterære analyser, der læste totalitarisme ind i den småborgerligt idylliske hobbitverden, som forener sig mod truslen fra det store, udenlandske og internationale magtkonglomerat, der gjorde brug af trolde, orker og andre undermennesker for at virkeliggøre drømmen om verdensherredømmet.

Min pointe var, at uanset hvor Tolkien følte sig politisk hjemme, om han var nazist, kommunist eller koldkriger, vil jeg stadig fastholde, at "Ringenes Herre" er et stort kunstværk.

Hamsun var helt sikkert dybt, dybt reaktionær, men ikke desto mindre var han en gudsbenådet forfatter.

Halvdelen af enhver kunstoplevelse er, hvad du lægger ind i værket.

Morten Balling

80 år siden! Tiden går sgu hurtigt. Man husker det jo, som var det i går :)

Jeg har beskæftiget mig en del med æstetikken, og en af de ting jeg studsede over var Leni. Der findes, her i 2016, bla. fotografer og instruktører som tilbeder hende som gud. Rigtigt meget æstetik og smag ændrer sig gevaldigt med årene (Abba's tøj f.eks.), men Leni ramte noget som aldrig forældes, hvis man tager neuroæstetikkens briller på.

I Olympia ses det tydeligt. Trænede kroppe er mere fertile end utrænede. Når vi ser en trænet krop, tænker vores ubevidste reptilhjerne, at dén der krop har sunde gener, som er gode at blande med vores egne, hvis vi vil have stærke børn. Leni var fascineret af kroppe med raske gener, hvilket også ses i hendes senere film.

Kontrast og rolige baggrunde gør motivet nemmere at afkode. Det bruger mindre energi i hjernen, og dermed mindre behov for at skulle ud og samle føde. Symmetri udløser dopamin i vores hjerner, fordi vi bruger symmetri til at genkende potentielle partnere. Kroppe og ansigter er symmetriske, noget man eller sjældent ser i naturen. "Peak Shift" osv.

Dette er nogle af de mere almen kendte neuroæstetiske grundregler, men faktisk skulle man tro at Leni havde kendt neuroæstetikken tilbage i 1936. Det gjorde hun ikke, for neuroæstetik er en ny videnskab:

https://en.wikipedia.org/wiki/Neuroesthetics

Btw. Olympia var i sort-hvid, så det var svært at se den blå himmel.

Med mit kendskab til kreative mennesker, og deres gigantiske egoer, er der, for mig at se, stor sandsynlighed for at Leni var et kreativt geni, med en stil som faldt i Hitlers smag, mere end at hun reelt forstod hvad nazismen gik ud på. Det sidste var hun ikke ene om, men hendes billeder var unikke.

Per Torbensen, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Søren Johannesen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

En anden Leni anekdote:

Da hun ville filme 100 meter løbet, ville hun lave et billede som viste løberne i frøperspektiv. Samtidig skulle kameraet tracke langs banen så det fulgte løberne. Normalt ville man løse udfordringen med en "dolly", en vogn på skinner som kameraet var monteret på. Vognen skubbes af en person som kaldes en "grip".

Problemet var at dollyen skulle bevæge sig ligeså hurtigt som løberne, og det kunne man ikke finde en grip som løb hurtig nok til. Løsningen var at montere raketter (ny teknologi i 1936) på dollyen, og afstemme rakketerne så de skubbede dollyen i præcis det rigtige tempo. Ikke nemt, selv i dag, men Leni var stædig og det lykkedes til sidst :)

René Arestrup

Mht Leni Riefenstahl er det den gamle traver om hvorvidt man BÅDE kan være en stor og vedkommende kunstner og et menneske med en - set fra et velfærds-dansk nutids-perspektiv - anløben politisk moral. Ja, selvfølgelig kan man det! Der er talrige eksempler. Det er ofte i vanviddets grænseland, at den sublime fortolkning af menneskelivet materialiserer sig!

Morten Balling

@René

Kunst er noget underligt udefinerbart noget, men kunstens berettigelse er, for mig at se, i dag at kommentere/udstille det du kalder menneskelivet. Gerne i et alternativt perspektiv. Så kan man ovenikøbet kalde den kreativ. Hvorvidt man er enig med kunstneren betyder ikke rigtigt noget for, hvorvidt kunsten er god eller ej. God kunst må være den, som får mennesker til at reflektere over værket.

Man kan selvfølgelig også vurdere kunst kvantitativt. I så fald er en musikvideo som "Gangnam Style" stor kunst med 2,6 millarder hits på Youtube. At påstå at det ikke er stor kunst er jo lidt elitært, og hvem vil kaldes elitær? I det mindste må man give Psy, at han er gået i en stor bue udenom de politiske budskaber, samt at han flugter med definitionen, at god kunst er den som sælger.

Ang. Tolkien har han det samme problem som Richard Wagner; nazisterne var meget mere glade for ham end han var for dem, se her:

"Tolkien's academic writings on Old Norse and Germanic history, language and culture were extremely popular among the Nazi elite, who were obsessed with recreating ancient Germanic civilization. But Tolkien was disgusted by Hitler and the Nazi party, and made no secret of the fact. He considered forbidding a German translation of The Hobbit after the German publisher, in accordance with Nazi law, asked him to certify that he was an "Aryan." Instead, he wrote a scathing letter asserting, among other things, his regret that he had no Jewish ancestors. His feelings are also evidenced in a letter he wrote to his son: "I have in this War a burning private grudge—which would probably make me a better soldier at 49 than I was at 22: against that ruddy little ignoramus Adolf Hitler ... Ruining, perverting, misapplying, and making for ever accursed, that noble northern spirit, a supreme contribution to Europe, which I have ever loved, and tried to present in its true light.""
kilde:
http://mentalfloss.com/article/59736/10-things-you-might-not-know-about-...

Mht. Leni Riefenstahl, så jeg hendes film Triumph des Willens da jeg gik på 1.år på universitet og skrev projekt om nazismen på Aalborg Universitet - i 1980erne engang. Og jeg er er personligt ganske sikker på, at Leni Riefenstahl ikke personligt var nazist, samt at hun måske var en smule naiv ift. det som nazisterne stod for. Dertil kommer at nazisterne kunne udnytte Riefenstahls fascination af den rene, smukke (mande) veltrænede (mande)krop, da de, nazisterne, mente at sådan skulle en veltrænet (soldater)krop se ud. Nazismens mandeideal, dens maskuline ideal, eller æstetisk om man vil, var - og er? - netop den veltrænede mandekrop, som har en brede skuldre, smalle hofter og store biceps, og som også gerne må fremvise årerne i kroppen. Præcis som de romerske og græske statuer som nazisterne beundrede fra antikkens verden.

René Arestrup

@Morten
Jeg er ikke den, der skal begive mig af med en præcis definition af kunst. Dog køber jeg ikke postulatet om at det, der sælger nødvendigvis er kunst. Der er talrige eksempler på store kunstnere, som var miskendte i deres samtid og derfor måtte hutle sig gennem tilværelsen. Om Leni Riefenstahl var en stor kunstner, skal jeg lade være usagt, men man kan næppe tage fra hende, at hun udviklede en filmisk æstetik, som var unik og dybt original for sin tid. Mht. kunstnere og nazismen, synes jeg faktisk, at Knut Hamsun er et mere interessant skisma. Personligt mener jeg, at Hamsun er én af Nordens største litterære skikkelser, men han var samtidig et følelsesforstyrret og - politisk set - dybt naivt menneske, som lod sig besnære af nazismen, først og fremmest fordi han betragtede det nazistiske regime i Tyskland som en nødvendig modpol til den anglo-amerikanske imperialisme.

Torben Lindegaard

@Karsten Aaen

Angående Leni Riefenstahls fascination af kroppen:

Faktisk slog det mig, da jeg så "Olympia - Festival of Nations", at de viste mandefigurer netop ikke vores tids overudviklede biceps.

Torben Lindegaard

@Karsten Aaen

Angående Leni Riefenstahls fascination af kroppen:
Faktisk slog det mig, da jeg så "Olympia - Festival of Nations", at de viste mandefigurer netop ikke har vores tids overudviklede biceps.

Morten Balling

@Torben

Det som i neuroæstetik kaldes "Peak Shift" er f.eks. den overudviklede biceps. Ser man f.eks. kvindelige filmstjerner i filmens barndom, havde de også mere naturlige kroppe, men de havde stadigvæk "sunde gener". Mennesker har i hvert fald siden egypterne, og formentlig endnu længere tilbage, brugt f.eks. make-up for at peak shifte. Fertilitet afhænger f.eks. af alder og den kan man til en vis grad male over med sminke :)