Roskilde er en musikfestival, men alle ved, at det lige så meget er en mental tilstand.
Selv den mest rutinerede festivalrotte kan ikke undgå at blive overvældet af at dumpe ind i en fest, der har været i gang i dagevis og har udviklet sine egne omgangsformer. En endeløs strøm af menneskeansigter, der dukker op og forsvinder igen i synsfeltet, uden at hjernen er i stand til at sortere i indtrykkene.
Det er to år, siden jeg sidst var her. Og i mellemtiden er der sket det, at jeg er blevet nogens mor. A’hva’ sagde du? Der er noget galt her.
Nogens mor kan ikke være på festival. Nogens mor er den, der sidder derhjemme og bekymrer sig. Nogens mor er den, man ringer hjem til og fortæller, at man er okay, selv om ni mennesker lige er blevet trampet ihjel foran Orange Scene.
Drømmesyn
Ikke desto mindre er det der, jeg er. Uden filter og ved siden af mig selv forsøger jeg at falde ind i rytmen. Uden held. Hvorfor er indgangen til mediebyen ikke der, hvor den plejer at være? Er jeg allerede fuld? Prøver nogen at narre mig?
Gradvist krakelerede mit selvbillede som roskilderotte i takt med at mælkespændte bryster mindede mig om, at jeg aldrig igen ansvarsløst vil kunne parkere mit hoved ved trinbrættet i Camping Øst og først samle det op igen søndag morgen.
Således rolleforvirret og ude af sync ledte jeg efter en tryg musikalsk boble, der kunne være være et godt sted at starte for en nytilkommen festivalgæst uden teflonbelægning. En forhenværende festivalrotte slået tilbage til start, som mærker et skyldsbetonet træk i den anden ende af navlestrengen.
Spanske Hinds forekom mig at være et godt sted at starte. De fire unge kvinder i det charmerende amatøristiske skramlepopband gør sig nemlig gevaldigt umage med ikke at gøre sig umage. Som hvis Moe Tucker havde splittet sig selv op i fire kvinder i tyverne. Jeg forlod koncerten med en lyst til at købe en brugt stratocaster i Den Blå Avis og tage navneforandring til Marisol.
Sent onsdag nat havde tre chilenere taget opstilling i Pavillonteltet. Föllakzoid hed de, men jeg tror lige så godt de kunne hedde transmogrif eller sismofyt eller noget andet helt renset for kulturelle associationer.
Vi blev nemlig transporteret ud i et menneskefjendsk miljø, i en kapsel ud i det ydre rum eller med sonde ned i Marianergraven. Chilenernes abstrakte trancerock skar musikken ind til det mest elementære tekstur og rytme, som en art håndspillet techno.
En guitarist i guldjakke som en bingovært brugte sit instrument til at udsende spørgende ekkoer, som om han optimistisk håbede, at hans arsenal af delaypedaler besad evnen til at kontakte fremmede civilisationer.
Jeg ransagede mit indre musikbibliotek for at huske på, hvad den guitarlyd mindede mig om, og kom flere timer senere i tanker om, at det såmænd er lyden af et mobilsignal, der går i højttalerne: Dak-dakka-dak-dakka-dak. Ja ja, sådan kan ens personlige lydlige referenceramme nogle gange vise sig at være en del mere hverdagsagtig, end man skulle tro.
Så fulgte jeg en indskydelse og slog vejen forbi Mayhem/Escho-scenen, der fungerer som en Roskilde-udpost for to fyrtårne i det københavnske undergrundsmusikmiljø. Og det blev jeg glad for, skulle det vise sig.
Her ramlede jeg nemlig ind i prog-ensemblet Værket, som i kraft af tilfældighedsprincippet havde en fortryllende indvirkning på mit sind. Mit blik blev draget af et langlemmet drengevæsen, hvis skønhed jeg nok kunne bruge al min spalteplads på at besynge.
Med mørke lokker dryppende ned over den blege pande som en ung Brian May og usandsynligt smalle hofter blæste denne magiske skabning på en tværfløjte, som jeg er overbevist om var smedet af elversølv.
Det drømmesyn bortmanede mine tilbagevendende tanker om at hoppe på et tog hjem for at kunne holde om mit barn.
Hinsides selfiemaskerader
Torsdag viste sig at stå i de kvindelige solisters navn. Country- og bluessangeren Elle King fra Ohio havde inde i Pavillonteltet fået fat i den amerikanske musikhistories autonome nervesystem.
Da hun leverer en coverversion af »Folsom Prison Blues«, opstår der en sær alliance mellem farrock og de hæse stemmers fandenivoldske kvindemagt. For hvor går grænsen egentlig mellem Amy Winehouse og Henning Stærk?
Ligesom Elle King løftede den svensk-litauiske rapper Silvana Imam sig hinsides enhver stivnet selfiemaskerade. Hun lignede en modeblogger i pudderrosa bikerjakke og menstruationsfjendtlige hvide jeans, men med tonstunge bassdrops satte hun mellemgulvet i svingninger. Efter at have spyttet et vers om at sætte sig på nogens ansigt lænede hun nakken tilbage, enten udmattet eller nydende.
Og fredag formiddag faldt brikkerne på plads, da samiske Vassvik gestaltede en rockistisk-shamanistisk seance i Glorias kølige mørke. Hans rallende overtonebrøl løftede en flig af civilisationen, så vi sammen kunne stirre ind i evigheden.
At det således lykkedes mig at rumme Roskilde, og Roskilde kunne rumme mig, vidner om festivalens transformationskraft: At blive budt velkommen til et sted, hvor vi kan lade maskerne falde. Et sted, hvor vi er nødt til at blive væk for at kunne finde os selv. Nu på et helt nyt niveau.
Onsdag: Hinds, Föllakzoid og Værket. Torsdag: Elle King og Silvana Imam. Fredag: Vassvik
