Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Bare svømme ... svømme, svømme

Pixars nye animationsfilm, ’Find Dory’, der er en efterfølger til ’Find Nemo’, er fuld af charme, drama, humor og smukke undervandsbilleder. Men den fortæller ikke lige så stærk og vellykket en historie
’Find Dory’ er både smuk og begavet, men den lever alligevel ikke op til sin forgænger, ’Find Nemo’. Her er det Dorys forsvundne forældre, Jenny og Charlie.

’Find Dory’ er både smuk og begavet, men den lever alligevel ikke op til sin forgænger, ’Find Nemo’. Her er det Dorys forsvundne forældre, Jenny og Charlie.

Disney

Kultur
26. august 2016

Der er scener i Pixars nye film, Find Dory, der er så hjerteskærende og bevægende som noget, man kan finde i deres film. Der er også scener, hvor man griner med hele kroppen og har svært ved at holde op igen.

På den måde er det meste, som det skal være, når man har at gøre med det amerikanske filmselskab og folkene bag, der kollektivt er i besiddelse af så mageløs en fantasi og utrolig en evne til at fortælle gode, altid vedkommende historier med computeranimerede figurer.

Desværre er helheden ikke så vellykket, som man kunne håbe på, når nu det drejer sig om en efterfølger til en af deres bedste film, Find Nemo (2003), der tilmed er instrueret af den samme mand, Andrew Stanton.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg har svært ved at sætte fingeren på præcis, hvad det er, der gør, at jeg ikke i lige så høj grad lader mig rive med af Find Dory, som jeg gjorde og stadig gør af Find Nemo. Men det vender jeg tilbage til.

Som titlen ikke blot antyder, men annoncerer højt og flot, handler Find Dory om Dory, far og søn-klovnfiskene Marlin og Nemos morsomme fiskeven og sidekick fra den første film.

Hun har en temmelig dårlig korttidshukommelse, hvilket giver anledning til en del problemer og sjove situationer. Hun kan godt huske, hvem Nemo og Marlin er, men ikke, hvad de lige har lavet, og hun er lidt som et barn, der spørger om de samme ting igen og igen – gerne til Marlins store fortrydelse.

Lang svømmetur

Sådan har Dory altid haft det, får vi at vide, da hun en dag kommer i tanke om de forældre, hun ikke har set, siden hun var barn, og som hun af uforklarlige årsager forlod – eller ved et uheld blev væk fra.

Denne erkendelse – at hun har glemt sine forældre – sætter gang i en række eksistentielle overvejelser hos Dory, og hun beslutter sig for at forsøge at finde dem.

Det gør hun så med Marlin og Nemo ved sin side – for det meste, Dory har det jo med at blive væk – og det fører det umage trekløver på tværs af havet til Californiens kyst og et akvarium, hvor sårede fisk og havdyr plejes og om muligt sendes tilbage i havet.

Undervejs husker Dory mere og mere af sin barndom, og flere af de mest intense øjeblikke i Find Dory opstår, når hun som lille pludselig er mutters alene i det store hav og ikke kan huske, at hun leder efter sine forældre. Da får man en lille tåre i øjenkrogen.

I akvariet møder Dory, Marlin og Nemo også flere sjove skikkelser, f.eks. tre bøvede søløver og et par andre havdyr, der ligesom Dory har et handicap at kæmpe med.

Sjovest er dog den gnavne blæksprutte Hank, der bestemt ikke bryder sig om det åbne hav og allerhelst vil tilbringe resten af sit liv i et trygt akvarium fjernt fra kysten, hvorfor han er på flugt fra personalet. Han er god til at camouflere sig – han går i ét med sine omgivelser – og er Dory en stor hjælp.

Man kan kun beundre de kreative bagkvinder og -mænds fantasi og evne til at få undervandsverdenen og alle dens skabninger til at leve og, havde jeg nær sagt, ånde.

Visuelt fejler Find Dory ikke spor, selv om den ikke bjergtager i samme grad som Find Nemo – teknologien er måske nok blevet bedre siden vi sidst var ude at svømme med Pixar, men vi har groft sagt været her før.

Fortællemæssigt deja-vu

Det er dog ikke billedsiden, der skuffer mest – hvis det overhovedet er fair at bruge så stærkt et udtryk om så begavet og smuk en film.

Jeg er i hvert fald ikke helt tilfreds, og måske har det noget at gøre med, at Find Nemo så nænsomt og bestemt tog én ved hånden og fortalte sin dramatiske og morsomme historie, hvorimod Find Dory er lidt mere løs i koderne. Måske skyldes det, at Find Dory groft sagt fortæller den samme historie om at blive væk og blive fundet igen som Find Nemo, og at man derfor har en fornemmelse af deja-vu.

Og måske rammer Find Nemo hårdere følelsesmæssigt, fordi den på et dybere plan handler om at miste, at lære at give slip på sine børn og (for børnenes vedkommende) at begå sig i den store verden, hvorimod Find Dory handler om venskab, fordomsfrihed, at vende sit handicap til en styrke og om at fare vild og finde hjem igen.

Jo vist er det både relevante og universelle budskaber – fortalt gennem noget så sjældent som en mentalt udfordret hovedperson – men de gør altså ikke lige så godt og ondt som dem i Find Nemo.

Find Dory – Instruktion: Andrew Stanton og Angus MacLane. Manuskript: Andrew Stanton og Victoria Strouse. Amerikansk (Biografer landet over – og sikkert også nogle stykker under vandet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her