Kulturens mest synlige og iøjnefaldende symboler har af gode grunde ofte interesseret billedkunstnere.
Hvis man er begavet – eller forbandet, alt efter temperament – med en visuel følsomhed ud over det sædvanlige, så falder sådanne markante symboler én i øjnene.
Dannebrog for eksempel. Der findes næppe nogen anden nation, hvor flaget er et så udbredt og accepteret fænomen som i Danmark.
Nationalsymbolet findes over alt i vores kultur og kan som bekendt markere alt fra danskproduceret mælk over klaphattenes rød-hvide landsholdsentusiasme til anknytningen til den danske hær i en krigssituation.
Det sidstnævnte er den oprindelige betydning af nationalsymbolet, der er vokset ud af heraldikken og våbenskjoldenes ikonografiske markeringer af slægts- og klanforhold tilbage i middelalderen.
Flaget løsrev sig på et tidspunkt fra våbenskjoldene for bedre at kunne fungere som et tydeligt signal i hektiske og kaotiske krigssituationer og under korstog.
Dannebrogs signalvirkning som et let genkendeligt nationalt ikon, der samtidig qua sit allestedsnærvær som et nationalt symbol er blevet nærmest usynligt, gør det til et oplagt fænomen at reflektere over og bearbejde, hvis man er billedkunstner.
Det er der da også talrige eksempler på i kunsthistorien, fra C.A. Lorentzens besyngende skildring fra 1809 af sagnet om Dannebrog, der daler fra himlen under kong Valdemar den Stores korstog i Estland i begyndelsen af 1200-tallet over Sven Dalsgaards subversive leg med Dannebrogs ikonografi i 1960’erne og frem til Jeannette Ehlers’ kritiske genskabelse af Dannebrog i form af 510 ’negerboller’ (126 med kokos og 384 uden) i 2006.
For ikke at tale om Peter Holst Henckels Danish Extra Light fra 1990 eller Lars Bent Petersens kontroversielle dekonstruktion af guldalderens nationalromantik i værket Nationalisme – Golden Days in Copenhagen på Nikolaj Udstillingsbygning i 1994.
Omfattende repetition
I al sin form- og farvemæssige enkelhed inviterer Dannebrog til bearbejdelser, der kan minde os om symbolets mere problematiske implikationer.
Det kan man sågar helt aktuelt bevidne i udstillinger af for eksempel Poul Gernes på Louisiana og Ismar Cirkinagic på Esbjerg Kunstmuseum, hvor de respektive kunstnere indgående behandler flags betydninger i forhold til nationalstaten, samtidig med at flagæstetikkens farve- og formsymbolik bliver udfordret og omdannet til noget nyt.
I sin nye udstilling, der slet og ret hedder Flag, har Gudrun Hasle (f. 1979) også kastet sig over Dannebrog.
Hasle har igennem de senere år gjort sig gældende med værker, der både har et stærkt selvbiografisk element og ofte tematiserer skrøbelighed, mangler og fejlbarlighed.
Hasle har blandt andet brugt sin egen ordblindhed i mange værker, der med styrke og stolthed viser skønheden i ’fejlene’ og i den ubehjælpsomme beherskelse af materialerne.
Det, der ofte opfattes som fejl, er med andre ord hos Hasle blevet vendt til et potentiale for at anskue verden på en anderledes og ny måde, hvilket har kastet mange spændende, smukke og tankevækkende værker af sig.
På udstillingen Flag hos Galleri Tom Christoffersen viser Gudrun Hasle 51 værker, der er blevet lavet inden for de seneste fem år, og som alle har Dannebrog som hovedmotiv.
Angiveligt er de lavet som en form for meditativ tidsfordriv mellem andre projekter. Gudrun Hasles tilgang til Dannebrog lægger sig da heller ikke åbenlyst i kølvandet af de nævnte kritiske bearbejdninger af nationalikonet, men bevæger sig ad sine egne veje, uden dermed at blive ukritisk.
Indtrykket er først og fremmest overvældende i kraft af den insisterende og omfattende repetition og betoning af det processuelle. De 51 værker vises i salonophængning, der tapetserer galleriets vægge tæt med de mange variationer over Dannebrog.
Der er tale om broderinger, et medie som Gudrun Hasle også har lavet mange værker i tidligere. Formaterne veksler fra de helt intime småbilleder til de meterstore.
De fleste holder sig dog til viskestykkeformatet, blandt andet af den simple grund, at de faktisk er broderet på viskestykker. Og ingen af værkerne bliver alvorligt imposante eller højtidelige.
Man kan tværtimod konstatere, at Dannebrog hos Gudrun Hasle ikke just bliver behandlet med den ophøjede andægtighed eller respekt, som en nationalromantisk tradition fordrer.
Dannebrog er en skrøbelig affære i Gudrun Hasles udlægning, og den udgør et variabelt motiv, som ikke nødvendigvis er entydigt rødt og hvidt.
Fra Dannebrog til No Logo
Selv om udstillingstitlen opfordrer os til at se værkerne som repræsentationer af flag, er det faktisk muligt helt at overse denne dimension og betragte værkerne som en slags abstrakte mønsterarbejder, der gentager et gitterværk, et grid, hen over en flade.
Dannebrog som ’No Logo’, betydningstømt gennem endeløs gentagelse. Nogle gange løber mønstret hen over en flade, som i forvejen består i et gittermønster, sådan som det både er tilfældet med de klassiske kokkeviskestykker i blå tern og med bedstemors spadseredragter i flerfarvede Burberry-mønstre, andre gange på mere neutrale grunde.
Nogle gange næsten kvadratisk, andre gange som vidtstrakte rektangler, men altid med den centrale korsfigur bibeholdt.
Det er tydeligt, at Gudrun Hasles primære interesse i udstillingen er formel. Hun interesserer sig i værkerne for, hvordan den elementære grundform, det hvide kors på en rød grund, kan repeteres, varieres og forskydes med små nuancer, uden at den helt mister sin genkendelighed som Dannebrog.
Trådene i broderingerne trækker visse steder stoffet skævt og får korset til at fremstå sært slingrende, mens nuancer af grønt og blåt kan blande sig i det røde.
Dannebrog forbliver det måske nok, men samtidig er det slet ikke flag, men billeder, man står over for. Det bliver understreget af, at værkerne er indrammede bag glas og opspændt på en hård grund, så de ikke giver alt for meget efter for tyngdekraften og de bløde tekstilers natur – ingen flagren her.
Det lykkes i udstillingen for Gudrun Hasle at afmontere Dannebrogs patos og militante indebyrd, for i stedet at give os et skævt, skrøbeligt og nuancerigt billede af nationalklenodiet.
Hvis man i de senere år har haft sine betænkeligheder ved at plante et fødselsdagsflag i toppen af lagkagen, fordi højrefløjen så grundigt har lagt beslag på Dannebrog, så er der hjælp at hente hos Gudrun Hasle, som med øje for fejlenes skønhed og uformåenhedens styrke på eminent vis hejser flaget for det skæve og det anderledes.
Og viser en formverden af repetitioner og forskydninger, der momentant helt kan få én til at glemme Dannebrog. Hvilket ikke er så lidt af en bedrift for en udstilling med titlen Flag.
Gudrun Hasle. ’Flag’. Galleri Tom Christoffersen. Skindergade 5. København. Indtil den 10. september
