Læsetid: 4 min.

Poetisk magtdemonstration

Olga Ravn er klædeligt monoman i sin nye digtsamling om at leve tæt på alvorlig sygdom og om det ørkesløse ved ulykkelig kærlighed
20. august 2016

Om sin kendteste linje, ’en rose er en rose er en rose er en rose’, skal den amerikanske digter Gertrude Stein engang have sagt, at i den linje var rosen rød for første gang i engelsk poesi i hundrede år.

Det selvbevidst corny, sartgrønne omslag på Olga Ravns nye digtsamling, helt domineret af titlen, Den hvide rose, i glasurdryppende, hvide typer, forsikrer mig, straks jeg får bogen i hånden, om, at rosen som poetisk kliché i den grad stadig spøger, når der skal digtes om ulykkelig kærlighed, her godt hundrede år efter Steins berømte linje forfattedes.

Med sin udtalelse udpeger Stein romantikkens digtning som horisont. Hendes rose, mener hun, blev rød for første gang siden den romantiske poesi overopladede sproget i en sådan grad, at hver en rose i det moderne måtte læses i skæret fra alle de poetiske roser, der kom før den, hvorfor rosens akutte, sanselige tilstedeværelse var behørigt svækket.

Men hvis rosen som poetisk symbol for Gertrude Stein var slidt og måtte rystes af gentagelsens legende insisteren, for at den igen kunne blive rød, så begynder Olga Ravn nærmere dér, hvor alene det at udpege rosens klichéstatus er blevet en, om muligt, endnu værre kliché. Derfor virker det indlysende, at hendes udgangspunkt er den hvide rose, den farveløse, næsten så udvasket, at vi ikke længere kan se den.

Det er så denne sarte, passionsløse rose, som af Ravn køres gennem en poetisk maskine, der er ganske anderledes skruet sammen end Steins, men mindst ligeså afhængig af gentagelsen. I Ravns små forløb af i alt 160 stramme femlinjers digte føles gentagelsen ofte mere som tvang end som leg.

Linjer varieres minimalt, og de samme elementer flyttes rundt, så det næsten vækker mindelser om anagramdigte, som de kendes fra den tyske surrealist Unica Zürn, hvis forsinkede danske modtagelse Ravn har bidraget til.

Digtene i Den hvide rose er ikke anagrammer, men tematisk styrede surrealistiske billeddrømme om kærlighed og sygdom fra et jeg til et du, der begge desuden kan indtage tredje person (hhv. ’plejeren’ og ’den syge’).

Men de baserer sig på en permutationsagtig gentagelsesmaskine, der tager udgangspunkt i et andet alfabet, som består, ikke af bogstaver, men af en slags poetiske elementarpartikler. Relativt få, enkle billedelementer (f.eks. øje, blad, sol, græs, ansigt, hånd, have, hjerte og, frem for alt, rose) indvæves med forskellige stoflige kvaliteter (fedt, olie, vand, lys, skygge) og hændelser (fald, stigning, blomstring, død), mens de pseudosystematisk varieres og rekombineres, så nye billeddannelser, situationsglimt og stemninger opstår.

Billederne kan være alt fra haikurene sansninger (»Roserne/ står våde i haven / som sammenkrammede / papirservietter / i buskene«) til genuint mærkelige, surreelle skred (»Jeg er den afsluttende /klud der vasker / dit ansigt / jeg er dine dages ende din evige / fedtrose alene«), men hele tiden arbejder de inden for et nærmest klaustrofobisk begrænset vokabularium, som langsomt akkumulerer sig i læseren, og effekten udebliver ikke. Det er fornemmelsen af hengemt sorg, der lugter som råddent vand.

Det er svært at underbygge læseoplevelsen ved at citere, for tekstens virkning er ikke først og fremmest baseret på poleret perfektion eller prægnante enkeldigte, det er i selve ophobningen og variationen, at stemningen genereres. Digtenes ulykke er ikke mørk og dæmonisk, men hvidligt forskelsløs. Det er den udslidte ørkesløshed og stille desperation, som ikke finder forløsning i voldsomhed, men i stedet spilles igennem som gentagelsestvang i en træt, tåget suppedas.

En magtdemonstration

Hvor de slyngede sammenligninger og påhitsomme besjælinger, som stakåndet afløste hinanden i Ravns roman Celestine fra sidste år efterlod mig i en plumret forvirring, kan jeg i Den hvide rose mærke billedernes suggestive styrke på en helt anden måde. Var metaforerne i Celestine nærmest sjuskede, så har det i Den hvide rose en klar pointe, at de er så løse, at kan de blive ved at varieres gennem de små forløb, og at de skrider ud og modsiger sig selv.

Dels fordi deres flossede skønhed træder frem, når de spilles igennem den enkle stramme form, Ravn har valgt, og dels fordi de lykkes med at formidle den følelsesmæssige lammelse, som Ravn i Celestine nok tilstræbte, men ikke helt fik forløst.

Olga Ravn, som både i sin poetiske debut og sin debutroman havde temmelig mange jern i ilden, har med den Den hvide rose kastet sig ud i et nærmest monomant digtprojekt, som demonstrerer en stærk og begrundet tillid til bæredygtigheden af egen poesi. Hendes greb om poesiens virkemidler er betydeligt sikrere end om prosaens.

Og bedst som jeg havde forliget mig med ørkesløsheden som poetisk punchline, så letter den hvide tåge, så også Ravns rose til sidst flammer op og bliver så rød og intenst til stede som Gertrude Steins.

Igen er effekten noget, der etableres ved akkumulering, langsom gennemspilning af den ’rosarøde’ (netop ikke rosenrøde) farve, som intensiveres gennem de sidste omtrent 20 digte og opnår en stærkt forløsende effekt på den farveløse baggrund af hvid tåge, der digt efter digt har smøget sig om roserne, haven, havet, græsset og den syge. Her det sidste, digt, som smukt og symmetrisk spejler sig om sin akse:

I den første sol

rosarødt og lydigt

under blomstringen

rosarødt og lydigt

i den første sol

Således er Den hvide rose ikke den trætte metadigtsamling om poesiens slidte sprog, som omslaget postulerer, men en sanselig bog om at gennemleve sygdom, smerte og kærlighedstab, og en magtdemonstration fra Ravns billedstærke digteriske sprog, som besidder den mest uforlignelige evne til at gestalte sansninger, selv de mest fortærskede, så vi mærker dem på ny, så solen igen står op.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu