Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Dødens gaaab

Enkelte uhyggelige øjeblikke og flotte, fetichistiske billeder af Blake Livelys velformede krop på et surfbræt gør ikke hajgyseren ’The Shallows’ vellykket
Kultur
19. august 2016

Det er mere end 40 år siden, at Steven Spielberg skræmte verden fra vid og sans med Dødens gab, der handlede om et lille øsamfund, der midt i turistsæsonen blev terroriseret af en stor, menneskeædende hvidhaj.

Siden da har hajer – noget uretfærdigt, siger videnskaben – haft et temmelig dårligt ry og optrådt som blodtørstig kødædere i adskillige film.

Mest for sjov og ’af den dårlige smag’-slags i de senere år, ikke mindst Sharknado-filmene, hvor man blandt andet har kunnet opleve flyvende hajer (inde i en orkan, ganske vist), der sluger mennesker hele. Men nu igen også lidt mere for alvor i Jaume Collet-Serras The Shallows, der har dansk premiere i dag.

Med god vilje kunne man kalde filmen en blanding af Dødens gab og Sharknado forstået på den måde, at den begynder godt og gerne vil tages alvorligt, men ender ganske kulørt og helt igennem lattervækkende utroværdigt.

Blake Lively, der bestemt er en glimrende skuespiller, har hovedrollen som den medicinstuderende unge amerikaner Nancy, der efter moren dør af kræft har fundet frem til den hemmelige strand i Mexico, hvor moren tog til, da hun var gravid med Nancy.

Veninden, som skulle have været med Nancy ude at surfe, har tømmermænd, og på nær et par lokale surfer-dudes er Nancy alene på den paradisisk udseende strand.

Som taget ud af en modereklame eller en musikvideo dyrker Jaume Collet-Serra – der i film som Unknown Identity og Run All Night lod Liam Neeson slå og skyde sig ud af sine problemer – Blake Livelys, indrømmet, velformede, solbrune krop, mens hun surfer.

Der er et fetichistisk skær over de flotte, næsten impressionistiske billeder, der bringer os tæt på Lively og med ned under vandet og ind midt i bølgerne.

Det giver nærvær – dog af den lidt hektiske, upersonlige slags – og etablerer Nancy som menneske af kød og ikke mindst blod. Men vi ved jo godt, at det går galt – filmen begynder med at vise et ødelagt surfbræt på standen – og derfor venter man på, hvornår hajen mon kommer.

Det gør den lige pludselig og selvfølgelig på et tidspunkt, hvor Nancy er mutters alene på stranden og derfor må klare sig selv mod den grumme dræbermaskine.

Blottet for mening

Til at begynde med er man ganske grebet af Nancys kamp mod hajen, men så falder The Shallows langsomt fra hinanden.

Hajen er ikke blot en haj, men et intelligent monster, som vil hævne sig på den unge kvinde, da hun efter at være blevet bidt i benet i første omgang får bragt sig i sikkerhed på et rev og siden får givet hajen et par på snuden.

Så længe den er under vand, og man hovedsageligt fornemmer dens truende tilstedeværelse, er det uhyggeligt – som det ofte er i gyserfilm. Men jo mere, man ser til hajen og dens målrettede angreb på Nancy, jo mere undermineres den seriøsitet, som første halvdel af filmen insisterer på.

Siden bringes også Nancys savnede mor og en såret havmåge – jo, den er god nok – i spil på forudsigelig og sentimental vis, og det gør ikke ligefrem The Shallows mere overbevisende eller spændende.

Og når en film, der er blottet for dybere mening og budskab, mister sin troværdighed og sit tag i publikum, er der ikke meget andet tilbage.

’The Shallows’ – Instruktion: Jaume Collet-Serra. Manuskript: Anthony Jaswinski. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her