Læsetid: 6 min.

Den første og største regnedreng

Viggo Kampmanns mest betydningsfulde politiske indsats som velfærdsarkitekt var som embedsmand og finansminister, hvorimod han hverken politisk eller psykisk slog til i rollen som statsminister. Det fremgår af nyt velresearchet og autentisk portræt af den tidligere statsminister
Vanførefonden blev stiftet af tidligere statsminister Viggo Kampmann med det formål at støtte fysisk handicappedes revalidering, boligforhold, transportforhold, ferierejser m.v. Her fremviser Kampmann (tv) en af hovedpræmierne ved Lykkelotteriet til fordel for de handicappede

Vanførefonden blev stiftet af tidligere statsminister Viggo Kampmann med det formål at støtte fysisk handicappedes revalidering, boligforhold, transportforhold, ferierejser m.v. Her fremviser Kampmann (tv) en af hovedpræmierne ved Lykkelotteriet til fordel for de handicappede

Arkivfoto

25. august 2016

I grunden er det mest opsigtsvækkende ved Poul Smidts bog om Viggo Kampmann, at den først kommer nu, hvor det er 54 år siden han gik af som statsminister, og 40 år siden han døde som kun 66-årig.

En forklaring er, at han med Svend Aukens ord til journalisten Hans Mortensen ’er klart undervurderet i partihistorien’ som parentesen mellem H.C. Hansen og Jens Otto Krag.

Et andet bud er, at hans personlige vandel – eller vanvid, som er fremgået af sensationspressen – og at han ikke efterlod sig ret meget skriftligt materiale (det, der var, brændte enken) har holdt historikere fra at betræde det minefelt.

Det har ikke afskrækket journalisten, juristen og socialdemokraten Poul Smidt, der tilmed er gammel nok til at huske Kampmann i live, hvilket forlener hans fremstilling med en iboende autenticitet.

Det mærkes i denne grundigt researchede tamp af en bog, at forfatteren har sin hovedperson på nethinden, er fortrolig med hans ræsonnementer, men med kenderens blik på svigt og svagheder.

Ærindet er at fortælle den usminkede historie, men tydeligvis også at anbringe Kampmann på sin retmæssige piedestal, ikke kun i partiets men i landets historie. Og fortjent trods momentvis skepsis ved tendensen her og der til kanonisering af talnørden fra Statistisk Departement som opfinder af ’socialdemokratismen’ på bekostning af samtidige partifæller, især vennen og rivalen Jens Otto Krag.

Forkælet enebarn

Poul Smidt begynder fra en ende af med et stramt redigeret kapitel om lille Viggo, der bortadopteres som fjerde barn af en enlig mor til slægtninge, et officersægtepar i Fredericia, hvor han vokser op som forkælet enebarn.

Den unge polit.-studerende i København i 1930’erne er partiløs, men medlem af studenterorganisationen Clarté og klubben Socialistiske Økonomer med bl.a. Jens Otto Krag og Erhard Jacobsen(!) og præget af John Maynard Keynes’ og svenske Gunnar Myrdals teorier om styring af samfundsøkonomien via statslig pengeudpumpning til forbrug med deraf følgende øget beskæftigelse.

Efter studenterjob i Statistisk Department får han Staunings finansminister, Wilhelm Buhl, som opmærksom mentor. Buhl gør ham som 30-årig til sekretariatschef for regeringens beskæftigelsesudvalg, nedsat i 1940 som værn mod eksport af dansk arbejdskraft til det nazistiske Tyskland. Smidt skriver:

»Det var første gang nogen fik den tanke, at man skulle skabe beskæftigelse ved hjælp af statslige investeringer.«

Det var muligvis første gang i Danmark, men Kampmann og de andre i sekretariatet, bl.a. den senere professor Jørgen S. Dich, havde skam tanken fra fremmede. I 1943 bliver Kampmann sekretær i det såkaldte ’professorudvalg’, der med deltagelse af bl.a. Venstre-politikeren Thorkil Kristensen, forbereder efterkrigstidens økonomiske politik.

Kampmann havde længe fungeret som aktivist i modstandsbevægelsen, herunder som meddeler for det illegale Information, nu støbte han kugler til den pengeombytning, der efter befrielsen konfiskerede sorte værnemagerprofitter fra handel med besættelsesmagten.

Han var fra 1944 leder af ’Tjenestemandsgruppen’, Slotsholmens modstandslomme, og tilknyttet Frit Danmark skrev han lovteksten til det retsopgør med ’unationale embedsmænd’, der førte til afskedigelse af 300 af slagsen, men hans oplæg til grundlovsfæstede retningslinjer for embedsmænds nationale loyalitet endte i befrielsesregeringens syltekrukke, hvor det blev glemt.

Kampmann var skattetænker og økonom, før han var socialdemokrat. Han blev først partimedlem som 25-årig i 1935, men blev, formentlig med vilje, slettet på grund af kontingentrestance.

Først i 1945 fik han igen partikortet i orden, måske fordi hans tredje og længstvarende kone, Eva Brinch, der skildres som en stærk og stilfuld kvinde, ikke drømte om at blive socialdemokrat og først lod sig blødgøre, da manden blev statsminister i 1960.

Han var altså ikke født ind i bevægelsen, men desto mere kom han til at præge dens politiske fremtid. Biografiens tyngdepunkt er det brud med det store arbejderpartis hidtidige økonomiske tænkning, Kampmann udmøntede i lovgivning, der fodrede kapitalismens grådighed til gavn for forbrug og beskæftigelse og dermed et solidt skattegrundlag, der blev investeret i velfærdsreformer. Som Smidt skriver:

»I efteråret 1956 havde han offentligt erklæret, at det var regeringens hensigt at gennemføre en normalisering af afskrivningsreglerne, en adgang til skattefri henlæggelser til investeringsfonde og en tilførsel af kapital til industrien gennem offentlig opsparing.«

Venstreorienteret?

Vejen til velfærdsstaten var altså at forgylde erhvervslivet med afskrivningsregler, der var langt mere generøse end i resten af Europa. Den samlede økonomiske kage blev større, men ikke nødvendigvis mere retfærdigt fordelt. Denne politiske praksis gjorde jævne folks privatøkonomi mere overkommelig, men var den venstreorienteret? Ikke som samtiden forstod begrebet, nemlig at vejen til det socialt retfærdige samfund fordrede konfiskering af produktionsmidlerne.

Den bane var ikke Kampmanns, heller ikke selvom han fire år efter afgangen som statsminister blev medstifter af fraktionen Socialdemokratisk Samfund, tilsluttede sig kravet om ØD (økonomisk demokrati) og i et interview erklærede sig som marxist.

I det hele taget var han efter 1962 et studie i signalforvirring, men i 1950’erne var han den kreative politiske operatør, hvis værktøj var lynende intelligens parret med manisk arbejdsevne og som minister såvel som embedsmand havde et afslappet syn på det armslængdeprincip, der styrer relationerne mellem embedsmænd og politikere.

Som da han i 1947 med periodens anden superøkonom, Erik Ib Schmidt, begge embedsmænd i Venstre-manden Thorkil Kristensens finansministerium, ’rådgav’ Hedtoft og den øvrige socialdemokratiske partitop om hensigtsmæssige strategier i en kommende S-regering. Hvilket sikrede dem topposter, da Hedtoft senere på året dannede regering.

Efter et kort gæstespil i 1950 som Hedtofts finansminister blev han fra 1953 og de næste syv år de socialdemokratiske regeringers cheføkonom og periodevis vikar for den sygdomsplagede H.C. Hansen.

I de år baksede han folkepensionen på plads, fik vedtaget dagpenge og sygedagpenge, revalideringslov, egnsudviklingslov og var operativ i 1958-skolereformen og fik etableret Danmarks Tekniske Højskole og atomforsøgsstation Risø. Men vigtigst af det hele: placeringen af finansministeriet fra neutral administrator af det nationale regnskab og budget til styrende koordinator af den samlede samfundsøkonomi, som i dag er en given naturlov.

Når regnedrengene på Slotsholmen plaffer en ny tanke ned, hvis den ikke passer i deres computermodel – senest punkteringen af Alternativets sommerballon om 30 timers arbejdsuge – går tilbage til Kampmanns benarbejde.

Så længe han var finansminister, blev det tolereret, at hans maniske side nu og da slog over i depressive drukture og forsvindingsnumre. Beskyttet af ministersekretærer hindrede eskapaderne ikke afløsningen af H.C. Hansen i februar 1960. Den varede til september 1962, hvor han trak sig efter en stribe hjerteanfald.

Som statsminister fik han oprettet kulturministeriet og kunstfonden, øgede ulandsbistanden til fremsynet niveau. Hvad der var godt for Afrika, var godt for dansk eksport. Men det politiske kompas svigtede ved flere lejligheder, som da han bag ryggen af den radikale landbrugsminister, Karl Skytte, lovede Landbrugsrådets præsident, Anders Andersen, et gigantbeløb i landbrugsstøtte, der også kom bag på den krævende landbrugsboss.

Men indtrykket af en kreativ pragmatiker, der fik udrettet det utrolige i en forholdsvis kort politisk karriere, står tilbage som det væsentlige. Et interessant træk er, at bogens problemstillinger husker læseren på aktuelle paralleller med Mogens Lykketoft, Poul Nyrup Rasmussen og Bjarne Corydon som nutidige Kampmann-kloner – her og der strejfes så forskellige temperamenter som den empatiske Svend Auken og den rockeragtige Henrik Sass Larsen.

Men ikke Anker Jørgensen og da slet ikke Helle Thorning Schmidt. For Kampmann var et langt mere sammensat gemyt og med et intellektuelt vingefang, der ikke er set siden på den højeste politiske post. Men var han venstreorienteret?

Tjoh – Smidt støtter eksempelvis sit synspunkt på, at Kampmann tidligt slog til lyd for folkepension til alle, hvor Krag som forfatter til Fremtidens Danmark, det socialdemokratiske programskrift fra 1945, foreslog »aldersrente til alle med behov«. Altså ikke »socialhjælp til godsejere« eller »statspension til millionærer«, som Krags mentor, statsminister Hans Hedtoft, snerrede.

Kampmanns folkepension var synkront med tanker, de radikale allerede havde tænkt, og overordnet var hans indsats en smidig og operationsdygtig tilrettelæggelse af en afbalanceret vækstøkonomi, eller om man vil: socialdemokratisme.

Han opfandt den ikke, men var tidligt den første og største blandt ligemænd. Og at denne bog omsider er skrevet, er en længe efterlyst nødvendighed. At den tillige er både læseværdig og dramatisk – den leverer både til gården og til gaden – giver for en gangs skyld talemåden ’bedre sent end aldrig’ mening.

Poul Smidt, ’Viggo Kampmann –Modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister’. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Kampmann var aktiv modstandsmand under besættelsen, men stærkt højreorienteret, herunder som meddeler for det illegale Information. Han udviklede en mærkelig tanke, at embedsmænd skulle have en særlig åndelig modstand mod tyskerne, selvom deres politiske arbejdsgivere ikke havde det.

De tanker var i strid med såvel god forvaltningsskik som Grundloven.

Men som statsminister var Kampmanns senere nok så udskældte "foræring" af nordsøolien til A.P. Møller ikke spor slem, for ingen somhelst anede eller troede på, at der fandtes olie i den danske undergrund. Den gamle A. P. troede ikke på det, kun den unge Mærsk gjorde.