Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Rapport fra en plasmaklump

Det er 28 år siden, Klaus Lynggaard sidst udsendte en digtsamling, nu er han tilbage med ’Personfølsomme oplysninger’
Kultur
20. august 2016

Der var engang, hvor han tog rigeligt for sig af livets stimulanser og gerne kunne citere Rimbauds ekstatiske vision: »Lad den komme, lad den komme, tiden, hvor vi begejstres!« Nu er han fanget i sygdommens nådesløse blitzlys, ufrivilligt dopet af medicin og drømmer kun om at flygte ind i mørket: »Afventer natten falder på/ Lad den falde/ Lad den falde«.

Så kort og kontant kan det siges, og den, der siger det, er Klaus Lynggaard, en af denne avis’ trofaste og stærkeste skribenter, som i denne uge udgiver digtsamlingen Personfølsomme oplysninger.

Klaus Lynggaard debuterede som digter i 1981 og bragede igennem i midtfirserne med coming of age-romanerne om Martin og Victoria, der af forskellige grunde aldrig blev til den trilogi, der var bebudet. Siden er det blevet til flere essaysamlinger og CD’er, men digtene har han holdt for sig selv, siden det hed Røv og nøgler i 1988.

Personfølsomme oplysninger er en nøgen, indkogt lille bog primært bestående af tekstfragmenter, der forsøger at registrere, hvad der sker, når den dødelighed, som man troede, var de andres problem, banker på, nej, braser lige ind ad hoveddøren uden at tørre fødderne af først. Lynggaard siger det ligeud på bogens første side, hvor en læge tydeligvis har endnu en dag på jobbet, mens forfatterens verden synker i grus:

»’Vi har fundet en tumor i din højre lunge,’ siger lægen glad. ’En ordentlig én. Hvad siger du så?’« Svaret er i første omgang vrede, men i sagens natur, er der ingen vej tilbage til uskylden fra i går.

Bogens forside er et fotografi af George Shiras fra omkring 1900, han var den første, der fotograferede vilde dyr om natten med blitz, og billedet viser en gruppe rædselsslagne hjorte, der springer væk fra det hårde lys ind i det beskyttende mørke. Fotografiet, som er skabt i en naturvidenskabelig kontekst, er her forvandlet til et nådesløst billede på tilstanden: ramt af en dødelig sygdom.

Den komiske brod

Personfølsomme oplysninger er noteringer fra en krop, der er så syg (ikke af kræften, men af kemoen), at den opleves som en stor diffus plasmaklump.

»Badet i en sved, der stinker af medikamenter/ Og måden hvorpå alt virker ens/ Den ondeste gentagelse/ En dårlig dokumentar set igen og igen«.

Det er tekster skrevet i en tilstand, hvor digteren ikke mere er herre i egen krop, men har overladt forvaltningen til et helt regimente af hvidkitlede distante væsener, mens han selv »afventer tilladelse til at fortsætte«.

Når man er reduceret til en plasmaklump, skriver man ikke sonetter. Også derfor giver det god mening, at bogen for en stor dels vedkommende består af enkeltsætninger eller ganske korte, sorthumoristiske konstateringer. Planerne skifter – fra nøgterne realistiske konstateringer over det mere poetiske til ligefrem gådefulde syner, ligesom stemningslejet kommer hele vejen rundt fra vrede, angst, fortrøstningsfuldhed, ynkelighed, skam, følelsen af, at nu faldt straffen for fortidens skørlevned (en forestilling som næres af vore dages massive sundhedsdoktrin), og en mild og velsignet banal taknemmelighed over, at livet faktisk fortsætter.

Det lyder sort, men løftes op af Lynggaards karakteristiske humor og selvironi, evnen til, selv når det er værst, at se den komiske brod: »Står her med min astma og nærsynethed og herpes og paradentose og begyndende skaldethed og tiltagende fedme og hvæsende lunger og nyder en smule uventet martssol«.

Undervejs sender digteren sine hilsner til levende og døde. Her sender han på nærmest Laugesensk tør facon en lille replik til Søren Ulrik Thomsens forestilling om at lytte teksten frem: »’Du skal bare lytte digtet frem,’/ siger den landskendte måske ligefrem verdensberømte digter/ til mig/ Så jeg lytter og lytter/ Men det eneste jeg kan høre, er bilerne på Isterødvejen/ og en hund, der gør langt borte.« Og her toppes det værste, som samme Thomsen også har beskrevet, grumt og koldt: »Det værste er den første sol i april,/ hvor træerne demonstrativt giver den som skeletter,/ og folk ligner melboller,/ når de misser op mod kemolyset./ Det er det værste.«

Klaus Lynggaard blev syg, men han blev heldigvis også rask igen. Så rask, at bogens sidste digt kan give Kemobob fuckfingeren til fordel for en filmdrøm om, hvordan det skal være, når døden engang kommer, ikke i form af den sorte skikkelse med sammenvoksede øjenbryn, han så under sygdommen, men som en genopstået firser-engel i skikkelse af en cool Claudia Cardinale lookalike. Men indtil da er der givet tilladelse til at fortsætte, som menneske og som digter. Det er det bedste.

Mai Misfeldt er anmelder ved Kristeligt Dagblad.

Interview med Klaus Lynggaard i Moderne Tider side 10-12

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her