Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kan du stadig høre verden?

Hvad mangler det kropsligt og åndeligt fladmaste menneske i højhastighedssamfundet? Resonans måske. Som fjerde generation af Frankfurterskolen søger sociologen Hartmut Rosa at opdatere den kritiske teoris fremmedgørelseskritik. Midlet er »resonans« - en empirisk funderet teori om vores forhold til verden – mens målet er intet mindre end det gode liv
Med sin omfattende sociologi om menneskets forhold til verden forsøger den tyske sociolog Hartmut Rosa at lægge fundamentet for en ny kritisk teori i accelerationssamfundet. Værket peger bl.a. mod nulvækst, men handler om temmelig meget mere end bare at træde på kapitalismebremsen.

Michael Debets

Kultur
8. august 2016

»Hvis acceleration er problemet, så er resonans måske svaret.«

Det er den tyske sociolog Hartmut Rosas sammenkog af teorien i sin nyeste og cirka 800 sider lange afhandling Resonans.

Accelerationen har vi – på det begrebslige plan – vænnet os til de seneste år. Både fra Rosas hånd i værker som Acceleration og fremmedgørelse, men også i danske Rosa-inspirerede kritikker af konkurrencestaten.

Løsningsforslaget på fremmedgørelse – resonansen – er derimod mere tricky, da det som et begreb har den enorme ambition at danne det teoretiske grundlag for en ny kritisk teori, der har det gode liv for øje.

Det kan umiddelbart lyde som endnu en simpel lykkeformel ligesom den mindfulness, der det seneste årti har skullet affjedre stress, meningsløshed og fremmedgørelse i et senmoderne samfund, der kører med speederen i bund.

Så simpelt er det ikke. Hartmut Rosas intention er – balancerende på et enormt filosofisk og sociologisk materiale fra Marx over Weber til Sloterdijk – at undersøge, hvorvidt vi som mennesker på denne klode er ved at miste jordforbindelsen. Både i kropslig, åndelig, social og eksistentiel betydning.

I dette forehavende bliver resonans – den gensidige svingning eller vibration – den bærende metafor for forholdet mellem menneske og verden, mellem menneske og arbejde, mellem menneske og menneske.

Den vibrerende modernitet

Selv om filosoffen Theodor W. Adorno måske er den enkeltstående tænker, der skinner tydeligst igennem Rosas værk, så har Resonans et langt mere tvetydigt forhold til moderniteten end den dybt pessimistiske Adorno. Rosa beskriver moderniteten som både frigørelse og forbandelse.

På den ene side er det moderne samfund i sin nuværende form stærkt afhængigt af vækst, øget innovation og en uophørlig acceleration, som i stadig stigende grad truer med at få menneskets forhold til verden til langsomt at »forstumme« og fremmedgøres.

På den anden side står resonans ikke partout i modsætning til samfundets acceleration. Moderniteten har på mange punkter ligefrem skabt en lovning om resonans og fået verden til at vibrere:

»Moderniteten kan ikke bare fortælles som historien om en accelerationsbetinget »resonanskatastrofe«, for den har samtidig øget sensibiliteten over for resonans gevaldigt – i mange henseender har moderniteten ligefrem skabt evnen til resonans.«

’Vibrationerne’ opstår netop, når vi oprigtigt elsker vores liv og den aktuelle situation, skriver Hartmut Rosa. Uanset om den så er fremkaldt af naturoplevelser, arbejdsglæde eller drønende Formel 1-motorer.

Her kan fortegnene ved en resonansfuld vandretur i bjergene over for den resonansforladte tur i fitness-studiet faktisk godt byttes om, indrømmer Rosa. Men han har svært ved at skjule, hvad der for ham er mest i sync med verden. Og svært ved at sætte videnskabelige kriterier på hvorfor.

Kritik med tid på

Jo længere man trænger ind i Resonans, desto tydeligere bliver det, at Hartmut Rosa tilhører Frankfurterskolen – som fjerde generation.

I første generation ophøjede Adorno kunsten og plæderede for et mimetisk forhold til verden for at overvinde oplysningens kolde, instrumentelle fornuft og dens fremmedgørende beherskelse af verden.

I anden generation advarede Habermas mod systemets – det vil sige pengenes og magtens – fremmedgørende kolonialisering af den kommunikative livsverden.

I tredje generation trak Axel Honneth en streg mellem den anerkendende og den tilbagevisende – og dermed fremmedgørende – tilgang til den sociale og fysiske verden.

Men alle var de ifølge Hartmut Rosa blinde for spørgsmålet om den pressede tid, som er blevet et – undskyld udtrykket – urvilkår i senmoderniteten.

Læs også: ’Resonans kan være svaret på en tid, hvor der ikke svares’

Parallelt med tidsdimensionen foretager Hartmut Rosa det vovestykke at skabe en sociologi om det gode liv. Det forudsætter, skriver han, at der socialvidenskabeligt og empirisk kan siges både substantielle og systematiske ting om det gode liv og kvaliteten af vores forhold til verden.

Her opstår det måske største problem i værket, som Hartmut Rosa selv er pinligt bevidst om: Analysen af menneskets forhold til verden kommer til at ligne en stærkt normativ teori, der er pakket ind i lidt pseudoempirisk sociologi.

At ånde verden

Ved siden af de utallige teoretiske overvejelser går Rosa også langt mere praktisk til værks hen over mange hundrede sider af Resonans. Med både psykologiske, filosofiske og sociologiske briller ser han på enkelte emner som for eksempel krop, arbejde, kunst og natur.

Et gennemgående emne er her det store »brud med verden« omkring oplysningstiden. Det gælder især Descartes’ dualisme mellem sjæl og legeme, som Rosa med fænomenologiens hjælp forsøger at smide så langt væk som muligt.

Dydigt gennemgår Rosa en lang række kropsfænomener som at se, drikke, sove og grine. At ånde får også sin plads, og er det måske mest demonstrative eksempel på menneskets direkte forbindelse med verden.

Vores stressende arbejdsliv, hvor arbejderen – til forskel fra gammeldags håndværk – sjældent ser det arbejdsdefinerende mål i løbet af processen, underlægges også længere analyser.

Med en hilsen til Habermas kræver Hartmut Rosa desuden, at den politiske verden atter overtager styringen med økonomien og ikke omvendt. Ellers går resonansen fløjten på både individuelt, socialt og politisk plan.

Et kritisk punkt er her, at det gode og det lykkelige liv ofte kommer til at virke overlappende. Den farlige kamp for en politisk sag eller den selvopofrende hjælp tabes til tider af syne som resonansskabende i sig selv.

Det ville ikke bare få pligtetikeren Kant til at rotere i sin grav – han krævede som bekendt, at vi skulle handle af ren pligt uden at vide, om handlingen ville udløse balance og velvære for individet i hvert fald i dette liv.

Verden på afvænning

I de sidste kapitler tegner Hartmut Rosa konturerne af et post-vækst-samfund, hvor individet frigør sig fra kapitalismens grundlæggende trick: den hurtige overvindelse af skuffelsen over, at det enkelte produkt alligevel ikke gjorde vores forhold til verden mere intensivt.

Tilbage står et stort værk, hvis kritik af tidens og kapitalismens kolde rationalitet, fremmedgørelse og tingsliggørelse af mennesket virker både stærkt gammeldags og svært forfriskende. På dette plan virker Rosas ansats lovende.

Over for spørgsmål om en teoretisk funderet magtkritik står resonanstilgangen derimod meget svagt sammenlignet med tidligere Frankfurter-generationer som for eksempel Habermas.

For en kritisk teori må det siges at være en afgørende svaghed – også selv om Rosa selv indrømmer det og lægger op til kritik, selvkritik og korrekturer af resonans-teorien.

Forsøget på i ét værk at skabe fundamentet for en ny kritisk teori og samtidig en omfattende sociologi om det gode liv er nok en lige vel stor mundfuld. Men der er i Resonans meget mere at hente end Hartmut Rosas egen længsel efter resonans i en verden på speed.

Hvis acceleration virkelig er problemet, så er hans Resonans vitterlig en del af svaret.

Hartmut Rosa: ’Resonanz. Eine Soziologie der Weltbeziehung. Suhrkamp Verlag’, 816 sider, 34,95 euro (endnu ikke oversat til dansk)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her