Læsetid: 3 min.

En messe for de faldne

Patti Smith vover at drømme, og en koncert, der truede med at blive for hyggelig, endte med en bekræftelse af hendes relevans, gnist og styrke
Patti Smith mindedes blandt andet Prince og Amy Winehouse med coverversioner under koncerten i Koncerthuset tirsdag aften.

Melissa Kühn Hjerrild

4. august 2016

Nu har jeg set denne Patti Smith i fri dressur utallige gange, siden jeg mistede min mødom til hende på det for længst hedengangne spillested Daddys Dance Hall i København en martsdag det herrens år 1978. Og hun har aldrig været mindre end brillant og gerne magisk – ikke et ord jeg bruger i flæng.

Der er noget så overbevisende ved hendes intense, ægte og måske ligefrem lidt naive tro på sprogets og musikkens transformerende evne, at jeg til fulde deler den, i hvert fald så længe musikken spiller.

Hun er en af de få, hvor jeg for alvor tør tale om en oplevelse af transcendens i forbindelse med koncertsituationen.

Hun befinder sig hinsides tidsåndens jerngreb i sin overbevisning om kunstens helende egenskaber, og hun er en af de få tilbageblevne romantikere, jeg evner at tage et hundrede procent seriøst. Hun vover at drømme.

Ja, magi, drømme, transcendens, store ord, men så var disse uhåndgribelige og dog så reelle størrelser til gengæld uhyre lang tid om at indfinde sig tirsdag aften i Koncerthuset, og på et tidspunkt troede jeg faktisk, at en Patti Smith-koncert for første gang nogensinde ville efterlade mig kold. En kulde jeg næsten ikke ville kunne bære hjem.

Det hjalp ikke, at den ellers så trofaste og solidariske guitarist Lenny Kaye glimrede ved sit fravær og var blevet erstattet af sønnen Jackson.

En kompetent tekniker uden megen sjæl i sit spil overlod han den del af sagen til keyboardspiller og bassist Tony Shanahan, der knoklede som et bæst for at tilføre seancen den gejst, uden hvilken det jo bare er en … koncert.

At Patti Smiths grupper altid har haft en snert af garageband over sig er en pointe i sig selv, og det var til en begyndelse svært for den medbragte kammerrocktrio at finde formen. Også selvom Patti Smith var på, fra det øjeblik hun gjorde sin entré.

For hyggeligt

Det startede med en lille oplæsning fra erindringsbogen Just Kids, hvorefter musikken tøvende gik i gang.

Det udviklede sig til en regulær messe for de faldne med ikke specielt interessante coverversioner af sange, skrevet af sorte ikoner som Prince (»When Doves Cry«) og Curtis Mayfield (»People Get Ready«) samt hendes egen hyldest til den alt for tidligt afdøde Amy Winehouse, »This Is the Girl«. Og så er der den afdøde ægtemand, Fred ’Sonic’ Smith, oprindelig guitarist i MC5 og far til hendes børn, som hun løbende refererer til.

Pænt og afslappet passede det godt til Koncertsalens imposante arkitektur, men var også som støvsuget for den nerve, det drama og den passion, jeg normalt forbinder Smith med. Det var simpelthen for hyggeligt.

Men midtvejs i sættet greb Patti Smith sin akustiske guitar og spillede med mere entusiasme end kunnen én af de fem akkorder, hun efter eget udsagn kan.

Det blev til en tæt og hypnotiserende udgave af »Beneath the Southern Cross«, en af de der modale udladninger, der viser hvorledes den psykedeliske musik altid har haft en plads i det efterhånden 69-årige punkikons hjerte.

At punk er et stadie, hun (og alle vi andre, såmænd) for længst har forladt, ændrer ikke på, at hun til evig tid vil stå som selve definitionen på samme; modet til følge sin muse, hvorhen den end lokker én, come hell or high water. Ikke være tidsåndens bitch, men tværtimod tale den ret imod med eksemplets magt.

Derfra og resten af vejen ud var vi vidne til den form for guddommelig galskab, der i bedste fald flår os ud af tilværelsens uendelige karakter af trivialiteter.

En hyldest til Lou Reed i form af »Perfect Day«, en personlig favorit som »Pissing in a River«, hvor bandet havde helt styr på nummerets fabelagtige dynamik og afslutningsvist en trojka af publikumsfavoritter, den forelskede tribute til Fred ’Sonic’ Smith, »Because the Night« (skrevet sammen med Bruce Springsteen, som hun et eller andet sted langt ude også er beslægtet med), »People Have the Power« (som jeg har det lidt bopbop med, men den fungerer altså live) og gennembrudssangen »Gloria«, der her en små fyrre år senere ikke har mistet hverken sin relevans, gnist eller styrke. Gud velsigne Patti Smith.

Patti Smith – Koncerthuset, København, tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu