Læsetid 3.6857142857143 min.

Vigtigt rygstød til humaniora mister pusten

I en krisetid, der skriger på forståelse af værdier, tanker og kulturer, må humaniora forsvare sin samfundsværdi. Bog nummer to fra forskningsprojektet Humanomics, der er i gang med den hidtil største kortlægning af dansk humanistisk forskning, er oplysende og rig på statistik. Men den mangler sin forgængers kritiske brod
30. juli 2016

Mennesket er det væsen i verden, der er defineret ved at leve sit liv uløseligt forbundet med og forstå sig selv igennem alt det, det selv skaber: tekster, kunst, billeder, medier, sprog, musik, historie, begivenheder, tegn, kulturer, symboler, ideer, filosofi, religion, betydninger osv. Mennesket er også det væsen, der på grund af sin bevidsthed, refleksionsevne og frihed er tvunget til at vælge, hvordan det vil indrette sit liv og sit samfund. Mennesket kan kvalificere sin evne til at træffe gode valg, leve gode liv og skabe gode samfund ved at forstå livets utallige aspekter gennem refleksion over alt det, mennesker gennem historien har udtrykt. Og det er netop det, de humanistiske videnskaber gør: prøver at forstå alt det, mennesker er og skaber for at bevirke eksistentielle og civilisatoriske fremskridt. Efter Anden Verdenskrig oplevede humaniora stor politisk støtte, da man opfattede forståelsen af det menneskelige og kulturelle som vigtig i genopbygningen af velfungerende samfund efter to verdenskriges ødelæggelser, og man kan mene, at humaniora også i vores tid burde opleve solid opbakning.

Man skulle mene, at de sidste årtiers accelererede kriser – terrorkrise, værdikrise, kultursammenstød, åndskrise, klimakrise, dannelseskrise, eurokrise og nationale og sociale kriser – gør det ekstra relevant at forstå vor tids menneskelige og kulturelle dynamikker, værdier og tankeformer. Men der er også en vækstkrise og en økonomisk globalisering, der rejser krav om et meget konkret udbytte af videnskaberne.

Antagelsen er, at humaniora ikke honorerer dét krav godt nok. Det er denne aktuelle diskussion, forskningsprojektet Humanomics, der netop har udgivet sin anden bog, meget tydeligt indskriver sig i.

Familiens sorte får

Projektet har til opgave at afdække, hvad der kendetegner humanistisk forskning i Danmark i dag og kvalificere debatten om humaniora. Og ligesom projektets første bog, Kampen om disciplinerne fra 2015, leverer Kortlægning af dansk humanistisk forskning et unikt oplysende indblik i dansk humaniora.

I Danmark bruger vi årligt omkring 54 milliarder kroner på forskning (18 milliarder kommer fra det offentlige og 36 milliarder fra det private), men blot otte milliarder kroner af de 54 bruges på humaniora. Samtidig har humaniora den klart højeste kandidatproduktion, nemlig 1,27 kandidat per forsker per år, hvilket er mere end dobbelt så højt som gennemsnittet. Det gælder således også, at mere end en tredjedel af alle universitetsstuderende i Danmark læser et humanistisk fag, men mindre end 20 procent af det videnskabelige personale er på humaniora.

Det er altså klart, at de humanistiske forsknings- og undervisningsmiljøer er underlagt nogle helt andre betingelser end de natur- og samfundsvidenskabelige, og det er på de vilkår, at humaniora uddanner cirka 4000 kandidater om året. Det betyder, at humaniora står for omkring 28 procent af den samlede kandidatproduktion i Danmark, men altså kun modtager cirka 8 procent af det samlede forskningsbudget.

Tallene finder man i Kortlægning af dansk humanistisk forskning. På baggrund af en stor spørgeskemaundersøgelse, anden forskning og et blik på de sidste cirka 20 års humanistiske ph.d.-afhandlinger præsenterer bogen en stor mængde statistik og beskriver aspekter som forskningsemner, forskningsstile, forskningsformål, internationalisering, forskningssamarbejder og tværfaglighed på humaniora.

Men ligesom Kampen om disciplinerne er bogen ikke blot en beskrivelse, men også et forsvar for humaniora. Og på dette punkt er opfølgeren mindre vellykket. For det første fordi den nye bog i modsætning til Kampen om disciplinerne helt ukritisk accepterer humaniora-skeptikernes præmis om, at tværfaglighed og drejninger mod natur- og samfundsvidenskaberne er vejen til et bedre humaniora.

Bogen har travlt med at pointere, at dansk humaniora er blevet »tværvidenskabeligt«, »mangfoldigt«, »samfundsorienteret« og »dynamisk på linje med natur- og samfundsvidenskaberne«, samt at »partnerskaber mellem den humanistiske forskning og natur- og samfundsvidenskaberne er blevet en integreret del af forskningslandskabet«.

Der er således et stykke vej fra den nye bogs helt uforbeholdne forsvar for humaniora gennem værdsættelse af det tværvidenskabelige til Kampen om disciplinerne, hvori Finn Collin og David Budtz Pedersen grundigt ræsonnerede og advarede mod tidens store mantra om tværfaglighed, som de kaldte »en risikabel strategi, der kan underminere både forskningen og forskeruddannelsen på langt sigt«.

På samme måde er der en påfaldende afstand fra den nye bogs ukritiske accept af humaniora-skeptikeres underkendelse af humanioras genuine kvaliteter og relevans til Kampen om disciplinernes kritiske moddiskurs og kampgejst. Her forsvarede Collin og Pedersen de humanistiske videnskabers unikke evne til at undersøge og forklare samfunds- og eksistenstræk og vor tids kriser. Og de angreb de biologiske og rationelt-økonomiske forklaringsmodeller og perspektiver på verden, som ensidigt dominerer det politiske og administrative system, men som ikke kan forklare vor tids kriser. Collin og Pedersen opfordrede ligefrem deres humanistiske kolleger til offensivt at gå ud og forsvare humanioras helt unikke og højaktuelle samfundsrelevans.

Kontinuitet

Et andet problem i Kortlægning af dansk humanistisk forskning er, at den overgør, hvor forandret, tværvidenskabeligt og samfundsorienteret humaniora er.

Grundlæggende gælder det, at bogens begrundelseskraft svækkes af, at spørgeskemaundersøgelsen kun tegner et aktuelt billede og ikke siger noget om udviklingen over tid. Det gør ønsket om en sammenligning med fortidens humaniora meget vanskelig.

Dertil kommer, at bogens tolkning af sine data på en række punkter er temmelig diskutabel, for afgørende dele af disse data vidner faktisk om en stor kontinuitet i den humanistiske forskning.

Nok indgår 42 procent af de humanistiske forskere i samarbejder med aktører uden for forskningsverdenen, mens 82 procent samarbejder med andre forskere fra henholdsvis andre discipliner, andre fakulteter eller fra udlandet (det ikke altid særligt agtede filosofifag binder interessant nok ofte samarbejderne sammen). Og nok er der (små) forskydninger som en stigning i kvalitative interview og feltarbejder på meget få humanistiske fag, en stigning i eksplicit metodebevidste og i engelsksprogede ph.d.-afhandlinger og en lille stigning i tværdisciplinære ph.d.-afhandlinger (fra 8 procent i start-90’erne til 15 procent i 2012).

Men på en række afgørende parametre synes humaniora langt hen at være uforandret: Af forskningsstile dominerer traditionelle humanistiske metoder som begrebsanalyse, kildekritik og tekstanalyse fuldstændigt de fleste humanistiske fag, og der er ikke nogen særlig ikke-humanistisk tendens i teorianvendelse.

Bogen påpeger da også en stor pluralisme i teorianvendelsen, men det, at Foucault, Bourdieu og andre filosofiske og samfunds- og videnskabsteoretiske tænkere topper listen, mener forfatterne nu alligevel »vidner om samfundsorientering i den humanistiske forskning«. Den tolkning er dog tvivlsom, for den mest anvendte (Foucault) peger kun fire procent af forskerne på. Det er meget få, og det er jo naturligt, at mere generelle tænkere lander højest på listen, da humaniora består af forskellige fag med forskellige teoretiske traditioner.

Også forskningsformålene er meget klassisk humanistiske: Langt de fleste humanistiske forskere angiver, at de er optaget af at forstå kulturtræk og unikke menneskelige frembringelser frem for at afdække lovmæssigheder.

Og det, at en lille gruppe angiver afdækning af lovmæssigheder eller formulering af almengyldige påstande som formål, indebærer jo ikke nødvendigvis en natur- eller samfundsvidenskabelig drejning; f.eks. er dele af sprogvidenskaben og litteraturvidenskaben optaget af sprogs og teksters strukturer og lovmæssigheder. De humanistiske forskningsemner er ligeledes meget traditionelle og kernehumanistiske, nemlig mennesket, kulturer og menneskets fortid.

Brug for nuancering

Det må derfor læses som et udtryk for bogens hang til at understrege det nye frem for det uforandrede, at den i en indledende oversigt over sine konklusioner slet ikke nævner dette under punktet ’forskningsemner’, men i stedet understreger en såkaldt – bemærk ordvalget – »intern tværfaglighed«, som blot dækker over det ikke særligt opsigtsvækkende, at en forsker er optaget af emner fra mere end ét af seks humanistiske emneområder, eksempelvis både kunsthistoriske og kulturhistoriske spørgsmål, eller både historiske og filosofiske spørgsmål.

Alt i alt må man sige, at Kortlægning af dansk humanistisk forskning udmærker sig ved at levere og ordne en stor mængde data om humaniora i Danmark i dag. Den udgør således en vigtig kvantitativ fortsættelse af Humanomics’ mere dybdeborende og ræsonnerende Kampen om disciplinerne.

Kortlægning af dansk humanistisk forsknings lidt tendentiøse tolkning af sine data og dens ukritiske spillen med på, at et forandret humaniora er et godt humaniora, bidrager dog ikke til det nuancerede og offensive billede af humanioras særlige kvaliteter og relevans, som vores utilitaristiske og kriseramte tidsalder har så hårdt brug for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Ny bog

Kortlægning af dansk humanistisk forskning

Redigeret af David Budtz Pedersen og Frederik Stjernfelt

Hans Reitzelts Forlag

190 sider.

Kan f.eks. købes på
www.hansreitzel.dk.

200 kroner.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu