Læsetid 5 min.

Forvist fra hitlisterne – men ikke død

Rocken er ikke død, den lever bare videre andre steder end på hitlisterne. I subkulturer om man vil. I dissens, men også i dialog med historien. Her er tre amerikanske bud på ny mening i de gamle betydninger
Josh Haden fører Spain an med sin tørre stemme og kantede fraseringer, og han bibringer musikken en enkel overflade, som det tager nogle gennemlytninger at se igennem for at forstå skønheden i sangskrivningen. Men så er den der også. Illustration: Nate Pottker

Josh Haden fører Spain an med sin tørre stemme og kantede fraseringer, og han bibringer musikken en enkel overflade, som det tager nogle gennemlytninger at se igennem for at forstå skønheden i sangskrivningen. Men så er den der også. Illustration: Nate Pottker

12. august 2016

Rocken er i defensiven i populærkulturen. På hitlisterne er den stort set ingen steder at finde.

Okay, Coldplay og Mike Posner har pt. sange på de globale hitlister, men det er i elektronisk udbygget remixform. Ellers æder folket det sgu ikke i disse dage. Syntetisk glidecreme skal der til.

EDM – electronic dance music – har sejret sig selv halvt ihjel. Også selvom der, bevares, er undtagelser, for eksempel på den danske albumhitliste.

Men dels har albumformatet mistet betydning, dels er det gamle travere som Coldplay og Volbeat, der begge blot indløser deres faste publikumskapital. Uden dem ingen rock på DK’s Album Top-30.

Men rocken er ikke død. Store genrer og musikkulturer har nu engang svært ved at dø, og så længe der er et øvelokale eller en skovhytte tilbage, så vil der være kvinder og mænd, der har brug for at ytre sig analogt; via egen stemme og godt gammeldags menneskemotoriske musikinstrumenter.

Til håndarbejdets fremme – og nogle gange til stor fryd også for udenforstående. Hvilket vi jo alle er, når vi sætter os ned og lytter til andres musik.

Og så sker det. Pludselig er man så i en skov et eller andet sted i Nordamerika. For vi rejser jo i musikken.

Billeder, dufte trænger sig på. Stemninger trænger ind i dig, lynsnart som en rævesaks om benet, direkte gennem knoglen, pludselig pulveriseret, marven blottet.

Og snart går man rundt og viser stolt det gabende sår i ens ben. Fordi man elsker lige præcis den musik, der trængte så dybt ind i en.

Hvordan kan det komme så vidt? Well, vi er påvirkelige størrelser.

Og i denne anmeldelse skal vi defilere gennem og lade os påvirke af americana, freakfolk, alt.country. Amerikansk rock med historiebevidste rodbehandlinger. Af musikere der botaniserer i kendte territorier, men også lejlighedsvist strejfer uden for naturhegnene og ind i økotoner mellem genrerne.

Så. Vi står i førnævnte skov. Der er tyst og roligt. Måske er der nogle blide mænd med skovmandsskjorter, asymmetrisk frisure og gavmild ansigtsbehåring. Eventuelt en mulepose.

Duoen Whitney og deres medmusikere. Og lyder det dundrende kedsommeligt, så tillad mig at pointere, at der nu er noget særligt over sangeren og trommeslageren Julien Ehrlich og guitaristen Max Kakaceks sange.

Sonisk tilgivelse

Det skyldes i høj grad, at der er en soulet fornemmelse over debutalbummet Light Upon The Lake ikke mindst takket være Ehrlichs smukke og let krukket udskridende vokal, et sted mellem Bee Gees og Peter Cetera fra AOR-bandet Chicago.

Hans stemme er – trods referencerne – så fucking sig selv, at den blæser liv i al det lækre snedkerarbejde, som sangene er så fulde af.

Da vi ikke skal sidde i en sang, så er det ikke nok med godt håndværk og strengt nødvendigt med besjæling.

Og dén står Julien Ehrlich for, mens resten af bandet bygger en pejsestue af indføling omkring ham. Ubehandlet elguitar, trommer af plys, kærlige trompeter og bas, man kan sove i.

