Læsetid 2.6114285714286 min.

Ind igennem klædeskabet, ud i elektronikken

Fra nær og fjern undersøger elektroniske musikere grænseegnene mellem genrer og udtryk. Saxofon! Tværfløjte! Elguitar! Og med vidt forskelligt udkomme. Fra det futuristisk profetiske over industriel ’sturm und drang’ til det arkaisk spirituelle
En nabo gav amerikanske Kaitlyn Aurelia Smith lov til at låne sin samling af Buchla-synthesizere i et år, og det førte til hendes elektroniske åbenbaring.

En nabo gav amerikanske Kaitlyn Aurelia Smith lov til at låne sin samling af Buchla-synthesizere i et år, og det førte til hendes elektroniske åbenbaring.

Aubrey Trinnaman
19. august 2016
Delt 18 gange

Først skal man igennem klædeskabet eller spejlet eller den der farverige vortex i Kubricks Rumrejsen År 2001. Først derefter kan man træde ind i amerikanske Kaitlyn Aurelia Smiths smukke album EARS.

Som om man skal renses i det boblebad af analoge synthesizere, der siksakker om ørerne på en ved indledningen til dette hendes femte album, hvor Kaitlyn Aurelia Smiths stemme synes at komme fra et sted dybt indlejret i softwaren.

Når hun synger, lyser hele spektret op i stemmefordoblinger, pitchskift og sympatiserende synthklange. En form for embedded journalistik fra g-punkter og smertezoner i maskinerne. Besværgende multiplicerede tunger taler om irrationelle tal og dunkle ritualer.

Elektronisk åbenbaring

Kaitlyn Aurelia Smiths elektroniske åbenbaring kom, da hendes nabo præsenterede hende for sin samling af Buchla-synthesizere.

Instrumenter fra tilbage i 1960’erne, som er opbygget i moduler – forbundet med et virvar af ledninger – som muliggør et væld af klanglige manipulationer. Smith fik lov at låne dem i et år og lærte sig kunsten at bygge egne lyde, at syntetisere. Så alene klangene i hendes musik er hendes helt egne. Og de er varme og fyldige.

EARS tilbyder os en psykedelisk farvet electronica lejlighedsvist udbygget med traditionelle instrumenter. I et formfuldendt gadekryds mellem noget arkaisk og noget samtidigt.

Hendes evne til at få maskinellet til at synge menneskets højsange og så samtidig hendes vink tilbage i tid, til kirkeorgel og -kor, folkemusik, psychedelia, kompositionsmusik (tværfløjte, saxofon), jazz (saxofon).

Enya og Mike Oldfield dukker op i erindringen, ligesom Terry Riley/Steve Reichs pulsekompositioner, James Holdens manende stemninger og den tidlige Laurel Halos vokal-electronica. EARS er en pastoral afsøgning af elektronikkens sanselighed, fingre, der glider gennem magnetiske markers korn, svømmetag i kobberåer. Så utvungent smukt.

På eventyr over grænser

I det hele taget er det i økotonerne mellem udtryk og genrer, at de mere eller mindre elektroniske plader i denne anmeldelse opererer. Økotoner mellem postrock og ambient. Mellem symfonisk rock og electronica.

Og hos Kaitlyn Aurelia Smith mellem psykedelia, folk, electronica med mere. På rare såvel som grumme eventyr i grænseegnene mellem genrer. Med programmeringer, knapmanipulation, feltoptagelser og manuelt arbejde i varierende doseringer. Tit med karakter af verdensbygning.

Tag bare danske Lars Lundehave Hansens nye, fine album Terminal Velocity, der tegner lurende og paranoide og manende perspektiver. Arkitekturer fulde af stål, beton, ubrugte elevatorskakte, tomme haller, søgelys, alarmberedskaber.

Nyere spacerock og ambient og industrial flyder sammen. Elguitaren ikke som en protagonist, men som NATO-pigtråd eller røgslør. Synthesizere som trusler eller anelser, der sniger sig gennem korridorerne.

Og rundt omkring opstår der hos denne lytter en undren over, hvad der er fiktion, og hvad der er virkelighed. Er det elektroniske kredsløb, der formulerer en knitrende ild, eller er det en Lundehave Hansens feltoptagelser fra Skotland, Indien eller Sverige? Og er det ægte fuglekvidder dérude i droneskoven?

Imens der andre steder opstår helt andre associationer. Er det for eksempel dronemetalbandet Sunn O))), der betjener stålvalseværket i slow motion? Og spiler Lundehave Hansen ikke også på godstog?

Pludselig – tæt på slutningen – er vi under vand, i en form for ro. Vi slipper civilisationen, glider ind i præsøvnen. For så brutalt at blive vækket af afslutningsnummeret »Not Everything Is Going To Be All Right«.

Terminal Velocity er en række tilstande, man kan glide hen over eller ind i. En slags lettere brutal udgave af Brian Enos fjerde Ambient–album On Land. Ikke lige så skelsættende i sit formsprog, mere dunkelt og kantet – men stadig med masser af muligheder for fortolkning.

Svenske Erik Levander befinder sig med sit nye album, Halv, i et territorium, der kan minde om Lundehave Hansens. Industrielt, støjkornet og rockinflueret. Ja, minsandten om ikke også dronemetallen a la Sunn O))) dukker op på Halv, endda tilsat et tårnende kor.

Anderledes er det til gengæld, at Levander i ekstrem grad dyrker dramaet. Halv er ikke tilstande, der changerer alt efter tilgang. I stedet overvældes lytteren af sturm und drang. Som om Led Zeppelin ville lave en symfoni for kortslutninger og nedrivninger. Eller som om Wagner havde erstattet orkesteret og Brünnhilde med højspændingsmaster og brolæggerjomfru.

Halv foranstalter aldrig kedelig lytning, ja, kan endda presse lytteren ud i en hektisk, måske euforisk stemning. Men af og til bliver det også for bombastisk og effektjagende til denne anmelders smag.

Forvredet monstrum

Iranske, London-bosiddende Ashkan Kooshanejad alias Ash Koosha er et helt andet sted på sit nye, andet album I AKA I.

Ude i en hyperkompleks fremtid lyder det til på dette forvredne monstrum af en plade – nærmere beslægtet med cyberpunket manga, futuristisk Frankenstein og nuttet Blade Runner end med konventionel skønhed, for slet ikke at tale om amokvenlig EDM.

Numrene rejser sig søndersvejsede og forvredne og opklippede og stønnende i en form for konstante kunstfærdige kollaps. Fileteret af mærkværdige kulturudbud fra en robotificeret serviceindustri.

Og fra den gamle verden: Persiske strygerkoncerter stresset af højteknologiske synkoperinger samt klassisk klaverkomposition i skænderi med digitale vandfløjter. Hudafskrabninger og blå mærker, plastre sat på af maskiner, der har lært at bekymre sig om dig. Sammenbrudsmusik lige så skøn som et sønderskudt Pokémon Go Gym. Vent, skønnere.

I AKA I er et fremtidschok, men det er også et løfte om endnu ukendte nydelser og æstetikker. Mens der er noget arkaisk over Kaitlyn Aurelia Smiths besværgende electronica, en tudsegammel spiritualitet, så er der noget futuristisk profetisk over Ash Kooshas kompleksiteter.

Alt imens Erik Levander og Lars Lundehave Hansen beånder sværindustri i et kryds mellem fortid og fremtid.

Nutiden, spørger de? Den kan til enhver tid transformeres. Ikke mindst hvis man går gennem klædeskabet og ind i nogle af disse albummers verdener.

Kaitlyn Aurelia Smith: ’EARS’ (Western Vinyl) westernvinyl.com.

Lars Lundehave Hansen: ’Terminal Velocity’ (Tonometer) tonometermusic.com.

Erik Levander: ’Halv’ (Kosmisk Väg) kosmiskvag.com.

Ash Koosha: ’I AKA I’ (Ninja Tune/Playground)

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu