Læsetid: 6 min.

Harry Potter og faderopgøret

Harry Potter er tilbage i et nyt teaterstykke, ’Harry Potter and the Cursed Child’, hvori en snart 40-årig Harry har sit at se til med en søn, Albus Severus, der lige er begyndt på Hogwarts og kæmper for at komme ud af sin berømte fars tunge skygge. Vi har begejstret og bevæget læst stykket, der også er udkommet i bogform
Verden over købte Harry Potter-fans et eksemplar af ’Harry Potter and The Cursed Child’, da den blev udgivet i går samtidig i hele verden. Her er det fans i Florisda, der står i kø.

Verden over købte Harry Potter-fans et eksemplar af ’Harry Potter and The Cursed Child’, da den blev udgivet i går samtidig i hele verden. Her er det fans i Florisda, der står i kø.

Johnny Louis

2. august 2016

Det var hårdt at sige farvel til troldmanden Harry Potter og hans venner, Ron og Hermione, og alle de andre, man havde lært så godt at kende gennem de syv bøger, den britiske forfatter, J.K. Rowling, skrev om dem og deres oplevelser på og omkring Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab.

Selv for en gammel støder som mig – jeg var 26, da jeg læste den første bog, 36, da jeg læste den sidste – var det en på mange måder vidunderlig rejse, der kom til ophør.

En velskrivende Rowling skabte i de fænomenalt populære bøger et fuldendt og forførende univers, befolkede det med sjove og spændende personer og forunderlige væsener og krydrede det hele med masser af fantasi og magi, og det var umuligt at stå for på samme måde, som J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre eller George Lucas’ Star Wars, der har slået benene væk under mange tidligere generationer.

Man grinede, græd og gøs sammen med Harry og hans venner, mens de i løbet af bøgerne og de syv år, de spændte over, udviklede sig fra børn til voksne – Harry var 11 i den første, 18 i den sidste – og mere end én gang skulle redde verden fra den ondeste troldmand af dem alle, Voldemort.

Men en dag var det altså slut. Rowling havde skrevet de syv bøger, hun fra starten sagde, at hun ville skrive. Voldemort var væk, og Harry var parat til voksenlivet sammen med Ginny, Rons lillesøster, som han havde forelsket sig i.

Selv fandt Ron sammen med Hermione i en af den slags Da Harry mødte Sally-kærlighedshistorier, hvor hovedpersonerne først efter lang tid erkender, at det er hinanden, de vil have.

Og det var så dét.

Men det var det alligevel ikke helt. For et par dage siden var der i London officiel premiere på et nyt og imødeset teaterstykke, Harry Potter and the Cursed Child, der har fået endog meget positive anmeldelser, og som på premieredagen desuden kunne fås i bogform.

Vaskeægte Harry Potter

Det er ikke den endelige version af manuskriptet, der søndag blev udgivet på engelsk, da det stadig blev bearbejdet af skuespillerne, instruktøren og forfatteren – J.K. Rowling har fået ideen, Jack Thorne har skrevet stykket – helt op til premieren, men det er tæt på.

Og det er en sand fornøjelse af en bog, som jeg brugte min søndag på at pløje mig igennem. Om noget gav det mig lyst til at se teaterstykket, der er udsolgt adskillige måneder frem, for det er en vaskeægte Harry Potter-historie, uden dog at være en direkte efterfølger til kanonen, altså de første syv bøger.

Historien begynder små 20 år efter hændelserne i Harry Potter og Dødsregalierne og bringer ikke blot Harry og Ginnys mellemste barn, Albus Severus – ja, han er opkaldt efter Albus Dumbledore og Severus Snape – men også Harrys yndlingsfjende på Hogwarts, Draco Malfoys, søn, Scorpius, i spil.

Nu vil jeg selvfølgelig ikke afsløre for meget, men jeg kan dog fortælle, at hele balladen – for ballade er der tale om – begynder, da Albus som 11-årig for første gang ankommer til Hogwarts og af Fordelingshatten bliver placeret i Slytherin, det uglesete kollegium, som også Draco Malfoy tilhørte, og som er i evig strid med Harry Potters gamle kollegium, Gryffindor.

Albus er en følsom dreng, der i forvejen føler det som noget af en byrde, hvis ikke en forbandelse, at være søn af navnkundige Harry Potter, den snart 40-årige troldmand, som selv Voldemort kæmpede forgæves imod, og de to, Albus og Harry, har sværere og sværere ved at tale med hinanden.

Mørkets kræfter lurer

At blive placeret i Slytherin, når man er søn af Harry Potter, er ikke heldigt, og fra første dag er Albus lidt af en paria på Hogwarts.

Heldigvis får han sig en god ven i Scorpius Malfoy, der er en noget mere mild og godhjertet dreng end sin far i den alder, og selv om det ikke huer nogen af deres forældre, hænger de to ensomme, udstødte drenge snart sammen som ærtehalm.

Men så er det, at den handlekraftige Albus får den noget dumdristige idé at forsøge at rette op på det, han mener, er nogle af hans berømte fars mange fejltrin.

Albus får overbevist belæste Scorpius om, at de skal bruge en såkaldt Tidsvender til at rejse tilbage i tiden, og så er de ellers klar til at gøre gode gerninger.

Hvad de to raske unge mænd ikke har overvejet – men som vi læsere ved efter at have set utallige film om tidsrejser, især Tilbage til fremtiden, som der også refereres til i historien – er, hvordan forsøg på at ændre ting i fortiden kan ende med at få fatale konsekvenser for den tid, man selv lever i.

Gode råd er dyre, og alt imens Albus og Scorpius’ forældre bekymrede forsøger at finde ud af, hvad deres sønner har gang i, begynder mørkets kræfter sørme også at røre på sig.

Jeg skal heller ikke afsløre, om det er Han-Som-Ikke-Må-Benævnes, der er tilbage, blot konstatere, at Harry Potter and the Cursed Child – ligesom J.K. Rowlings tidligere bøger – byder på overraskelser og dramaturgiske vrid og drej, som heldigvis ikke alle er lige nemme at regne ud.

Det er et hæsblæsende – båret af velformet dialog – og både dramatisk, rørende og meget morsomt stykke, der har noget på hjerte, ikke mindst om forholdet mellem fædre og sønner – og fædrenes synder.

Vedkommende stof

De første syv bøger om Harry Potter handlede blandt meget andet om at blive voksen, finde sin plads i verden og skabe sin egen familie, fordi man som Harry er vokset op uden forældre.

Det gav historierne en følelsesmæssig og psykologisk klangbund, som de læsere, der selv voksede op med bøgerne, kunne relatere til igennem nogle personer, de kunne identificere sig med. Harry Potter and the Cursed Child beskæftiger sig med nogle af de samme temaer, men den går også et skridt videre.

Albus Severus Potter føler ikke, at han kan leve op til sin berømte far, og Scorpius Malfoy har ikke lyst til at være ligesom sin barske, indimellem næsten hadske far.

De to drenge kæmper for at komme ud af deres fædres skygger, så de kan finde deres egen identitet, og deres fædre kæmper for at forstå og opdrage deres sønner på den bedst mulige måde.

Harry har aldrig selv haft en far, han kunne lære af, hvorfor han må forsøge sig frem, og Draco Malfoy har ikke lyst til at præge sin søn på samme måde, som Draco blev præget af sin far, Lucious, en af Voldemorts nærmeste støtter.

Det er spændende og vedkommende stof, som kun gør Harry Potter and the Cursed Child endnu mere gribende – selv for en nu 44-årig læser. Forholdet mellem børn og forældre er et universelt og genkommende tema i litteratur og film, og opgøret med vores forældre eller en mere eller mindre frivillig gentagelse af deres mønstre og fejltagelser er i høj grad med til at forme os som mennesker.

Samtidig bruger J.K. Rowling og Jack Thorne de tidsspring og dermed alternative for- og nutider, der bliver mulige takket været Tidsvenderen, til veloplagt at genoplive nogle af de mest berømte og berygtede øjeblikke fra de første bøger – og til morsomt at lege med dynamikken og forholdet mellem især Ron og Hermione.

At kende sin Potter

Da J.K. Rowling i midten af 1990’erne prøvede at finde en udgiver til den første bog, Harry Potter og De Vises Sten, sagde flere engelske forlag nej tak.

Et enkelt, meget forudseende forlag sagde dog ja, og det blev startskuddet til et verdensomspændende fænomen, der ud over ca. 450 millioner solgte bøger også omfatter otte succesfulde film, et par spin off-bøger, alskens indbringende merchandise, forlystelsesparker med Harry Potter som tema og nu også et teaterstykke.

Det hjælper utvivlsomt på læseoplevelsen af stykket, hvis man kender sin Harry Potter. Fordi Harry Potter and the Cursed Child mestendels består af dialog – og nogle få sceneinstruktioner – skal man selv forestille sig meget af det, Rowling så levende beskrev med ord i bøgerne, det vil sige alt det, der udgjorde den magiske trolddomsverden.

Har man ikke det present, mens man læser – ser man ikke automatisk billeder for sit indre øje – vil man nok blive en smule skuffet over Harry Potter and the Cursed Child.

Ellers har jeg svært ved at finde på noget skidt at skrive om stykket – måske er det med sine blot 320 sider dog lige kort nok.

’Harry Potter and the Cursed Child’ af Jack Thorne og J.K. Rowling.

Kan fås som fysisk bog i danske boghandlere eller som e-bog via amazon.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu