Læsetid: 4 min.

Intet afgørende nyt fra Britney-fronten

Allerede med sin første plade blev Britney Spears et ikon på poppens stjernehimmel. Den position bevarede hun, indtil hun røg ud i sit livs krise. Nu er hun tilbage med et album, der ikke ligefrem er ikonisk eller nyskabende, men som heller ikke decideret falder igennem, og måske er der stadig håb for Britney-fans
Med Glory er 34-årige Britney tilbage i et elektropoppet land, og båret af svulstige synthesizere svæver hun frem og tilbage imellem dansegulvet – hvor hun smyger sig rundt om poledancer-stangen – og soveværelset, hvor hun smyger sig rundt i lagnerne

Med Glory er 34-årige Britney tilbage i et elektropoppet land, og båret af svulstige synthesizere svæver hun frem og tilbage imellem dansegulvet – hvor hun smyger sig rundt om poledancer-stangen – og soveværelset, hvor hun smyger sig rundt i lagnerne

Pr Foto

2. september 2016

Da jeg var 12 år gammel, havde jeg et gedigent og meget uironisk crush på Britney Spears, der på det tidspunkt lige havde udgivet pladen ...Baby One More Time.

Britney var perfekt – og perfekt iscenesat – som den (endnu) uskyldige girl-next-door, og jeg blev bjergtaget af hendes musikalske og 90’er-visuelle forførelsesdans.

Med ...Baby One More Time, som blev den mest sælgende plade for en teenage-artist i verden, indtog hun med et trylleslag – og med succesens diadem på hovedet – ret hurtigt positionen som poppens prinsesse.

Hun solgte millioner af plader, overtog hitlister og slog salgsrekorder. Hun blev et ikon.

Og selvom hun omkring 2007, hvor hun blandt andet røg i rehab og barberede sig skaldet, kom til at smuldre lidt som popstjerne, og i en vis forstand blev gammel før tid, er det alligevel de forskellige ikoniske positioner, som Britney har indtaget igennem årene, der skinner stærkest for mig, når jeg tænker tilbage.

 

Med hendes nye album Glory er det desværre ikke endnu en opdateret version af ikonet Britney, der stråler ud fra pladens skæringer. Ligesom albummet ikke fungerer som en fed streg under hendes ikonstatus. Dertil er pladen for musikalsk og lyrisk harmløs.

Men den indeholder masser af gode momenter, og Britney flopper ikke som sådan.

Ikon i forvandling

Britneys udvikling som ikon har ikke mindst været forbundet med hendes udvikling som seksuel figur.

Groft skitseret har hun bevæget sig fra positionen som den uskyldige teenagepige over positionen som den unge kvinde, der giver efter for sit begær (med nummeret »Toxic« som soundtrack), og til positionen som den modne kvinde, der i høj grad er i kontakt med sine seksualitet.

Og så var der selvfølgelig positionen som popstjernen, der tager til genmæle over for de medier og paparazzi-fotografer, som var med til at drive hende ud i hendes livskrise.

En position, som hun indtog på pladen Blackout fra 2007 blandt andet med nummeret »Piece Of Me«.

 

Med Glory er 34-årige Britney tilbage i et elektropoppet land, og båret af svulstige synthesizere svæver hun frem og tilbage imellem dansegulvet – hvor hun smyger sig rundt om poledancer-stangen – og soveværelset, hvor hun smyger sig rundt i lagnerne.

Men Britney fremstår ikke som en stærk og selvstændig persona på pladen. Og det tætteste man kommer på noget ikonisk på Glory, altså på noget, der for alvor tegner Britney op som en klart defineret popkulturel figur, er nok det EDM-pumpende »Clumsy«, som på en måde relaterer til Britneys fall from grace ved at fremstille Britney, som en seksualiseret, men klodset grim ælling.

Altså med et lille nik altså til hendes livskrise, for knap ti år siden. Og som i samme bevægelse fremstiller Britney som en kvindelig figur, der stadig forelsker sig ungdommeligt, hovedkulds og kejtet, men som samtidig ikke er bange for at kaste sig ud i et reelt voksent knald:

»Clumsy / keep on bumping into you / bangin’ all over this bedroom / again and again.«

Og så er der singlen »Do You Wanna Come Over«, der er et liderligt og heftigt musikalsk booty call, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem, men hvor der derimod bliver viftet med frække disharmoniske vognstænger og lyriske parringskald.

Selvom disse to numre ikke ligefrem outshiner numre som »Oops!... I Did It Again«, »...Baby One More Time« og »Toxic«, har alligevel noget særegent over sig, som helt afgjort bør krediteres.

Manglende fornyelse

Hvor Britney mange gange igennem sin karriere – og ikke mindst på de tre første album – altså har formået at ramme en lyd, der virkede frisk, drukner Glory desværre ret meget i den enorme sø af nutidens EDM-inspirerede popartister, og de fleste af numrene kunne strengt taget lige så godt have været på kunstnere som Ariana Grandes eller for den sags skyld på Justin Biebers repertoire.

Et nummer som det dancehall’ede »Love Me Down« er et ret godt eksempel på dette. For selvom Britney på det første vers lyder som en interessant, mørk version af sig selv, fortaber hun sig på resten af sangen i en omgang yderst konventionel dancehall-pop, hvor hendes stemme kunne skiftes ud med alle mulige andres, uden at det ville ændre det store ved nummeret.

Så selvom nogle af numrene på Glory rent faktisk går i kroppen på mig – selvom jeg sgu får lyst til komme forbi, når hun kalder fra soveværelset på »Do You Wanna Come Over« – tænder pladen ikke op under min teenageforelskelse. Ligesom den ikke for alvor viser mig nye sider af hverken Britney eller af popmusikken.

Men den dræber dog ikke mit håb om, at Britney på et tidspunkt, hvis hun formår at finde ind til kernen af sin nyvundne ungdom, vil kunne ramme plet »one more time«.

Britney Spears: ’Glory’ (Sony Music)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer