Læsetid: 4 min.

Dræb os, Louis, dræb os!

Standup- og tv-stjernen Louis C.K. smadrede – igen – alt håb for menneskearten. Og det er lige sådan, det skal være
Standup- og tv-stjernen Louis C.K. smadrede – igen – alt håb for menneskearten. Og det er lige sådan, det skal være
22. august 2016

Vi er blevet suget langt ind i en forklaring om, hvorfor kærlighed ikke varer evigt. Så finder Louis C.K. det betimeligt at gøre os opmærksom på, at dét, han giver os lige nu, slet ikke er dét, vi har betalt for. »This is not comedy anymore,« siger han. Det sker efter en særlig øm scene, hvor han beskriver en afdød ægtemands skuffelse over, at hans hustru rent faktisk kommer op i himmelen til ham, da hun er død ti år efter ham. »I thought you said this was heaven,« siger han til budbringeren af nyheden.

Louis C.K. koketterer bare. Det her er jo præcis dét, vi har betalt for: at få smadret vores forhåbninger om det gode liv, den ægte kærlighed, den vedvarende lykke. Mens vi er ved at dø af grin. Det er den 48-årige amerikanske standup- og tv-stjernes varemærke. Død + seksuel frustration + forfald + livslede = krampelatter. Dræb os, Louis, dræb os!

Det er lørdag aften, og et udsolgt Forum på Frederiksberg er fuldt af mennesker, der vakler i troen på det gode liv, men er stærke i kærligheden til en mand, der bare destabiliserer den yderligere.

Som en bokser uden interesse for knockouts bearbejder C.K. os nådesløst i mellemgulvet denne lørdag aften. Der er få – og ikke altid lige vellykkede punchlines – mod hovedet, men til gengæld serier af knaldhårde slag durk i vores middelklassefedtlag. Med slet skjult fryd giver han os eksistentielle tæsk.

Hans sæt er løsere i koderne end tidligere. Associationerne stikker i et utal af retninger. Nogle gange ender de i blindgyder, andre gange leder de tilbage til udgangspunktet. Ikke ulig almindelige samtaler.

Og vi bevidner en mester, der forsøger sig med en dramatiseret udvidelse af det komiske sprog. Hans erfaringer fra tv-serierne har udstyret ham med et mimisk og vokalt mesterskab, der tillader ham med ansigtstræk og stemme at puste liv i et væld af karakterer. Den kuede hustru. Ham selv som hjerteknust 13-årig. Den medlidenhedsdræbende slægtning. Den heroinhøje hund.

Og han formår at bygge usynlige tableauer såsom Jesu korsfæstelse eller teen-forhandlingen om at få lov at give en pige finger – spillet som engelsk renæssance-teater. Ja, han arbejder endda med en rekvisit. På besøg hos en superskurk bliver mikrofonen til verdens smukkeste pik, der tilhører en mand, der kun har spist pikke hele sit liv. Louis C.K. blændes af dens skønhed. Og efter lidt betænkningstid tager han hovedet halvt ind i munden.

Formidabel

Her er nogle andre grunde til, at han er formidabel:

Han har masser af nyt materiale hvert år. Inspireret af en anden stor standupkomiker, veteranen George Carlin, skriver han spritnyt materiale hvert år.

Han (eller hans offentlige persona) er lige så afmægtigt meget på spanden som alle os andre.

Hans værk er lige så meget tragedie som komedie. Ja, hans nylige selvfinansierede tv-spil Horace and Pete var primært en tragedie – som om Arthur Miller havde skrevet en sæson af Sams Bar.

Han paraderer skeletterne fra sit skab og ventilerer det usigelige. Det var en beslutning, han tog, da han var i krise over sit virke: at være 100 procent ærlig (eller så tæt på som muligt). Med sine selvudleveringer bryder han tabuer i samme tempo, som vi andre skifter underbukser. »I have four nephews, I don’t love any of them,« erkender han i Forum. Og at han stadig onanerer til fotos af ekskæresten.

Han forsøger at gøre det gode, men ender ofte med at gøre det onde. Racisme er forkert, siger han. Men de racistiske stereotyper er skidesjove, forsvarer han sig med efter at have leveret netop en sådan, afroamerikansk variant i Forum. Nogle gange føles det forkerte bare helt rigtigt. Herovre, Hannah Arendt!

