Læsetid: 3 min.

Don DeLillo er tilbage i stor romanform

En søn forsøger at genskabe forholdet til sin far i ’Zero K’, hvis udfordrende handling spørger, hvorfor pokker vi skal sætte pris på en meningsløs tilværelse
13. august 2016

Don DeLillo har ofte været et par skridt foran virkeligheden. I dag virker flere af hans romaner ligefrem profetiske i deres beskrivelser af en apokalyptisk og meningsløs verden uden sammenhængskraft og præget af terrorangreb, gidselstagninger, frås og finanskrise.

Hvad enten man læser forfatterskabet i én køre eller nøjes med hovedværkerne – Hvid støj, Vægten og Underverden – melder spørgsmålet sig: Hvorfor insisterer vi på livet, når det nu ikke er bedre?

Det samme spørger milliardæren og forretningsmanden Ross Lockhart sig selv om i Zero K, der som flere andre af DeLillos forrige seksten romaner nærmer sig science fiction og handler om sprog og symboler, kunst, videofilm, terror, penge, magt, paranoia og konspirationer og ikke mindst sønner på sporet af en forklaring på tilværelsen.

Første del af romanen udspiller sig i et hemmeligt underjordisk laboratorium ved navn Konvergens, et afsidesliggende sted i en ørken nær Kirgisistan, Usbekistan og Kasakhstan. Her bliver alvorligt syge mennesker frosset ned i håbet om at kunne vende tilbage til livet engang i fremtiden, når ny medicin og lægevidenskab kan kurere dem.

Romanens overskyggende jegfortæller er den 34-årige Jeffrey Lockhart, søn af Konvergens’ hovedinvestor, Ross. Jeffrey aflægger Konvergens et besøg for at sige farvel til sin stedmor, Artis, der er syg og skal fryses ned. Samtidig aner han muligheden for at lære sin far bedre at kende, ja måske endda få svar på, hvorfor faren i sin tid forlod den 13-årige Jeffrey og hans mor.

Det viser sig imidlertid at være problematisk, for ikke blot vil faren kun modvilligt tale om fortiden. Ross har også sin helt egen dagsorden, der går ud på, at få sønnen placeret i sin virksomhed og – viser det sig – selv lade sig fryse ned.

Alle døre er forkerte

De seneste år har DeLillo brilleret i ultrakorte romaner, eller omfangsrige noveller, båret af skarpe observationer, der sjældent bundfælder sig for alvor, og befolket af figurer, der taler, som om de har læst for mange Don DeLillo-romaner.

Det sidste kan Zero K ikke helt undsige sig. Som eksempelvis da faren fortæller Jeffrey, at han var ved at blive desorienteret, da han sidst så sig i spejlet, for »i et spejl er venstre højre, og højre er venstre. Men sådan var det ikke. Det der skulle være mit forkerte højre øje, var mit rigtige højre øje«.

»Sådan virkede det,«siger Jeffrey, hvortil faren svarer:

»Sådan var det.«

»Der burde være en disciplin, der hedder illusionsfysik,« siger Jeffrey og berør derved en bærende pointe i Zero K, hvor det aldrig er til at sige, hvad der sandt, hvad der til at stole på, og hvad der gemmer sig bag facaden.

Don DeLillo: Zero K

Konstant forsøger folk at indkredse tid, sted og navne – ikke overraskende har Ross glemt, hvad hans første kone, Jeffreys mor, hed, siger han – og da Jeffrey leder efter døren til farens kontor i de labyrintiske gange på Konvergens, farer han vild. Alle døre ligner hinanden. Da han åbner en tilfældig og bliver mødt af en mand i jakkesæt, slips og turban, undskylder han. »Det må være den forkerte dør,« siger Jeffrey, hvortil manden svarer:

»De er alle sammen den forkerte dør.«

Intet synes at give mening på Konvergens, men læseren mindes flere gange om, at den virkelige verden udenfor er mindst lige så skør, absurd, klaustrofobisk og meningsløs. På gangene, hvor Jeff vandrer forvildet rundt, er der således videomonitorer, der viser groteske optagelser af oversvømmelser, paniske mennesker på flygt, terrorbombninger og krig, flygtninge og ildebrande.

Er løsningen at forlade verden frivilligt, indtil den er blevet bedre? Eller måske at finde en form for tryghed og mening i det nære? Det sidste synes Jeffrey at insistere på, og det er særligt i historien om forholdet til hans far, at Zero K løfter sig til en af de bedste, mest tankevækkende, rørende og varme titler, vi længe har fået fra den 79-årige Don DeLillo.

Dog kunne jeg godt have ønsket mig en lidt grundigere dansk redigering. Flere steder forstyrres læsningen af småfejl og slåfejl og sløseri (»Da jeg kom hjem lænede mig min mor sig væk …«, »En kvinden kom gående …«, » (…) en menneskeskabt genstand fra regionen, som muligvis havde engang var blevet plyndret« og så videre), hvilket er synd for alle og ikke mindst Mich Vraas i øvrigt fine oversættelse.

Don DeLillo: Zero K. Oversat af Mich Vraa, Lindhardt og Ringhof. 272 sider. 299 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu