Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Nostalgimassage

Netflix-serien ’Stranger Things’ tager den refererende filmkunst til nye højder. Det sker i en nostalgisk form, der ikke kun længes efter uskylden før det digitale syndefald, men også efter en tid, hvor alt var enklere
Netflix-serien ’Stranger Things’ tager den refererende filmkunst til nye højder. Det sker i en nostalgisk form, der ikke kun længes efter uskylden før det digitale syndefald, men også efter en tid, hvor alt var enklere
Kultur
19. august 2016

Vi venter. Vi venter. Og vi venter. Gennem samtlige otte afsnit af Netflix-serien Stranger Things venter vi på at ungerne skal ud og flyve på deres BMX-cykler.

Ikke kun fordi vi ved at den karseklippede pige Eleven kan den slags med sine telekinetiske kræfter, men især fordi vi så det ske engang for over 30 år siden.

Børn og tweens, herunder undertegnede, der rejste sig verden over generelt og for mit vedkommende mere specifikt i den store sal i Palads, i fællesskab hujende mod lærredet.

For deroppe genopstod E.T., og ved hjælp af udenjordiske tricks undslap rumvæsenet med Elliot og kumpaner de onde myndigheder, de dumme voksne.

BMX-cyklerne fløj i Steven Spielbergs klassiker E.T. fra 1982, og derfor var vi mange, der ventede på at de skulle gøre det igen i amerikanske Duffer Brothers’ Stranger Things. Hvorfor? Fordi serien har sat ny verdensrekord i nostalgisk sukkerindhold og dekadespecifikke referencer.

Det er allerede blevet en sport for filmnørder at spotte referencer til især 1980’ernes (men også 1970’ernes og 1990’ernes) overnaturlige gysere og ungdomsfilm i Stranger Things.

Hovedstolen udgøres af E.T. – i alt fra det onde forskerhold og deres hvide varevogne over skuret, hvor Will Byers ser monsteret til børneheltenes BMX-cykler og det telekinetiske vidunderbarn Eleven, der endda – akkurat som E.T. i halloweenscenen – bærer en blond langhåret paryk som camouflage.

Der er et væld af andre helt bevidste nik til 1980’ernes kulturarv, check selv YouTube-forklaringerne. Men den populærkulturelle hype, som omgiver Stranger Things, den får man ikke kun med et stort referencekorpus.

Den får man kun, hvis man samtidig præsterer en alment vedkommende historie, i det her tilfælde om familierelationer, uskyldstab, mobning og modning.

Reparationsdrama

I lillebyen Hawkins er der ballade hos det hemmelighedsfulde US Department of Energy. Noget er sluppet fri. Imens spiller fire drenge fantasy-rollespillet Dungeons & Dragons og bliver konfronteret med en såkaldt Demogorgon.

Kvartetten bryder op uden at have afgjort slaget mod den uhyggelige dæmonprins. Det er en fejl. Du skal tage dine kampe, når de viser sig.

Så på vej hjem fra spillet møder Will Byers noget netop monstrøst, som skræmmer ham fra vid og sans. Og han forsvinder. Politiet, Byers’ mor og storebror og ikke mindst hans tre efterladte venner begynder eftersøgningen.

Herfra kunne Stranger Things så være blevet en effektjagende pastiche over X-Files, E.T. og Goonierne, men i stedet har The Duffer Brothers forstået at mellemmenneskelige relationer er afgørende for enhver populær fortælling, selv når plottet skubbes frem af udyr fra en anden dimension.

Så herfra bliver Stranger Things i lige så høj grad et reparationsdrama. Reparationen af forholdet mellem den travle mor og sønnen, der er forsvundet ind i sin egen verden. Mellem lillebror og storesøster på hver deres side af puberteten.

Sheriffen med Indiana Jones-hatten, der skal forsones med et ubærligt tab. Forældrene, der bør checke ud af deres parforholdsfrustrationer og ind i forældrerollerne. Casanovaen, der skifter spor, da han oplever kærligheden. Reparationer af forhold i udu.

Og er Will Byers’ forsvinden ind i en parallel dimension – The Upside Down – ikke også et smerteligt præcist billede på depression?

Han går igennem den samme verden som os andre, bare i mørk og forvredet udgave. Hovedpersonerne på den anden, lyse side kan stort set aldrig se eller høre, endsige forstå ham. Og hvor de ser normalitet, ser han gru.

Nostalgisk længsel

De menneskelige konflikter i Stranger Things er til at tage at føle på for enhver. Og der er noget andet velkendt på spil, i eldoradoet af referencer: nostalgi. En term for en særlig lidelse, som blev skabt af den medicinstuderende Johannes Hofer fra Basel i Schweiz i sit speciale fra 1688, hvor hans cases var en studerende og en tjenestepige, der begge led af træthed, manglende appetit og depression. Ja, førstnævnte blev faktisk sendt fra Basel til sin hjemby Bern for at dø. Hvorefter han blev rask.

Will Byers er langt væk fra hjemstavn og moderkærlighed – og ved at dø af det. Vi er alle langt fra 1980’erne, men os, der oplevede tiden, kan blive syge af nostalgisk længsel efter datidens lavteknologiske enkelhed under påvirkning af Stranger Things.

Hofer konstaterede, at ingen anden medicinsk diagnose passede på de fysiske symptomer hos patienterne, og så opfandt han sin egen.

Han kombinerede de græske ord nostos (’at vende hjem’) og algos (’smerte’) og beskrev patienternes lidelser som en smerte over at befinde sig uden for sin hjemegn kombineret med en frygt for aldrig at vende hjem. Som nostalgi. Sentimental længsel efter fortiden.

Massage for sjælen

I nyere tid er man begyndt at forske i nostalgiens positive konsekvenser og har fundet frem til at dét at genbesøge både ulykkelige og lykkelige passager i ens liv er en personlig nostalgi, der styrker ens følelse af selvværd og tillid til andre mennesker. En fornemmelse af sammenhæng.

Stranger Things er ren massage for menneskesjæle rundet af den vestlige verdens 1980’ere – eller af deres kulturarv.

Vi er kommet langt væk fra vores uskyld, men vi kan genbesøge den og vores tidlige oplevelser under indtryk af billedrørsfjernsyn, BMX-cykler, Dungeons & Dragons, kold krig, reaganomics og ikke mindst fastnettelefonen, der nu virker mere eksotisk end falafel og Gangnam Style.

Der er så også en historisk nostalgi – en længsel efter en fortid, der opfattes som bedre end nutiden – på spil, frit tilgængelig for alle. Stranger Things dyrker helt ublu en analog fortid fra før den digitale revolution, hjemmecomputer, internet, iPhone, Facebook, overvågning og trolls.

Og den kan være helt eskapistisk forjættende. Fordi det er så meget nemmere at handle – i hvert fald fysisk – og gemme sig i 1980’erne, end i 2010’erne.

Når vi ikke længes efter en enklere fremtid, hvor det handler om overlevelse (påpeget i sidste uges kulturanalyse af Anna von Sperling om The Walking Dead), så længes vi efter en enklere fortid. En fortid, hvor teknologien er underlegen, og man må være ekstra kreativ for at få bugt med monstre.

Det er en længsel efter den i dag tilsyneladende lykkelige tilstand inden det digitale syndefald. Den kan også høres i synthsoundtracket til Stranger Things, der nikker til gysermesteren John Carpenter og betjener sig af de analoge synthesizere, som alle musikere fik råd til netop i 1980’erne – og som klangligt gennemfarvede årtiet.

Det var også dengang, man havde færre valgmuligheder, hvor man kedede sig og ikke kunne trykke undo, når man havde jokket i spinaten. Stranger Things taler ind i en hyperkompleks nutid, hvor vi længes efter det modsatte. Kontraproduktiv, historisk nostalgi, der er lige så næringsrig og dog så rigtig som lørdagsslik.

Stranger Things føles så godt, fordi den vinker til os fra en tid, hvor vi virkelig frygtede at verden skulle ende. I stedet for nu, hvor vi nærmest venter på det.

’Stranger Things’ – findes på Netflix

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her