Han er sit eget eksperimentarium af komplekse og selvmodsigende følelser og tanker, som han undersøger med stor åbenhed og nysgerrighed. Som Montaigne skrev: »Vi er, jeg ved ikke hvordan, dobbelte i os selv, således at hvad vi tror på, det tror vi ikke på.« C.K. fortæller os, at han ikke tør se mandestripper-filmen Magic Mike, fordi han begærer Channing Tatum og Matthew McConaughey (og, viser det sig senere, alle japanske mænd). »Yeah, I’m fucking suppressing something

Han smadrer vores forhåbninger, men tvinger os i samme bevægelse til at holde de få vigtige øjeblikke i livet i hævd. Som da hans første barn kommer til syne fra kejsersnittet i hans kæreste, og han pludselig forstår, at »jeg er til nytte« – »I am of use«.

Ukorrekt

Er han politisk ukorrekt? Selvfølgelig. Det er nådesløst morsomt, da han spiller IS-terroristen, der keder sig med at skære et hoved af. Keder sig, fordi alle, der frygter IS, i Louis C.K.’s fantasi har begået selvmord. Så har halshugning lige som ikke længere den ønskede effekt, vel?

Der er moralsk anfægtelse på spil. En sorg over, at man bliver et røvhul i sit parforhold. At man aldrig kan vise sit hele selv til sine børn – »It’s a one way relationship«. At han stadig misbruger sin hvide højstatus i servicesituationer. Eller – i hans 2013-show – at enhver verdensbekymret borgers smartphone er lavet af en børnearbejder. Ja, der er også kulturkritik i hans fortælling om Achilleus, som han påpeger, at ingen længere – »after six levels of iPhone« – kender.

Latteren ruller gennem salen. Vi forstår. Jeg kommer flere gange til at sprutte spyt af ren fornøjelse over grum genkendelse eller uventede komiske greb, der ville gøre en OL-bryder misundelig. Og vi rejser os – stort set – alle for at byde ham ret farvel, da vi når så langt. Held og lykke derude i den grumme virkelighed, Louis. Vi ved du – eller din persona – har brug for det. Og os? Vi føler os sært galvaniserede til at overleve de fremtidige skuffelser. De er jo gjort af komisk grundstof.

Louis C.K. – Forum, Frederiksberg, lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Ralf: Nå, hvad kommer der så ud af det? Jeg spørger på baggrund af, at Theis Øntoft har optrådt her i avisen med sin digtsamling, der heller ikke lod noget håb tilbage. Resultatet kan vist kun blive, end han (og hans lige) rejser sig op fra computeren, laver en kop kaffe og fortsætter deres borgerlige tilværelse. Eller tager jeg fejl?
Du har nogle anmeldelser af fantastiske film bag dig. Hvordan får du det til at hænge sammen, hvis jeg har lov at spørge?

Ralf Christensen

Jeg forstår ikke, hvad du mener, Niels.
CK gennemlyser livet langt mere nøgternt og realistisk end de fleste. Det befrier os fra urealistiske forventninger til livet; social skam over at være et gennemsnitligt menneske med et virvar af komplekse følelser og tanker; depressive tilstande over ikke at leve op til de absurde krav, som det moderne menneske stiller til sig selv. Det er dét, der kommer ud af det: Befrielse fra usunde træk ved vores kultur.
Håb? Tjah. Han peger jo på de vigtige øjeblikke i livet og hans centrale rolle som far som af betydning. Deri placerer han fx håb. Han er jo ikke nihilist.

Niels-Simon Larsen

Mange tak for dit svar. Jeg skriver ud fra en stor beundring for dig som filmanmelder, og det er først her inden for det sidste års tid, at jeg har opdaget, at når du skriver en side om en film, så er det fordi den skal ses. Dine koncertanmeldelser kan jeg ikke følge med i, men nogle gange læser jeg halvdelen af en pga. sproget.
Også inden for klassisk og teater læser jeg anmeldelserne med glæde. Jeg synes, anmeldelser er en selvstændig litteraturform.

Ck har jeg hverken set eller hørt, men jeg bliver fanget ind af din anmeldelse, ligesom jeg blev af Jordens salt, Perlemorsknappen, Lysets nostalgi og Captain Fantastic. Jeg kan også finde på at læse anmeldelsen bagefter og sammenligne med mit eget udbytte.

CK fik mig til at tænke over, om verdens undergang kan være god underholdning, og det mener jeg principielt ikke, det kan. Jeg har enormt svært ved at læse om, at det hele bliver værre og værre og 2016 bliver det hidtil varmeste år. Lige sådan har jeg svært ved at se nogle tage verden på den ironiske måde og derefter leve ligesom alle andre. Ok, lad os bare sige, at vi alle befinder os i en dyb splittelse, jeg gør også. Hvordan reagerer vi så på det? Vi reagerer jo nok ligesom i Peter Plys: En klarer sig ved hopning, en anden ved at spise honning og en tredje ved at udstøde en høj lyd. CK klarer sig ved komik, og det har jeg ikke noget imod, men hvad så med Overshoot Day, 8 aug. som Jørgen Steen lige skrev om? Kan den også gøres morsom? Og hvad med det liv, der fører til den?

Når jeg nævner Theis Ørntoft, så er det, fordi han også går langt ud. Nogle af os lever, 'som om' Jorden har en mulighed for overlevelse og kæmper for det. Nu kommer der en generation frem, der ikke ser noget håb for menneskeheden, og hvad for et liv kommer der så ud af det? Man kan ikke placere håbet hos sit lille barn. Håbet skal også være hos os voksne.
Håber du nu forstår lidt mere af, hvad jeg mener.

Niels Duus Nielsen

lol, rofl og roflmao.

Tak for anmeldelsen. Som den ignorant, jeg er, kendte jeg ikke Louis C. K., men nu har jeg tilbragt flere timer på youtube, hvor jeg virkelig har moret mig.

Her er hans take på "samtykke":

"A woman saying yes to a date with a man is litterally insane and ill advised...How do women still go out with guys, when you consider the fact, that there is no greater threat to women than men, we are the number one threat to women...we are the worst thing, that ever happen to them...Do you know what our number one threat is: Heart disease."

https://www.youtube.com/watch?v=UTULoJlD_V4

:-)

Niels Duus Nielsen

Niels-Simon Larsen, det er vigtigt, at vi bevarer det gode humør. Louis C. K. bidrager til at holde modet oppe, ved at få os til at grine ad os selv. Hvis ikke der fandtes sort humor, ville jeg da for længst have taget livet af mig selv.

Niels-Simon Larsen

Min sag står dårligt, når jeg angriber en komiker, og skulle jeg ikke tillade mig at grine over sort humor? Jo, under normale forhold, men forholdene er ikke normale mere. Det er sådan, jeg ser på det.

Når jeg leger sammen med mine to børnebørn, to drenge, tager jeg fx et tæppe over hovedet, og så er jeg det store monster, der fanger de to små frække fyre og giver dem skrub på ryggen. Man må ikke se mig som tørvetriller. Jeg laver masser af skæg.
Hvad er der så i vejen?

Der er det i vejen i dag, at vi såkaldt voksne, slet ikke er voksne i betydningen på højde med udviklingen. Hvor mange tør egentlig handle ud fra, at vi er den sidste generation, der havde udsigt til at få det bedre og bedre? Det kan der ikke laves komik over, og det er svært at tale om. Det bliver bare fortrængt.
OK, jeg er lyseslukker, party killer. Jeg siger til de voksne, at festen er forbi, men siger det ikke til børnene.
Og nej, jeg passer også på med at sige det til deres forældre. Det er synd for dem, for de har så travlt med at få det hele til at løbe rundt. Til de andre bedsteforældre siger jeg heller ikke noget til, for børnebørnene er i deres hjerter. Det burde børnebørnenes fremtid også være, men det er den mærkeligt nok ikke, og det er her E. Munchs, Skriget, slår ned i mig, for hvordan kan man skille børnebørnene og deres fremtid? Jeg forstår det ikke og trænger ikke til komik over det. Jeg savner alvor.