Whitney er traditionalistisk wellness, fornemt melodisk forsirede højsange for sjælen. Ja, det lyder faktisk som en form for sonisk tilgivelse – og dét på trods af at teksterne, der kredser om forliste parforhold, er langt mere frustrerede.

»How cheap were the nights you used to keep me warm?«

Faun Fables’ nye album Born of the Sun er længere ude i skoven, længere væk fra civilisation og tosomhed. Hedensk, psykedelisk farvet freakfolk.

Efter albummets et halvt minut lange ouverture for fløjter træder vi ind i »Ydun«, der giver en fornemmelse af, at trækronerne gror i sære former og farver.

Senere hallucinerer vi, at en arkaisk syngende procession fra horrorfilmen The Wicker Man glider gennem naturen en halv kilometer væk, lige uden for synsvidde.

Så synger en kvinde i en lysning om et forladt hus ude på landet, mens et band sidder på træstubbe omkring hende.

Faun Fables ledes af amerikanske Dawn McCarthy – Dawn The Faun, som hun kalder sin persona i denne konstellation.

McCarthy har tidligere samarbejdet med Bonnie ‘Prince’ Billy på to albummer, og i Faun Fables indrullerer hun typisk – også her – Nils Frykdahl som fast multiinstrumentalist samt en række ad hoc-musikere.

Frykdahl fungerer også som en strålende andenstemme, der dog intet kan stille op mod McCarthys stolt knejsende røst.

Born Of The Sun er det første album fra Faun Fables i over fem år. Det er lejlighedsvis brillant, manende spirituel folkemusik hjemsøgt af euforiserende længsel.

Undervejs kæntrer det i lidt for pastichepræget arkaisk folkesang, sømandsviser og sågar en brutaliseret Tom Waits-parafrase. Men inden da er man allerede blev forført langt ind i skovens dybe, mørke uro.

Så er der noget helt anderledes matter-of-fact over kvartetten Spains akustiske melankoli på deres nye album Carolina.

Ledet af Josh Haden – søn af den store jazzkontrabassist Charlie Haden – der med sin tørre stemme og kantede fraseringer bibringer musikken en enkel overflade, som det tager nogle gennemlytninger at se igennem for at forstå skønheden i sangskrivningen. Men så er den der også.

Denne gang giver Haden sin stemme til både nybyggere i 1875 og ofre for børskrakket i 1929.

»The depression ... It ruined us, it ruined us, it ruined us.«

Men kan han også være i moderne vildrede: »How did we end up here? In the heart of Beverly Hills.«

Carolina er måske tættest på Sufjan Stevens’ Illinois-album Come On Feel uden at være lige så flyvsk og romantisk.

I stedet har Carolina en spartansk æstetik, med langt mellem bordene og stolene, uden en blomsterdekoration i sigte, måske lige bortset fra en bårebuket.

En fornemmelse af at Haden og bandet lader historiens byrder sive gennem sangene, ikke ulig – og dog stilistisk ulig – PJ Harveys to seneste plader, ikke mindst hendes krigsreportager.

Ja, på »Battle of Saratoga« er det tilsyneladende den britiske general John Burgoyne, der taler gennem Hadens røst fra 1777 under Den Amerikanske Revolution.

»Commander of the troops. I tried to capture Bemis Heights.«

Erobringen mislykkedes og briterne tabte her i det nordøstlige USA et afgørende slag mod amerikanerne.

»They burned our fields. They burned our homes.«

Rocken er stadig rig på muligheder og i færd med at diskutere med traditionen – den livsnødvendige dissens, der skaber nye vækstbetingelser. Men der er også stadig interessante forlængelser af det bestående ud i en ny tid.

Faun Fables suger på hippiemysticisme med et betragteligt kompositorisk egensind. Spain skærer alt det unødvendige fedt fra i forsøget på at blotlægge den historiske marv.

Whitney modellerer noget varmt og trøstende ud af 70’ernes soft rock. Det kunne være meget værre. En dag er hitlisterne sikkert klar igen. Og hvis ikke, so what?

Whitney: ’Light Upon The Lake’ (Secretly Canadian). Whitney spiller koncert på Tape, Aarhus søndag den 14.8.

Faun Fables: ’Born Of The Sun’ (Drag City)

Spain: ’Carolina’ (Glitterhouse Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu