Læsetid: 3 min.

Angstens åndedræt

Radioføljetonen ’Kollaps’ af Thomas Markmann byder på en syret blanding af rigtige angsthistorier og skæv fiktion. Men pas på! Lydene sætter sig som nervøse trækninger i din krop
Der er alt for langt mellem de gode radiodramaer for tiden. Men ’Kollaps’ gør sine lyttere usikre, og det er ganske skønt.
19. august 2016

Stemmen i hørebøfferne får dig til at stirre op mod solen. Men har stemmen ret i, at der netop er et særligt stort hul i ozonlaget lige over dig? Og får du også lyst til at styrte indenfor i sikkerhed – eller har du styr på, at dette ’bare’ er radio?

Den nye, fængslende radioføljeton Kollaps blander dokumentaren og radiospillet, så man ikke helt ved, hvad der er sandt og hvad der er opspind. Men man kan mærke, at lydene sætter sig i kroppen – og at lydene skaber de følelser af frygt, som kan blive til galopperende angst.

Styrken er netop, at de otte historier bag de otte afsnit er ægte. Lige som i teaterstykket Beton på Aalborg Teater tager dramatikeren Thomas Markmann her fat i virkelige menneskers oplevelser.

Men i Kollaps tilsætter han sin egen springende og skæve fiktion, så dokumentar og fantasi ikke længere kan skilles ad. I Kasper Sejersens instruktion glider de autentiske (men slørede!) stemmer også over i skuespillerstemmer, der svinger mellem at betvivle historierne og at få dem til at eskalere følelsesmæssigt.

Og lyddesigneren Ditlev Brinth har tilført forrygende ekko og truende tavshed – blandet med falsk radioværtoplæsning, hvid støj og stakåndet vejrtrækning. Det er urovækkende godt – og aldeles uforudsigeligt.

Ingen gyser

Afsnit nummer to handler om Tina, der blev forladt af sin mand kort tid efter deres bryllup.

»Jeg tænkte: ’Du må hellere slå mig ihjel end lade mig opleve det her,’« siger Tina, den ellers så jordnære parkeringsvagt. Man kan høre på hendes stemme, at hun mener det.

Men så strømmer der pludselig mærkelige lyde ind over hendes tale – ord fra en yogalærer, der taler om at slappe af, og fra en barnestemme, der bliver ved og ved:

»Moar, hvorfor siger du ikke noget?«

Og så fortæller moderen videre til os fremmede, der lytter. Kun afbrudt af biplyde, der kildebeskyttende udsletter navne.

På denne syrede måde bliver dokumentar og fiktion flettet fuldstændig anarkistisk – både det, der har fået angsten til at bryde ud, og det, der har fået angsten til at blive dulmet. Her er ingen forklaringer. Så man må bare lytte med, hvis man vil forsøge at komme ind i disse psykologiske universer.

Det er ganske dragende. Og det er imponerende, som Kollaps-teamet har fået mennesker til at dele ud af angsthistorier, som ellers ofte opfattes som private eller direkte skamfulde.

For her bliver angsten mærkbar – og almenmenneskelig – og ørebøfferne nægter af lade sig flå af, førend de 18 minutter er gået.

Katastrofefotografen Jan Grarups krigsoplevelser er udgangspunktet for afsnit tre om Johan.

»Her er jeg tryg, og her ved jeg, hvad jeg skal,« siger en stemme om arbejdet i ørkenen og kugleregnen. Men så skaber gensynet med et fatalt fotografi pludselig en indre kortslutning, så angsten larmer, og lytteren kan se billedet for sit indre blik.

Foruroligende

Skuespillerteamets sikre stemmer glider uprætentiøst ind i lyden. Ikke mindst Christine Sønderris’ skingre desperadostemme under en alt for varm sol og Anders Mosslings påståelige klimaforfører – og Henrik Birchs kolde afvisningsstemme – suppleret af dynamiske og beroligende værtsstemmer hos Casper Sloth og Troels II Munk; nogle gange genkendelige, andre steder forvrængede.

Det er ikke mange år siden, at radioteatret hos DR var landets mest eksperimenterende teater, hvor dramatikere og iscenesættere fik lov til at udvikle deres plotideer og deres repliktroværdighed.

I dag er der alt for langt mellem radiodramaerne. Men i disse uger gør Kollaps altså sine lyttere usikre. Det er ganske skønt. Men også foruroligende. For hvad nu, hvis Tinas mand lytter med? Eller hvis angsten smitter?

Men lige så snart man tror, at man ved, hvor man har Kollaps, så bliver alt vendt på hovedet. For som det lyder et sted:

»Hvad frygter du?«

»Er det arrogant at sige ’intet’?«

’Kollaps’: EVA (1:8) og TINA (2:) og JOHAN (3:8).
Teamwork af Thomas Markmann (tekst), Kasper Sejersen (instruktion) og Ditlev Brinth (lyddesign).
Radiodrama. Føljeton i otte afsnit. Varighed: ca. 18 minutter pr. afsnit. De første fire afsnit er frigivet.

Kan lyttes og downloades på dr.dk frem til februar 2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu