Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Han giver os blå mærker

Hysteriet omkring Frank Oceans nye musik kan vist bedst beskrives med ordet internetfeber. Forståeligt. Ophavsmanden har forædlet og fornyet soulmusikken og står som en ny generations måske ypperste sangskriver og sanger. I weekenden udgav han hele to album
Hysteriet omkring Frank Oceans nye musik kan vist bedst beskrives med ordet internetfeber. Forståeligt. Ophavsmanden har forædlet og fornyet soulmusikken og står som en ny generations måske ypperste sangskriver og sanger. I weekenden udgav han hele to album

John Shearer/Invision/Polfoto

Kultur
26. august 2016

Med en et-to-kombination hen over weekenden har Frank Ocean eksploderet eller i hvert fald udvidet offentlighedens musikalske billede af ham.

I fredags kom det 46 minutter lange, visuelle album Endless, ledsaget af en sort-hvid video, hvor Frank Ocean bygger en vindeltrappe i den lagerhal, som fans har stirret sig blinde på siden det fredag for to uger siden så ud til, at der ville komme nyt fra idolet.

Og lørdag udkom det 60 minutter lange, regulære album Blonde (af uransalige årsager kun stavet Blond på coveret).

Fans og musikelskere har været igennem en langstrakt ventetid, der har oppisket en stemning, så fråden nærmest har stået fra fanskarens skærme.

Især siden der den 1. august blev startet et live-stream fra en lagerhal på Frank Oceans site boysdontcry.co har der hersket bred internetfeber. Nok er nok. Kom nu for helvede.

Musiksitet Pitchfork leverede en tidslinje over stadierne i ventetiden, der med en slags gynækologisk perversion granskede hver en lille ytring og blottelse omkring skabelsesprocessen, der har strakt sig fra i hvert fald februar 2013, hvor Ocean hævdede at have skrevet 10-11 sange.

Snapchat udgav for to uger siden to Frank Ocean-filtre til uploadede fotos. Og vi er en del, der har stirret på den typisk tomme arbejdshal på Oceans site. Som om vi ventede at kunne læse mærkværdig mening ud af – eller ind i – det. Eller bare lade hallens akustik og trafikkens monotone summer uden for tilføre en smule zen til utålmodigheden, lukke internettets larm ude for en stund?

Og fans har ventileret deres frustration de sidste par uger: Det startede med gifs, hvor de så ud til at være på nervesammenbruddets rand.

Og da det for en små to uger siden gik op for folk, at aktiviteten på boysdontcry.co ikke nødvendigvis betød ny musik, så udgav en række fans et helt album med diss-tracks, hvor man skældte og smældte mod Ocean og hans langsommelighed.

Grund til at hidse sig på

Der er så også grund til at hidse sig op over Frank Ocean. Han har forædlet og fornyet soul og r&b-musikken og står som en ny generations måske ypperste sangskriver og sanger inden for genrerne.

Det gør han især takket være sit debutalbum channel ORANGE fra 2012, hvor han demonstrerede ikke kun en formsprængende musiktænkning og en melodisk storhed, men også et skarpt blik for vor tids problemer.

Der er følelser i klemme, fordi han har udvist enorm sårbarhed og tilsvarende mod. Den 28-årige amerikaner har givet populærkulturen blå mærker.

Det er sket i sange om nydelsessyg ungdom, fejlslagen kærlighed, kvindeudnyttelse og hans egen desperation, der giver ham tanker om at gå ud i havet og bare blive ved at svømme indtil ...

Og i juli 2012, et par uger inden udgivelsen af channel ORANGE postede han så en tekst til tumblr, der fortalte om hans første homoseksuelle forelskelse i en jævnaldrende, da han var 19.

Det ramte lige der, hvor det gør ondt. Der hvor en mandlig, afroamerikansk r&b/soulsanger gør noget så sjældent som at tilkendegive bi- eller flydende seksualitet.

En afroamerikansk kulturpersonlighed, endda en der har brugt en del tid indlejret i et hiphopoutfit, nærmere bestemt Odd Future Wolf Gang Kill Them All. Og det var ikke så kalkuleret et mediestunt, som det umiddelbart virkede på nogen.

På trods af at teksten var forfattet den 27. december 2011, så havde Ocean reageret på at en anmelder omkring juli 2012, efter en channel ORANGE-lyttesession, havde bemærket at flere sange var stilet til en mandlig elsker.

Hans post på tumblr var – og er – mere end bare et sikkert skridt ud af skabet, det er en tekst, der handler om ulykkelig kærlighed og om normerne, der fastholdt hans elskede i heteroseksualitetens normalitet. En tekst om hvor svært det stadig er at være homoseksuel. 

Som L.A. Times’ Gerrick D. Kennedy skrev: »... undoubtedly the glass ceiling moment for music. Especially black music, which has long been in desperate need of a voice like Ocean’s to break the layers of homophobia.«

Så Frank Ocean giver os – kulturen, især den amerikanske, i særdeleshed den afroamerikanske musikkultur – blå mærker. Og som lytter – uanset nationalitet – kommer man heller ikke uskadt fra hans sange. Heller ikke med hans nye sæt af vemodige og elegante og opfindsomme sange fra sjælens tusmørke.

Skitser

Efter weekendens Frank Ocean-bonanza synes det allerede nu vedtaget, at Endless ikke er et egentligt album, og at Blonde er hvor, vi skal fokusere.

Endless foreligger også kun som en eksklusiv videostream på Apple Music, mens Blonde kan streames, men også købes og downloades på iTunes. De har nu begge store kvaliteter.

Ja, man kunne måske bedst sammenligne dem med Kendrick Lamars To Pimp A Butterfly (pendanten til Blonde) og den efterfølgende Untitled Unmastered, der ganske vist rummer demoer fra førstnævnte, men viste sig at være et fremragende værk i sin helt egen ret.

Med Blonde er der tale om en mere klart formuleret og helstøbt udgivelse. Fuldfed lyd og mere traditionel vokalproduktion, med protagonisten helt inde i vores ører, mens han synger mere regulære sange.

Endless derimod er mere udflydende. Fuld af rumklang – måske med reference til lagerhallen størrelse på den medfølgende billedside. Vokalerne er fjerne, og flere numre er omkring et eller to minutter korte. Tag bare »Comme Des M Garçons«, der varer cirka 50 sekunder. Der er hiphoppede strøtanker og solipsistiske vådeskud. Skitser ville nogen måske kalde dem.

Men Endless er faktisk fremragende. Det er, når folk ser væk, falder i staver, sover, raser, græder, drømmer, får orgasmer, i det hele taget slipper kontrollen, at vi lærer noget nyt om dem.

Frank Ocean er selvudnævnt perfektionist, og det klæder ham at løsne grebet en lille smule (selv om det løst strukturerede selvfølgelig kan have sin egen perfektionisme). Her er samarbejder med James Blake, den venezuelanske electronica-producer Arca og Radioheads Jonny Greenwood.

Instrumenterne lyder som om de pludselig vågner i hjørner af lydrummene, bevæger sig ind i centrum, glider ud igen.

Oceans stemme er mere kropsløs, den cirkler ofte rundt i et enormt rum, nogle gange i call-and-response med sig selv fra højre, venstre og i midten. Det er et flydende album, hvor sangene er i lettere opløsning og glider over i hinanden. Eller svæver rundt som gespenster.

Og der er magiske sange som den et minut og 26 sekunder lange »Alabamas« smukke enkle vers og sørgmodige synthmelodi, hvor Ocean synger i munden på sig selv. Og ikke giver os et omkvæd.

Og der er den mere færdige gåsehudshymne »Rushes«, der bæres af en elektrisk guitar for så at changere over i en slags papkasse-drum’n’bass. Jeg kan lide det. Rigtig meget. For der er en oplevelse af at være inde i den skabende proces, mens den detonerer.

Velfriseret og intim

Blonde er et mere velfriseret album med en del klare ballader og bangers. Præget af langt mere intim vokal. Bevares, der er den mærkelige singleforløber »Nikes«, hvor Ocean er autotunet om til en soulet Mickey Mouse, men generelt er det den formfuldendte hjerteknuser Ocean, der synger for på Blonde.

Og han har her samarbejdet med så vilde notabiliteter som David Bowie, Outkasts André 3000, Kendrick Lamar, Beyoncé, Brian Eno, Kanye West og Pharrell. Interessant nok så er det i mange tilfælde svært at spotte, hvad deres bidrag til sangene præcis er.

Og det er en langt mindre syntetisk plade end channel ORANGE. Præget af guitarer, klaver og en formidabel bas- og trommesektion. »Pink + White« er sublim med sin både tøvende og insisterende klaverfigur.

»Ivy« er Ocean i det supermelodiske hjørne, kun ledsaget af bas og flanger-behandlet elguitar. »Seigfrieds« lidt rundtossede, oceaniske fornemmelse og »Pretty Sweets« stålrungende soulkor kunne godt have hørt til på Endless. Men de stråler også udmærket på Blonde.

Der er også lidt for lette eller lige-ud-ad-landevejen konstruktioner. »Solo«. Eller »Self Control«, der godt kan lyde som »Stand By Me« fortolket af Eagle-Eye Cherry, men så eksploderer hen mod slutningen i et vildt knejsende kor.

Ja, i det hele taget er det svært at finde et nummer på disse to albummer, som ikke har en eller anden form for troldsplint eller ophidsende idé, i sig, især når det kommer til arrangement og/eller produktion.

I Frank Oceans verden er det vist altid skumring. Alle pumaer bliver grå: »Signal coming in and out.« Og følelser flyder sammen med beregninger i dunkle mønstre: »We’re not in love, but I’ll make love to you (...) I’ll mean something to you.«

Folk er nødt til at skride, men de venter også hele tiden på nogen. De er paralyserede: »I was spoiled by lavish thoughts

Nirvana findes kun i syre, ayahuasca, svampe. Marihuana er den billigste ferie. Og den kridhvide uskyld er bare desillusion rullet i kokain.:»Two grams when the sun rise.« Eller »We’ll never be those kids again

Trayvon Martin er for længst blevet skudt, og det er ikke længere en begivenhed, når det sker for endnu en afroamerikansk knægt.

Det er ordrige tekster, og det er ren terapi, forsikrer protagonisten sin mor på Blondes afslutningsskæring. Og han gider virkelig ikke hele strategispillet omkring penge og berømmelse. Men han er snu nok: »Frisk the demons before they step into my glow.«

Håb og dødsønsker

Der er håb og paranoia og dødsønsker. Men i sidste ende vinder Frank Ocean. For Morrissey er på hans side: »I thought I was dreaming, when you said you love me.«

Samlet set er vi over weekenden blevet udstyret med 35 nye skæringer (inklusive nogle gæstemonologer) fra den 28-årige sanger, sangskriver, producer.

De er alle blevet gransket i Frank Oceans prismer, der kaster nye lys og klange omkring kompositionerne – og ofte mod slutningen af numrene finder uventede brandudgange fra konventionerne. Så man lytter i fascination til de to plader.

På ingen måde overbevist om at det var nødvendigt med SÅ mange numre, men sikker på at være i stue med en stadigt ekspanderende mester inden for soul, r&b, hiphop. Stadig i stand til at transmittere moderne afmagt og retningsløshed med enorm emotionel slagkraft. Blå mærker modtaget, Hr. Ocean. Tak for dem.

PS. Der har ikke været mulighed for rigtig at vurdere endnu en udgydelse fra Frank Ocean i weekenden, nemlig det dyrt producerede magasin Boys Don’t Cry, som fra lørdag blev tilbudt gratis i forretninger i USA og i London. De er revet væk, og sælges nu på eBay til alt fra 1.800 til over 13.000 kroner.

Frank Ocean: Endless og Blonde (Boys Don’t Cry/Def Jam)

Førstnævnte kun tilgængelig på Apple Music, sidstnævnte på både iTunes og Apple Music.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her