Læsetid: 5 min.

Dette er noget så forløsende som en opbyggelig historie om jordens undergang

Vi ved alle godt, at der skal gøres noget ved fødevareproduktion og miljø, hvis vi og kloden skal overleve. Men hvad skal vi gøre? Det kommer den konstruktive franske dokumentarfilm ’I morgen’ med mange gode bud på
80 procent af verdens fødevarer produceres af små, uafhængige landbrug, fremgår det af dokumentarfilmen ’I morgen’.
11. august 2016

Vi mennesker er gode til at fortælle undergangshistorier.

Hvad enten det er film om naturkatastrofer og invasion fra det ydre rum eller tv-serier om zombier, der løber verden over ende, så forstår vi kreativt og økonomisk at få det optimale ud af vores fascination af og frygt for en fremtid, der med så store klimamæssige og økonomiske problemer tegner alt andet end lyst.

Også de dokumentarfilm, der tager udgangspunkt i vores virkelighed og hverdag – hvad enten de handler om økonomi, politik eller miljø – har mere end en snert af dommedag over sig, og om noget bekræfter de os i vores værste anelser: Verden er ved at gå under, og handler vi ikke nu – ja, faktisk i går – så er det for sent.

For et par dage siden kunne man i et debatindlæg her i avisen læse, at »klimaforandringerne er allerede i gang – det er der bare ikke nogen, der fortæller os,« og samtlige statistikker over befolkningstilvækst viser, at vi snart får svært ved at brødføde alle på kloden. Og så er der lige det med drikkevandet og de fossile brændstoffer, som vi er ved at løbe tør for.

Noget må gøres, og måske er det i virkeligheden undergangsfilmenes formål – at skræmme os til at handle. Det er bare så tungt, og det sker så sjældent, at en film i stedet er konstruktiv og indgyder os håb ved at vise en vej ud af den ulykkelige situation.

Det er dog, hvad den nye, franske dokumentarfilm, I morgen, forsøger. Skuespillerinden Mélanie Laurent og en håndfuld af hendes venner, blandt andre filminstruktøren Cyril Dion, ved godt, hvor slemt det står til, og som unge mennesker og forholdsvis nybagte forældre vil de gerne vide, hvad de selv kan gøre for at sikre deres børns fremtid.

Og den viden vil de give til alle andre, der ikke længere er interesseret i kun at få malet fanden på væggen, men gerne vil handle.

Nye metoder

Og så rejser franskmændene ellers verden rundt og taler med økonomer, historikere, iværksættere, gartnere, lokalpolitikere, skole- lærere, butiksindehavere, fabriksarbejdere, skraldemænd og mange andre, som alle bidrager til en tiltrængt overhaling af verden.

Det handler ikke kun om klima, miljø og økonomi, men også om landbrug, energi, uddannelse, nærdemokrati og viljen til at ville gøre tingene på en anden måde end hidtil.

Blandt nøgleordene er diversitet og respekt, og det gælder både inden for måden, vi driver virksomheder og dyrker jorden på, om de finansielle strukturer i lokalsamfundet og på det nationale plan og om at tænke i alternative energiformer, mens vi i det hele taget prøver at nedsætte energiforbruget. De traditionelle metoder og tankegange fungerer ikke længere, og der skal afprøves nogle nye.

Og selv om det indimellem forekommer helt mirakuløst, er der mange gode og realistiske bud på, hvad man kan gøre, hvis man vil.

Mélanie Laurent og Cyril Dion tilbringer nemlig ikke kun tid sammen med teoretikere – de tager ud på virksomheder, til landbrug, i skoler og småsamfund, hvor praktikere, ofte helt almindelige mennesker og bekymrede borgere, omsætter kloge ord til handling med en synlig effekt.

Godt for miljøet

I Detroit, der engang var den amerikanske bilindustris centrum, men nu er ved at uddø, besøger de bylandbrug, som forvandler byens mange tomme byggegrunde til grønne oaser, og hvis målsætning det er inden for en overskuelig fremtid at kunne brødføde de fleste af byens beboere.

Det er hårdt arbejde, men giver folk noget at gå op i og tage ansvar for og er samtidig yderst bæredygtigt og CO2-venligt, fordi fødevarerne ikke som ellers skal transporteres over lange afstande.

I England besøger filmholdet landsbyer, hvor man dyrker urter, grøntsager og blomster på enhver grøn plet inden for bygrænserne, ligesom man flere steder har indført sin egen møntfod, der gør det muligt at handle lokalt og på den måde få penge, tjenestydelser og varer til at blive i det lille samfund i stedet for at forsvinde ned i lommerne på de store koncerner.

Det giver både national- og lokaløkonomisk mening, og det er godt for miljø og sundhed.

80 procent af verdens fødevarer produceres af små, uafhængige landbrug – de store industrilandbrug står kun for 20 procent – og i Frankrig ser vi, hvordan afgrøder og planter kan blandes på en måde, der øger udbytte og kvalitet, samtidig med at det er godt for jorden, der dyrkes.

I København interviewes teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL), der fortæller om kommunens held med at nedbringe CO2-udledningen ved at omlægge til vindenergi, og arkitekt Jan Gehl taler om, at byer skal indrettes, så de er rare at opholde sig i, og så folk får lyst til og mulighed for at røre sig i stedet for at sidde på deres flade.

Danskernes forkærlighed for at cykle bringes selvfølgelig også i spil, men de forsigtige franske filmfolk skal lige vænne sig til, at for os er cyklen primært et transportmiddel, ikke noget, vi bruger til en stille hyggetur gennem byen.

Fuld af virketrang

Og sådan fortsætter I morgen på sin tematiske og pædagogisk opbyggede verdensomrejse i kapitler, der også tager os med til Indien, Finland, Island og en lille, fransk ø, hvor engagerede og idealistiske mennesker har held med at kombinere omtanke og bæredygtighed med almindelig sund fornuft og økonomisk tæft.

Det handler ikke om at tjene penge bare for at tjene penge, men om at få en forretning til at løbe rundt, uden at det går ud over miljøet, snarere tværtimod. På den franske ø stiller et energiselskab f.eks. drivhuse til rådighed for bønderne, mod at det får lov til at lægge solceller på tagene. Det resulterer både i billige fødevarer og billig, miljøvenlig energi.

I morgen er en positiv og opbyggelig film, der tilmed er meget smukt fotograferet, hvilket spiller en rolle, når man skal skabe interesse for det store, fælles projekt.

De mange samfund, byer, virksomheder og landbrug, man får lov at besøge, tager sig ganske frodige, harmoniske og forførende ud, og hvem vil ikke gerne bidrage og være med til det?

Det er også en informationsmættet film, og man skal holde ørerne stive for at få det hele med.

Man er filmen igennem bevidst om, at de mange brillante initiativer er nødvendige og sker på en kedelig baggrund, og det siger sig selv, at der skal endnu flere mennesker og ideer til, hvis anstrengelserne for alvor skal have en gavnlig effekt på klima og økonomi.

I morgen ender da også med en opfordring til at engagere sig, og netop den optimistiske, imødekommende tone og de mange sympatiske og dygtige mennesker, man møder undervejs, giver én lyst til netop at gøre det, engagere sig.

Det er en dybt inspirerende film, og man forlader biografen sjældent opløftet og fuld af virketrang.

’I morgen’. Instruktion: Mélanie Laurent og Cyril Dion. Fransk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Niels Duus Nielsen
  • Nanna Wulff M.
  • Pia Qu
  • Torben Jørgensen
  • Poul Anker Sørensen
  • Kurt Nielsen
Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Nanna Wulff M., Pia Qu, Torben Jørgensen, Poul Anker Sørensen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Afrikas befolkning vokser med 2,5 procent om året. Det betyder at befolkningstallet i Afrika fordobles på 28 år. Verdens befolkning er på mindre end 100 år vokset mere ned 4 gange. Mange af klodens problemer skyldes befolkningseksplosionen.

Herman Hansen

...Genbrug er da meget fint. Men hvad med helt at lade være med overhovedet, at producere alt det vi faktisk slet ikke har brug for?

...Jagt efter evig økonomisk vækst, kapitalisme og markedsøkonomi forhindre dog dette i en dereguleret verden. Som om materielle goder er den eneste lykke, der er værd at stræbe efter - Det er i hvert fald det eneste svindler-regeringer har af argumenter for deres politik.

Lars Hazelton

Thomas R. Maltush var demograf og økonom i England i 1800-tallet. Han agumenterde for at befolkningen altid ville være større end produktionen af fødevare... Hmm han har ikke fået ret endnu. Med hensyn til økologiske trusler har mennesker udløst dem siden oldtiden, men også fundet løsningerne: Prøv at tjekke Danskerne kamp mod sandflugten i 17-1800-tallet. Da man opdagede konsekvenserne af at ald dkov var fældet, begyndte oplyste folk at plante ny skov. Det var ikke let og tog tid men erosion af Danmarks jord blev stoppet. Derfor skal vi ikke opgive indsatsen i vor tid men bruge videnskab og teknologi og demokrati. Det er store udfordringer vi står over for men vi har viden og teknologi. Nu mangler vi politikken som passer til udfordringerne.

Anne-Marie Paul

At lade børn få mulighed fo at undres og forundres over naturen ville være den bedste garanti for at de også som voksne også får lyst til at drage omsorg for den. Dejligt med en film, der ikke slår undergangs tonen an

olivier goulin

@Jørgen,

Præcis. Det helt kausale problem i klimaproblematikken er overbefolkning. Jorden kan ikke brødføde 6 milliarder mennesker uden intensivt landbrug - og det betyder fossile brændstoffer.
Jordens befolkning skal reduceres gevaldigt for at bringe naturen i balance igen. Men det bliver bl.a. selvsamme klimaforstyrrelser, der effektivt kan forestå en sådan reduktion. Det er en fuldstændig logisk feedback-mekanisme, der restituerer ligevægten.

Det er i det lys man skal forså klimaproblematikken. På sæt og vis er den logisk, nødvendig og uafvendelig. Trods alle ædle initiativer på bevare det eksisterende i en eller anden forbedret form, er undergang og destruktion en uafvendelig kollektiv skæbne. I de kommende år vil denne erkendelse brede sig - og man vil forstå, at hele processen er indskrevet i den historiske logik som en overgang til en ny begyndelse for menneskeheden. Det er hverken første eller sidste gang, det sker.

/O

Lars Bo Jensen

Det er da bekvemt at give overbefolkning i Afrika skyld for klimaproblematikkerne, men det er stadig os, de velbjergede vesterlændinge, der forbruger hovedparten af ressourcerne og står for hovedparten af CO2 udledningen. Kina er kommet godt med på CO2 udledning, men det er i høj grad for at producere varer som vi forbruger.

Bill Atkins, Flemming Berger og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar