»Håbet er en haletudse. Den ting, som man fangede og tog med sig hjem i en dåse, men som døde efter kort tid, selv om man havde puttet den i den rigtige slags vand,« reflekterer den tiårige fortæller, Benjamin, i den nigerianske forfatter Chigozie Obiomas (født 1986) debutroman Vi var fiskere.
Obioma bor i USA, romanen er skrevet på engelsk, blev nomineret til Booker-prisen og er allerede oversat til 22 sprog.
Ikke kun er romanen fremragende, men også en sensation ved sit på én gang dystre og håbefulde forhold til hjemlandet Nigeria, hvor romanen foregår – det Nigeria, som med sin befolkning på 180 millioner mennesker udgør en stor del af hele Afrikas befolkning. Hver fjerde sorte person i hele verden er fra Nigeria! – oplyser Obioma selv.
Romanen foregår i 1990’erne i den lille by Akure i Nigeria og beskriver en patriarkalsk familie, som mister sit tyngdepunkt, da faderen, hr. Agwu, udstationeres med sit arbejde i Nigerias Centralbank i en anden by, 15 timers bilkørsel væk.
Selv om faderen troligt vender hjem hver anden weekend, griber familiens halvvoksne sønner – den ældste, Ikenna, er 15 år – magten i familien. Det duer de ikke til. Moderen forudser problemet, hvordan skal hun holde styr på seks børn alene, med de to småbørn David og Nkem, og desuden sin markeds- butik at passe?
I faderens fravær begynder brødrene at lege og fiske i den lokale flod, der er frygtet og forbudt territorium for ordentlige mennesker. I floden huserer den gamle naturreligions guder, af kristne missionærer naturligvis omdøbt til farlige dæmoner.
Ved bredden holder desuden byens marginaliserede til. Én af dem er den gale omstrejfer Abulu, kendt i lokalsamfundet for sine ildevarslende profetier. Ud af det blå kaster Abulu en forbandelse over den 15-årige Ikenna. Den får grusomme konsekvenser.
Gudernes hævn?
Vi andre ville tale om pubertets- surhed og temperament hos Ikenna, koblet med følelsen af faderens ’svigt’ – men Ikenna taler ikke længere med nogen, går sine egne veje og strides især med den 14-årige lillebror Boja, de to, som ellers altid har dannet par.
Far Agwu er kristen og har store planer for sine seks børn, som skal have vestlig uddannelse, blive læger, piloter og advokater, udvandre til Canada, og jeg ved ikke hvad. Måske er det en slags hybris, der som i en græsk tragedie udløser gudernes hævn? Da Agwu får nys om sønnernes fiskeri efter haletudser og småkravl i floden, omdefinerer han til at begynde med klogt deres oprør:
»I (kan) også blive en anden slags fiskere. Ikke af den slags, der fisker i en uhumsk sump som Omi-Ala, men forstandens fiskere. Hårdtarbejdende og stræbsomme.« Men forgæves.
Den kloge, men troskyldige Benjamin fortæller fra et Afrika, hvor intet er, hvad det ligner, hvor overtro er skinbarlig virkelighed, og hvor selv denne kærlige middelklassefamilie går i opløsning, mens Benjamin selv prøver at forstå, hvad der foregår.
En del af Benjamins forklaring formuleres i romanens elegante dyremetaforer: Faderen er en ørn (stærk, men svækket), moderen en falkoner (men falkene hører hende ikke), Ikenna først en pyton, siden en skrøbelig spurv, Boja en svamp, der suger alt til sig, bror Obembe en sporhund, der opdager alt, Benjamin selv et møl, der flakser mellem lys. Familiens to små, David og Nkem, bærer romanens håb. De er hejrer: »De uldhvide fugle, som dukker op efter et uvejr med uskadte vinger og livet i behold.«
Profetisk tyngde
Vi var fiskere minder om John Steinbecks klassiske Kain-og-Abel-roman Øst for Paradis. Romanen rummer den samme profetiske tyngde, det samme bistre mod til at beskrive et ’ungt’ samfunds konflikt mellem gammelt og nyt, hævn og forsoning. Altsammen i et toneleje , der klinger musikalsk af sange og indsmigrende talemåder på lokalsprogene igbo og yoruba. Men moderne er det, at historien ses gennem et barn, der ser alt, men intet kan ændre.
Det er oplagt at læse Chigozie Obiomas roman som en allegori over et Afrika, der blev ’forladt af far’, da briterne trak sig ud af Nigeria. Overladt til sig selv, til indbyrdes rivaliseringer og tung overtro, blandet med bibelsk, græsk og shakespearesk mytologi og skæbnetro, går tilværelsen op i banale stridigheder mellem brødre, der elsker hinanden.
I et interview i Politiken (12. august) uddyber Obioma sit dystre portræt af hjemlandet Nigeria således: »Den påtvungne vestlige civilisation er uforenelig med den afrikanske. Vi fejler, fordi vi prøver at gøre noget, vi ikke kender til.
Først når vi får vores egen unikke afrikanske civilisation, vil vi kunne gøre fremskridt.« Romanen viser dog det modsatte, i hvert fald hvad angår litteratur. Obiomas raffinerede roman demonstrerer, hvordan Vestens store fortællinger låner skæbnetyngde til to afrikanske teenagebrødres angst for at skuffe deres mor og far. Som en falkoner har Obioma styr på sine menneskedyr, og hans roman viser rigdommen både i, hvad sproget kan beskrive, og i den tilgivelse mennesker kan rumme.
Chigozie Obioma deltager på Louisiana Literature i weekenden
