Læsetid: 4 min.

I smatten døde selfiemaskeraden

En festivalberetning, hvori en forvirret musikkritiker søger harmoni mellem sit månesyge festivaljeg og sin sårbare morrolle, og delvist opnår forløsning
Den svensk-litauiske rapper Silvana Imam lignede en modeblogger i pudderrosa bikerjakke og menstruationsfjendtlige hvide jeans, men med tonstunge bassdrops satte hun mellemgulvet i svingninger.

Den svensk-litauiske rapper Silvana Imam lignede en modeblogger i pudderrosa bikerjakke og menstruationsfjendtlige hvide jeans, men med tonstunge bassdrops satte hun mellemgulvet i svingninger.

Philip Davali

2. juli 2016

Roskilde er en musikfestival, men alle ved, at det lige så meget er en mental tilstand.

Selv den mest rutinerede festivalrotte kan ikke undgå at blive overvældet af at dumpe ind i en fest, der har været i gang i dagevis og har udviklet sine egne omgangsformer. En endeløs strøm af menneskeansigter, der dukker op og forsvinder igen i synsfeltet, uden at hjernen er i stand til at sortere i indtrykkene.

Det er to år, siden jeg sidst var her. Og i mellemtiden er der sket det, at jeg er blevet nogens mor. A’hva’ sagde du? Der er noget galt her.

Nogens mor kan ikke være på festival. Nogens mor er den, der sidder derhjemme og bekymrer sig. Nogens mor er den, man ringer hjem til og fortæller, at man er okay, selv om ni mennesker lige er blevet trampet ihjel foran Orange Scene.

Drømmesyn

Ikke desto mindre er det der, jeg er. Uden filter og ved siden af mig selv forsøger jeg at falde ind i rytmen. Uden held. Hvorfor er indgangen til mediebyen ikke der, hvor den plejer at være? Er jeg allerede fuld? Prøver nogen at narre mig?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu