Læsetid: 4 min.

Hvem gider egentlig at forholde sig til en rigtig 16-årig? Det gider de heldigvis i Norge

Den norske ungdomsserie ’Skam’ er blevet et fænomen, som ikke blot knuselskes af den norske ungdom, som den så originalt portrætterer, men også af ældre seere
Den norske ungdomsserie ’Skam’ er blevet et fænomen, som ikke blot knuselskes af den norske ungdom, som den så originalt portrætterer, men også af ældre seere

NRK

12. august 2016

Der er findes ikke noget så følelsesrigt som teenageårene, og der findes ingen livsfase, som er så popkulturelt dyrket og plyndret som teenagetiden.

Især i en amerikansk kontekst er ungdomsfilm og -serier, særligt dem der drejer sig om tiden i high school, blevet en genre for sig, som i næsten højere grad henvender sig til et voksent publikum end til de unge selv.

Et ungdomshungrende samfund har gjort gymnasietiden til en art tidløst reservat, hvor menneskeligt drama kan udfolde sig uden alt for mange drænende voksenproblematikker.

Det er vokseneskapisme, hvor stereotyper råder, og hvor de centrale karakterer som regel udstyres med en modenhed, der rækker langt ud over deres alder (tænk Brandon fra Beverly Hills 90210). For hvem gider egentlig at forholde sig til en rigtig 16-årig?

Det gider de heldigvis i Norge, hvor Julie Andem med overlegen intuition og originalitet har skrevet og instrueret den charmerende, genreblandende norske ungdomsserie SKAM.

’Skam’ er et såkaldt netdrama, hvor små videobidder bliver publiceret på nettet løbende og samlet til et helt afsnit i slutningen af ugen. På den måde kører den parallelt med de unges hverdag, fortæller seriens forfatter og instruktør, Julie Andem.
Læs også

De første to sæsoner ligger frit tilgængelige på NRK.no – vores gavmilde broderlands pendant til DR – og en tredje sæson er på vej. Takk Norge!

I første sæson af SKAM følger vi den gennemsnitligt dejlige pige Eva, som er kærester med drengerøven Jonas, der er øm og sød og har store rare øjenbryn, men som vil Eva på sine egne og sine drengevenners præmisser.

Eva er ensom. Hendes melankoli siver stille, men sikkert ind i den helt nye fortættede forelskelse mellem de to, der begge er begyndt i 1.g på gymnasiet ’Nissen’ i Oslo.

Der er et før, som vi ikke kender til, men som har den allerværste konsekvens: social isolation. Og venner er ilt.

Uden venner ingen russebuss: den norske variant af vognkørsel i 3.g, hvor man på tværs af klasserne gennem hele gymnasietiden rejser penge og i sidste ende selv køber den bus, man skal køre i.

Så af nød finder Eva og en umage gruppe selvudråbte losers sammen i et buss-fællesskab. Der er den ærefrygtindgydende, tørt sarkastiske hijabklædte Sana.

Den Linda P-agtige joker Chris. Og så er der den på overfladen naive Vilde med det skrøbelige selvværd, men de knivskarpe realpolitiske betragtninger af magtforholdene på gymnasiet.

I kontrast til gruppens lysende pige, smukke feministiske Noora, som maler læberne røde »for sin egen skyld«, sætter Vilde ingen ære i at skjule, at hendes primære mål er at blive begæret. Men hvem tænder på desperation?

Tæt på bumser

Skam har lag. Hvert eneste handlingsforløb og drama personerne imellem spejles af de grundlæggende dramaer, der foregår indeni.

Den skam, der er selvforholdets faste følgesvend, hvad enten den er konkret (jeg kan ikke huske noget fra festen i går) eller eksistentiel (jeg er ikke værd at elske), står at læse i de purunge skuespilleres udtryksfulde ansigter.

Deres tøven, deres tvivl og deres nervøse trækninger. Kameraet får det hele med og lader os se på dem. Længe.

Vi er helt tæt på bumser, dækcreme og udgnidret eyeliner, og vi ser, hvordan skiftevis ukuelighed og magtesløshed har tag i dem.

Vi er tæt på liderligt blussende kinder og inderlige kys, som når Eva og Jonas kommer hjem fra skole og smider sig i Evas uredte seng, og der er et seriøst og stærkt voksent begær til stede side om side med en uhøjtidelig venskabelig intimitet, sure sokker, halvdrukket kakaomælk og dårligt tv.

Lige der mødes det voksne og det barnlige i den særlige frihed, de (endnu) har, men som de ikke selv er bevidste om.

At se Skam er en åbenbaring af, hvor ofte forsøg på at portrættere teenagekultur kun formår at kradse impotent i en alt for firkantet tematisk overflade.

Under de konkrete tidstypiske temaer som spiseforstyrrelser, gruppepres og sociale mediers rolle i ungdomskulturen – som låner sig så let til en doven og alt for direkte behandling – ulmer her det helt store drama, der handler om at lære sig selv at kende. Og lære at leve med det, man finder ud af.

Som regel har tv-serier henvendt til unge en slet skjult moraliserende overbygning. Mor og far kigger med.

De romantiske og følelsesmæssige handlingstråde bliver den luskede sukkerfilm, der er trukket over den bitre tematiske pille, der er seriens egentlige udgangspunkt og formål. Sådan er det ikke i Skam.

Den ’sætter ikke fokus’ på unges alkohol- eller seksualkultur, heller ikke når den gør det. Der er andet, der er vigtigere, end at spænde karaktererne for tematiske vogne, og det er at skildre, at selvom vi skammer os på grund af andre mennesker, så er andre mennesker også den eneste effektive kur mod skammen.

Smukt eksemplificeret i en absolut yndlingsscene, hvor pigerne iført nissehuer sammen bærer døddrukne Vilde hjem fra julefest.

I langsom slowmotion og til tonerne af en koropførsel af »Dejlig er jorden«, ser vi pigernes handlekraftige bekymring og lettelse, da det lykkes Sana med et par fingre i halsen at få Vilde til at kaste op. Næste dag står den på omsorg og pandekager mod bondeanger.

»Mennesker trenger mennesker«, som seriens følsomme, forpinte player (eller føkboy, som det hedder på ungnorsk), William, formulerer det senere i den romantisk potente anden sæson.

Skam forener svært forenelige genres styrker, som dramaets følelsesmæssige dybde med sitcommens humor og socialrealismens ægthed.

Skam er sjov på en skæv måde og skæv på en cool måde og cool på en varm måde og varm på en sjov måde.

De mange lag og stemninger understøttes af et soundtrack, der stikker i vidt forskellige musikalske retninger og bruges så filmisk klogt, at det fortjener en selvstændig anmeldelse. Find det på Spotify og hør selv.

Men det allermest beundringsværdige er, at serien i den grad tager teenagelivets eksistentielle voldsomhed seriøst.

Skam prøver ikke at tale til mange målgrupper på en gang, som vi er vant til fra amerikanske ungdomsserier, og netop derfor rammer den på paradoksal vis bredere.

Det lykkes at portrættere en specifik aldersgruppe så realistisk og solidarisk og med så stor viden, humor og respekt, at denne anmelders indre 16-årige er blevet vakt til live og føler sig genkendt.

’Skam’ kan ses på nrk.no (husk undertekster)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer