Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En radikal fortolkning af den menneskelige tilstand

’The Lobster’ er et mesterværk og en sort komedie om kærlighedens tvetydighed og tyranni. Og om menneskets ultimative ensomhed. Man forlader den pulveriseret
Den græske instruktør Yorgos Lanthimos har med ’The Lobster’ skabt en uforudsigelig fabel, der er lige så trodsig i sin dissekering af kærlighedens tyranni og tvetydighed, som den er opmærksom på den sorte komik i den menneskelige eksistens og ensomhed.

Den græske instruktør Yorgos Lanthimos har med ’The Lobster’ skabt en uforudsigelig fabel, der er lige så trodsig i sin dissekering af kærlighedens tyranni og tvetydighed, som den er opmærksom på den sorte komik i den menneskelige eksistens og ensomhed.

Camera Film

Kultur
26. august 2016

De er mageløse, og de er totalt på spanden. De har ingen kærester i et samfund, hvor man partout skal indgå i tosomhed – ikke bare fordi det nu er den sociale konvention, men fordi det er lov i filmen The Lobsters orwelliansk kærlighedstyranniske samfund.

Sidste chance for de udstødte er et badehotel, hvor man, herunder også vores hovedperson David, tvangsindkvarteres. Man har nu 45 dage til at finde sig en mage, vel at mærke én, som man matcher ydre kendetegn med – om det så er spontant næseblod eller bygningsfejl i øjnene.

Hvis det mislykkes, så bliver man i det såkaldte Transformation Room omdannet til et dyr efter eget ønske. David har valgt hummeren, the lobster, fordi den har blåt blod, lever over 100 år og er frugtbar hele vejen.

I skoven jager singlerne mennesker og kan vinde ekstra dages ophold, hvis de nedlægger dem med deres rifler ladt med bedøvelsespile. Det sker i smukke slow motion-scener, der leder tankerne hen på A Clockwork Oranges ’Flat Block Marina-scene’, hvor menneskeligt barbari transformeres til en pervers form for dans.

Her i The Lobster endda til lyden af den dundersmukke græske sang »Apo Mesa Pethamenos«, om forlist kærlighed. Et andet sted i A Clockwork Orange var volden tilsat »Singin’ In The Rain«.

Jeg har ikke set magen til film. Ok, der kan da trækkes tråde til Kubrick, Buñuel (også i dén grad), Tati (i negativ), Battle Royale, 1984, Fahrenheit 451, Kurt Vonnegut, Villy Sørensen.

Men den græske instruktør Yorgos Lanthimos har alligevel skabt et egensindigt værk, der er lige så trodsigt i sin dissekering af kærlighedens tyranni og tvetydighed, som det er opmærksomt på den sorte komik i den menneskelige eksistens og ensomhed.

Befrielse fra kærligheden

Middelklassens alt andet end diskrete mangel på charme på badehotellet, komplet med tvangshyggelige danseaftener. Den absurdistiske stemning i filmen, fornemmelsen af at se den dødelige tummel udefra og undre sig over, hvad meningen med det hele er?

Musikken byder på kompositioner primært for strygere (men også klaver) fra Shostakovich, Beethoven, Stravinskij, Strauss. Stressende, urovækkende, ildevarslende, undersøgende, romantisk forløsende – eller forliste.

Fotograferingen er elegant, vemodig, holdt i grågrønne, gråbrune toner. Kameraet beskriver verden som et trist fængsel gennem faste indstillinger, som om skuespillerne er fanget i kameraets synsfelt, ude af stand til at bryde ud af indramningerne. Ikke noget håndholdt pladderhumanistisk indlevelse her.

Colin Farrell er – mere eller mindre for første gang i sin karriere – formidabel i hovedrollen. En tyst romantisk oprører. Rachel Weisz brænder igennem, både som filmens kyniske fortællestemme og siden også foran kameraet. Léa Seydoux er en passivt brutal leder.

Og John C. Reilly og Ben Whishaw (kendt som Q i de seneste to James Bond-film) som Davids to venner på hotellet er lige tilpas underdrejet komiske – ikke i færd med at give os humoristiske frikvarter fra alvoren, men i gang med at understrege den.

Undervejs støder David ude i skoven på en illegal milits, der vil befri folket fra kærligheden. Og lige så præcist spejlvendt denne Suzanne Brøgger-gruppe er i deres kærlighedssyn, lige så akkurat totalitære er de i deres disciplin og lovgivning.

Det såkaldt røde kys bruges således til at straffe to, der har kysset. Deres læber skæres op med barberblade, og de tvinges til at kysse. De frygter alle det røde samleje. Rundt omkring dem, ude i skoven, går transformerede mennesker, en påfugl, et svin, en kamel.

På badehotellet skal man til gengæld bevise, at man virkelig elsker hinanden, og den sidste etape er 15 dages udmarvningsophold på en yacht. Hvis parret ikke kan finde løsninger på deres skænderier, så indforskrives børn til at hjælpe dem med at løse opgaven. Det plejer at virke.

Hvorfor elsker vi dem, vi elsker? Er det bare matchende ydre kvaliteter, som i filmens kærlighedstyranni? Det foresvæver mig at være noget mere kompliceret. Og sværere.

I The Lobsters tvangspardannelser handler det ikke længere om kærlighed, men om parforholdet som repressiv konvention, om at opretholde den bedste og mest statiske produktionsenhed, civilisationen endnu har opfundet. Tosomhed som den mentale død, man skal lide, for at kunne passe ind.

The Lobster er en påmindelse om, hvad spillefilmen kan tilbyde som alternativ til tv-seriens kulturelle dominans: en koncist skåret, kompakt fortælling. En radikal fortolkning af den menneskelige tilstand. En formfuldendt kunstnerisk stillingtagen langt hinsides realismen.

Mens tv-serierne lokker med forførende intrikate plots, vidt forgrenende karakterudviklinger og klare kontrakter med virkeligheden – selv i paranormale eller eventyrlige serier dyrkes der gængse mellemmenneskelige relationer og klare samtidskommentarer.

I The Lobster er vi på dybt vand. Det er en uforudsigelig fabel om kærlighedens vilkår, på farefuld færd ud i nye lignelser over sjælens forfald under totalitære forhold. Ja, det fremragende skuespil på alle poster er ikke formidlinger af individualisme, men forvaskede skygger af mennesker. Med få undtagelser.

The Lobster er et knusende mesterværk, pulveriseret forlader man biografsalen.

The Lobster – Instruktion: Yorgos Lanthimos. Manuskript: Yorgos Lanthimos og Efthymis Filippou. Græsk-irsk-hollandsk-engelsk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her