Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

PJ Harvey er krigsreporteren, der blev genfødt som diva

PJ Harvey har genfødt sig selv som en ravnesort sandsigerske, der formidler dødens budskab i en nådesløst smuk og ganske tyst iscenesættelse. Dog også for tyst
pj-harvey-roskilde-anmeldelse

Det er tough love i selskab med PJ Harvey, men ikke som vi kender det fra så mange andre udfordrende kunstnere. Ikke højt og brutalt eller på anden måde grænseoverskridende. Det modsatte. Ja, nærmest grænseoverskridende utilnærmeligt.

Ulrik Hasemann

Kultur
2. juli 2016

De kommer ind som en begravelsesprocession. Forrest i optoget går en sær skabning i sort lårkort nederdel og et brus af ravnefjer og lige så ravnesort hår. De kommer med dødens budskab til Arena-teltets tætpakkede publikum.

PJ Harvey og hendes ni mænd på trommer og blæsere, tangenter og strenge. ’The dusty ground’s a dead-end track/The neighbours won’t be coming back,’ lyder det under den indledende sørgemarch.

Over PJ Harveys sidste to plader Let England Shake og The Hope Six Demolition Project – som begge dominerer denne torsdag aftens koncert – er den 46-årige engelske sanger og sangskriver blevet en krigsreporter. Ikke i traditionel forstand, men som en formidler af stemmer fra svundne krige og aktuelle konfliktzoner, fra Første og Anden Verdenskrig til nutidens Kosovo og Afghanistan.

Man kan se det på scenen i det fyldte Arena-telt. I en sindssyg smuk sort/hvid fotograferet formidling, hvor lyset er sat langt dunklere, end det egentlig er på scenen, kan man se PJ Harvey blive fjern i blikket, når hun stiller skarpt på skæbnerne og lader dem tale igennem hende fra skyttegravene, slagmarkerne, de smadrede byer. Hvordan hendes væsen overtages af mennesker, der har set deres familier blive forfulgt og deres venner sprængt itu.

Læs også: PJ Harveys skæbnekabinet

Hun er blevet genfødt som en sandsigerske i ravnefjer, fra et skyggefuldt sted i den europæiske sjæls folklore træder hun ud i spotlyset. Men hun er også noget andet, noget mere erotisk. Efter den nærmest victoriansk tilknappede stil, som hun fandt på White Chalk fra 2007 og videreførte ved hendes forrige koncert i selvsamme Arena-telt i 2011 er hun vendt tilbage til den fatale, rafaelitiske diva, som hun definerede på To Bring You My Love tilbage i 1995.

 

Popmusik kan også bruges til oprør og kritik! PJ Harvey, Grimes og Santigold ejede Arena på Roskilde på hver deres måde. Musikanmeldere Anna Ullmann og Ralf Christensen udlægger teksten.

Posted by Dagbladet Information on Friday, July 1, 2016

Hende, der formidlede figurer, som druknede sit eget barn eller vandrede over ufattelige afstande for at overlevere sin kærlighed. En kærlighed, der – også denne torsdag aften – kan føles som en dom, mere end som en gave. En alvor, der lukker sin knoglede næve om et helt telt.

Ulrik Hasemann
Det er tough love i selskab med PJ Harvey, men ikke som vi kender det fra så mange andre udfordrende kunstnere. Ikke højt og brutalt eller på anden måde grænseoverskridende. Det modsatte. Ja, nærmest grænseoverskridende utilnærmeligt.

Harvey og hendes ni noble, grånende gentlemen (herunder den faste samarbejdspartner John Parish og Nick Cave & The Bad Seeds-ankermanden Mick Harvey) blæser liv i hendes sange ved så lavt et lydniveau, at vi tvinges til at spidse ører, koncentrere os, strække os langt for at nå ind i hendes udtryk – eller fejle i forsøget.

PJ Harvey har oprettet sin egen zone, som jeg og mine ledsagere længe efter koncertens slutning diskuterer. Er det i virkeligheden hendes nye komfortzone, omgivet af lavmælte mænd? Hvor hun helt enkelt er blevet for tryg, uudfordret i sin blide form for vold?

Eller er det en betragtelig kunstnerisk risikozone, hun opretter i kraft af det lave lydniveaus sårbarhed, så lavt, så sårbart, at man i passager kan høre husarerne nede bag i teltet, i en mudder af ord? Jeg hælder til det sidste. Men det betyder ikke, at det er et ubetinget vellykket projekt.

Thomas Boberg

Jeg skal være den første til at udtrykke frustration over, at hun ikke giver den mere gas i den første time af den cirka 80 minutter lange koncert. I stedet for denne tyste krig. At hun ikke bruger nogle af de dynamikker fra dén rock, som hun er så uafviseligt rundet af. En forvrænget guitar hist, en olm frasering hid, et seriøst trommebeat hér, et bandklimaks dér.

I stedet fastholder hun langt inde i koncerten en ophøjet ro, lige så urokkelig som tiden og døden selv, omgivet af bedemænd, der kærtegner fortællingerne om ufattelig lidelse med blide orgelharmonier, bløde stortrommeslag, ikke-forvrænget elguitar og så bevægelserne over i jazzen, som sker via saxofoner, som Harvey, også selv spiller lejlighedsvist på.

Ja, faktisk er det noget af det nærmeste, man kommer højlydt adfærd, i de passager, hvor der blæses for fulde lunger.

PJ Harveys genfødsel som diva udarter sig også kropsligt. Hendes gestik er blevet forførende igen, urovækkende ekspressiv, lokkende en ind i noget, man ikke er sikker på, man vil være med til. Og hendes hoftestød ud mod publikum insinuerer en rejst klit klar til penetration

Hun er så også en ’50 Ft Queenie,’ som hun synger i sangen af samme navn. 20 tommer lang. Det sker i slutningen af koncerten, hvor lydniveauet har ramt rockkoncertens, mens vi netop besøger sange fra hendes alternative rock- og bluesperiode. Det sker med nævnte sang, der gør grin med størrelsesfikseret maskulinitet, og med ’Down By The Water,’ hvor protagonisten, moderen, drukner sit barn.

To sange, der har skabt afgørende undersøgelser af køn i hendes værk. To sange, der detonerer i teltet og som teltet detonerer i taknemmelighed til. Det er en frydefuld forløsning af den spændingsopbygning, som den tyste form har skabt i os. På grænsen til krampe.

Og så giver hun os en jordrystende fortolkning af titelnummeret fra To Bring You My Love (hvor man i hendes fraseringer tydeligt kan høre hendes tidlige inspirationer fra Patti Smith).

Vi efterlades uden den mindste tvivl om, at PJ Harvey er en stor og uafviselig kunstner. Hendes vokalpræstation ankommer i en legion af farver og former, skingert desperat, dyb og kommanderende, glasklart vibrerende. Et væsen med tusind tunger.

Hun er en ophøjet formidler, og det bliver demonstreret ved en skælvende smuk koncert, der bare til tider er lidt bøvlet at få lov at være en del af, som den udspiller sig déroppe på scenen ved lavt lydniveau. Svær at nå. Men altid forunderlig, selv på afstand.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

PJ Harvey – Arena, Roskilde, torsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her