Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Virkelig mange highfives

’Everybody Wants Some!!’ er velkoreograferet mandehørm og gennemført 80’er-nostalgi. Filmen handler om en gruppe jublende bøvhoveder, ikke om hvad der er i vejen med noget som helst
Amerikanske drengerøve for fulde gardiner, der forener det naragtige og sorgløse med nostalgi fra 80’erne. 

Amerikanske drengerøve for fulde gardiner, der forener det naragtige og sorgløse med nostalgi fra 80’erne. 

Foto: scanbox.dk

Kultur
28. juli 2016

Richard Linklaters komedie Everybody Wants Some!! følger Jake (Blake Jenner) den første uge af hans nye liv som collegestuderende i Texas, 1980.

Han skal spille på skolens ambitiøse baseballhold og bo i et hus med resten af holdet – en flok konkurrencemindede og dameglade sportsbøffer, hvis måde at være sammen på er en lang parade af highfives, puf, klap på ryggen, smølfespark og viften med armene. Den ene berøring tager den anden. Sådan plejer udøverne af en sport med faste pladser og ingen berøring holdånden.

Det hele er meget velkoreograferet og overgearet, gennemsyret af den iver, som titlens dobbelte udråbstegn indikerer. Når de kører i bil, rapper de med på »Rapper’s Delight« og hujer og råber efter alle damerne (som alle bærer startfirsernes højtsiddende dameshorts med stolthed), og når de går på diskotek, danser de urealistisk ukejtet og konkurrerer med fodbold- og basketballspillerne om pigernes opmærksomhed.

De er bøvede og maniske og ikke kede af det. Karakterne har et eller to karaktertræk hver. En er en forsagt bondedreng: en er en ekstremt dårlig taber; en tredje er et snakkehoved, der altid fortæller damerne om sin gennemsnitspik; og en fjerde er et syrehoved. Jake er ny i byen og simpelthen en flink fyr med mod på livet og de relevante sociale kompetencer.

Han er også en lille smule fersk at se på med sine store blå øjne og sit afventende ansigtsudtryk, men til gengæld også mere tilbageholdende end sine nye kammerater, i hvis storskrydende selskab han nærmest fremstår tavs og mystisk. Det lønner sig. Han møder en pige, der siger, hun kan lide ham, og prøv at gætte, om ikke han i mødet med hende kommer til at vise nogle nye facetter af sig selv.

På med en fjollet hat

Det er, hvad der er af overordnet handling i Everybody Wants Some!! Filmen er først og fremmest en skildring af en sitrende tilstand, inden tingene for alvor går i gang, og af et fællesskab, hvor ingen kan være i deres krop for energi og hormoner, og hvor alle derfor opfører sig som dresserede aber.

Richard Linklater tager tydeligvis arven op efter den meget lignende komedie Dazed and confused (1993), der fulgte en flok high school-elever gennem sidste skoledag engang sidst i 1970’erne med afgangselevernes jagt på førsteårseleverne som den gennemgående handling og et baseballhold som midtpunkt for det hele.

Begge film portrætterer fællesskaber gennem deres mere eller mindre bizarre omgangsformer og ritualer. I Dazed and confused handler det om at ydmyge de nye, og det gør det egentlig også i Everybody Wants Some!!, her er der bare fokus på et enkelt hørmende mandefællesskab og alle de menneskelige alternativer, de har til at banke sig selv på brystkassen.

Enkelte ydmygende indvielsesritualer bliver det dog også til. Som en af baseballspillerne så venligt forklarer, handler det om at acceptere naragtigheden, bære den og give den videre. Den ambition bliver virkelig efterlevet. Naragtigheden bliver båret som en ære og en fornøjelse. I det her univers ranker man ryggen, når man får en fjollet hat på. Og fjollede hatte er der nok af til de fester, baseballholdet går til.

Filmene har også det til fælles, at de kombinerer det naragtige og det sorgløse med en vis nostalgi. Åh, at være ung og dum, og det hele betyder så meget. Den nostalgi kan godt virke lidt klæg i mine øjne, som om grænseoverskridelsen er for ungdomsfejrende fortællinger, hvad naivitet er for idyllisering af barndommen.

Energi i feelgood-stemningen

Måske kommer det lidt kunstige ved den her historie af, at grænseoverskridelserne paradoksalt nok finder sted inden for nogle meget faste rammer med et tydeligt hierarki og en ensporet jargon. Dreng møder pige-historien giver et tiltrængt afbræk i festscenerne, som – bevares – er livlige og platte på en måde, man kan have det okay distanceret med.

Men rigtig rørende bliver den gryende forelskelse ikke, det er den for fersk og forudsigelig til at være. Konfliktstoffet i Everybody Wants Some!! er 100 procent fra småtingsafdelingen, og det er ikke meningen, det skal være anderledes.

Den handler om, hvordan en gruppe jublende bøvhoveder fungerer, ikke om hvad der er i vejen med noget som helst.

Man må give Richard Linklater, at der bliver lagt energi i feelgood-stemningen. Filmen kunne bare godt have været kortere. Der kunne næppe have været flere highfives med i den. Ikke uden at alt andet druknede i dem i hvert fald.

’Everybody Wants Some!!’– Instruktion: Richard Linklater. Manuskript: Richard Linklater. 117 min. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her