Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Læs Bibelen med børn

Ida Jessen og Hanne Bartholin har sammen frembragt en gyldig og moderne illustreret Bibel for børn
Side 130-131 i ’Bibelhistorie’, som er skrevet af Ida Jessen og illustreret af Hanne Bartholin.
Kultur
13. august 2016

Kan man forklare et barn, hvorfor Abraham valgte at adlyde Gud og ofre sønnen Isak? Kan et barn forstå, at Jesus selv valgte sin offerdød? Kan man forklare et barn, hvorfor Gud lader alskens ulykker ramme Job? Kan et barn bringes til at fatte, hvorfor Jesus og Maria bare sidder og snakker, alt imens de lader hendes søster, Martha, knokle ude i køkkenet?

Ja, det kan man godt – eller rettere: Man kan i hvert fald prøve. Derfor har romanforfatteren Ida Jessen i tæt samarbejde med billedkunstneren Hanne Bartholin på opfordring fra Bibelselskabet skabt en ny dansk bibel for børn, overdådigt illustreret og suverænt fortalt. En tradition fornys, der omfatter velgennemførte forsøg som Morten Pontoppidans Bibelske Historier fortalt for Børn (opr. 1909-11, senere optrykt masser af gange) og Johannes Møllehaves Børnebibelen (1996).

14 + 15 historier

Fra Det Gamle Testamente er denne gang udvalgt 14 afrundede historier, heraf hele 8 fra 1. Mosebog, men til Det Nye Testamente har genfortælleren forholdt sig mere frit og i 15 afsnit komponeret både hændelser og centrale lignelser sammen til en slags roman om Jesu vandring mod sin død og opstandelse.

At forsøget så er lykkedes, hænger selvfølgelig sammen med, at Ida Jessen i forvejen er en lydhør læser, en begavet menneskekender og en gudbenådet beretter. Men det skyldes også, at hun stiller de fundamentale spørgsmål bredere og bedre, end jeg selv gjorde her indledningsvis. Abrahams ofring af Isak, Jesu offerdød og mange andre af de bibelske fortællinger giver jo heller ikke altid mening for os voksne! Stoffet forbliver kontroversielt også for den, som skal læse højt. Ud over at udgøre en vidunderlig samling af gode historier er Bibelen én stor bunke af anstødssten. Det forstår Ida Jessen at respektere, og det gør hendes formidling troværdig.

I et interview på Bibelselskabets website har hun meget rammende udtalt, at urimelighederne i Det Gamle Testamente skyldes, at dets Gud endnu ikke kender den verden, han har skabt, og derfor må prøve den af på menneskene, som da han modtager Abels takkeoffer, men samtidig afviser bror Kains. Derved afdækkes misundelsen som menneskelig drivkraft, og vi kan siden genkende den i historien om Esau og Jakob, i Sauls jalousi over for David, ja, selv i vingårdsarbejdernes forargelse og Marthas forurettelse. Om denne skriver Lukas, at hun »havde travlt med meget husligt arbejde« (10, 40). Men Ida Jessen fortæller løs:

»Hun havde været oppe i flere timer og bagt brød. Hun havde været ude i lunden og plukket appelsiner og presset juice. Hun havde samlet æg ind og lavet omeletter. Det eneste, Maria havde gjort, var at dække bordet, og så havde hun ovenikøbet glemt at lægge den nystrøgne dug på, som Martha havde lagt frem.«

Det er et godt eksempel på, hvordan vi i Det Nye Testamente, vandrende i selskab med Jesus, kommer tæt på menneskene. I Det Gamle Testamente er Gud hovedperson, men i det nye træder han tilbage på baggrund af de erfaringer, han har gjort, og giver plads for sin søn, som deler kår med os. Det viser sig også sprogligt. Til Martha siger Jesus i hverdagstone:

»Du er så stresset og bekymret.«

I det hele taget må Ida Jessens ordvalg og sprogtone kaldes en bedrift for sig. For her risikerer hun virkelig noget. Jeg er ikke særlig vild med, at hun lader Moses ’snakke’ med Gud, men ellers fungerer hendes lidt frække, fandenivoldske tilgang nu godt. »Skal jeg vogte min broder?« spørger Kain (1. Mosebog 4, 9). Det bliver hos Ida Jessen til:

»Jeg slider og slæber. Jeg har andet at lave end at rende rundt og passe på ham.«

Da Josef fortæller om sine drømme, lyder storebrødrenes svar:

»Åh, hold din mund, din lille mide.«

Men i den efterfølgende scene citeres Bibelen ordret: »Der kommer den drømmemester.«

Helt overdådig bliver replikføringen imidlertid, da Goliat, som det berettes i 1. Samuelsbog (kap. 16-17), håner Israels slagrækker. Her lader Ida Jessen ham råbe i stil med Kaptajn Haddock: »Svæklinge! Feje lus!« »Slappenslatter!«

Ekspressiv opsætning

Med til indtrykket af solid og velgennemført formidling hører værkets bogmæssige udstyr med læsebånd, lærredsryg og lækkert højformat samt opulent og originalt layout og fremragende illustrationer. Hvor fint og smidigt sidstnævnte føjer sig til det fortællende indhold, viser sig i brugen af farver, som når siden bliver gul af misundelse, mens Satan udfordrer Gud, eller når to tredjedele af et opslag holdes i sort, mens Josef befinder sig nede i brønden. Dybblå bliver tekstens bund om natten i Gethsemane Have, dér, hvor der hos Lukas står:

»Fader, om du vil, så tag denne kalk fra mig!«, men hos Ida Jessen:

»Lad mig, slippe, Far, jeg er så bange.«

Nogle sider senere får selve satsen form som et kors, men da Kristus kortvarigt er vendt tilbage og pinsens tungetaleunder finder sted, spredes råbene ud over siden, og da Paulus i allersidste afsnit skriver sit første Korinterbrev, sættes teksten op som – en pen i et blækhus! Ekspressiv layout anvendes i Det Gamle Testamente ved Skabelsen, der centreres ligesom siden hen Fadervor, og da Laban efter at have narret Jakob og anbragt Lea og ikke Rakel i brudesengen siger til den vrede svigersøn:

»Okay. Men bagefter er det altså syv års gratis arbejde«, for her bygges teksten simpelt hen op som – et syvtal.

Mange flere eksempler kunne nævnes, både på hvor djærvt og raffineret Ida Jessen fortæller, og på hvor smukt Hanne Bartholin har tilpasset illustrationerne efter hver enkelt beretning. Vigtigere er det imidlertid afslutningsvis at fremhæve, hvordan Bibelhistorier på afgørende punkter bidrager til nyfortolkning af selve basismaterialet. Lad mig give både et højst diskutabelt og et formidabelt frisk eksempel herpå.

Med fingrene nede i kassen

Ida Jessen har som sagt ved sin selektion lagt særlig vægt på misundelse som menneskelig drivkraft, måske den værste af de syv dødssynder. Derfor genfortæller hun også både lignelsen om den fortabte søn og den om arbejderne i vingården. Men hun gør, desværre synes jeg, også et for stort nummer ud af at forberede sin læser og det lyttende barn på Judas’ forræderi. I evangelierne hører vi ellers stort set kun, at han går op til ypperstepræsterne, modtager tredive sølvpenge, giver Jesus det fatale kys, fortryder og begår selvmord.

Men Ida Jessen konstruerer med megen innovativ omhu en lang forhistorie om rivalisering mellem Peter og Judas, ja, fletter oven i købet konflikten sammen med sidstnævntes hverv som bestyrer af disciplenes fælles »fattigkasse«, andetsteds betegnet »pengekassen til de fattige«.

At Judas skulle passe på disciplenes penge, men tog af dem i små portioner, findes der skam belæg for to steder hos Johannes (hhv. 13, 29 + 12, 6, dog med den nøgternt usentimentale betegnelse »pengekassen«), så Ida Jessen kan med nogen ret gå ud fra, at pungen er tom, da Jesus drager ind i Jerusalem. Da overvejer Judas at flygte:

»Men hvad så? Ville de andre ikke synes, han var en slapsvans, hvis han stak af? Og når de så opdagede, at kassen var tom, ville hans ære være ødelagt. Nej. Der var kun én ting at gøre: Han var nødt til at skaffe penge i kassen, og det skulle ske hurtigt. Det var mindst tyve sølvpenge, det drejede sig om. Måske flere. Hvordan skulle han skaffe så mange?«

Jeg kan ikke se andet, end at formidleren her bryder med sit eget implicitte princip om at bevare Bibelens kontroversielle tavshed om visse vigtige ting. Hun udstyrer Judas med et blot nogenlunde plausibelt motiv, hvad man sådan set godt kan forstå, når nu han gennem årtusinder er blevet lagt så grundigt for had; men idet hun således betoner, at forræderen måske mest af alt er et syndigt og skrøbeligt menneske, går hun i pædagogisk iver så langt, at man må diskutere, om det, der foregår, er en psykologiserende trivialisering af det onde.

Såvel Lukas (22, 3) som Johannes (13, 27) nævner jo udtrykkeligt, at det var Satan, der påvirkede Judas; men okay, det ene behøver jo ikke at udelukke det andet.

Det sjette og tre andre bud

Ida Jessen rammer plet, når hun om »kvinden, der var blevet grebet i hor«, anvender følgende nøgterne, dækkende udtryk:

»De havde opdaget, at hun var kæreste med to mænd samtidig.«

Det kan ethvert barn forstå, og hvad mere er, det falder smukt i tråd med Ida Jessens bud på ny formulering af det sjette bud:

»Du må ikke ødelægge kærligheden mellem to, der elsker hinanden.«

Det er nøjagtig, hvad sagen handler om, og det var måske også, hvad Gud mente på Sinajbjerget. Formuleringen omfatter i hvert fald både det at bryde ind i to andres kærlighedsliv og det at ødelægge sit eget. Men jeg er nu ikke så sikker på, om man på Moses’ tid måtte bryde ind i et ægteskab mellem to, der ikke elskede hinanden. Det var noget, vi først siden hen fandt på.

Andre kloge og enkle formuleringer er:

»Du må ikke være misundelig på andre.« (Tiende bud) og »Du må ikke bande« (Tredje) i stedet for det gammeldags klingende »Du må ikke misbruge Herren din Guds navn.«

Men er dette nu så smart en forbedring, når det at misbruge Guds navn netop kan dække en hel del mere end at sige »sgu«? Bandeord er bare dårligt sprog, hvorimod et slogan som »with God on our side« meget vel kan kaldes misbrug af Herrens navn og indebærer at tage ham til indtægt for egne synspunkter og lade ham legitimere ens adfærd, uden at bekymre sig om, at man derved nedskriver Gud til en ting, jeg mere eller mindre kan råde over.

Efter det tredje bud følger det fjerde, og det lyder ikke »Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig«, men: »Du skal holde fri om søndagen«. På den og ugens øvrige dage kan man så læse i Bibelen eller læse højt af de nye Bibelhistorier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her