Læsetid: 4 min.

Hvad vil det sige at gå glip af sin barndom?

Efter forbytningsdramaet ’Min søns familie’ tager Hirokazu Koreeda igen hverdagens dramaer rørende alvorligt i sin mildt melankolske ’Søstre’
Den konfliktsøgende biografgænger venter først utålmodigt på et centralt, forløsende plot i filmen ’Søstre’, men overvindes langsomt af filmens rolige tempo.

Camera Film

19. august 2016

Hverdagens rutiner og ritualer spiller en vigtig rolle i Hirokazu Koreedas nye film om fire japanske søstre. At være en familie handler om blodets bånd, men også om alt det, man deler sammen i det daglige.

De små øjeblikke og anekdoter, som skaber en særlig forbindelse, når man f.eks. smager på bedstemors blommevin fra havens gamle træ eller mindes en særlig madret, som er gået i arv gennem generationer.

Hverdagens små såvel som store dramaer er en vigtig del af familiebåndet, og det fanger Koreeda levende i sit seneste familieportræt, hvor tre søstre indlemmer en hidtil ukendt yngre søster i deres særlige fællesskab.

Koreeda brød igennem med dramaet Maborosi og blev for alvor et navn med den metafysiske perle After Life, hvor afdøde får hjælp til at genskabe deres bedste minder til efterlivet.

Siden har han især udmærket sig som det japanske hverdagsdramas mester bl.a. med den rørende Nobody Knows, hvor en 12-årig fungerer som forælder for sine tre yngre søskende. Senest fortalte han i Min søns familie om identitetskrisen, da to forældrepar opdager, at deres sønner blev forbyttet ved fødslen.

Nedarvet rod

Søstre har et tydeligt slægtskab med de fine forløbere gennem temaet om efterladte børn og stiller også spørgsmål om, hvad det vil sige at gå glip af sin barndom, når man bliver tvunget for tidligt ind i voksenlivet.

Men samtidig er Søstre helt sin egen ved mere mildt og melankolsk at fokusere på tre voksne børn, der prøver at få styr på noget nedarvet rod midt i deres helt almindelige liv.

I Søstre arver storesøster Sachi (Haruka Ayase), Yoshino (Masami Nagasawa) og lillesøster Chika (Kaho) nemlig en 13-årig halvsøster, som de ikke har haft kendskab til.

Faren flyttede hjemmefra 15 år tidligere og har ikke holdt kontakt med sine børn. Da han dør, efterlader han sig datteren Suzu (Suzu Hirose), som de tre søstre bestemmer sig for at invitere ind i deres liv.

De tre søstre, alle i 20’erne, bor sammen i et stort hus i Kamakura uden for Tokyo, som deres mor har ladet dem beholde, mens hun – ligesom faren – er rejst væk for at forfølge et andet liv andetsteds.

I det charmerende hus er der masser af plads til Suzu, men spørgsmålet er, hvordan det påvirker hverdagen, når tre søstre pludselig bliver til fire, og den ene ved sin blotte tilstedeværelse minder de tre andre om deres forfløjne far og hans utroskab.

Koreeda anlægger fra starten en let tone, når han åbner fortællingen med den midterste søster, Yoshino, på vej fra en tilfældig flirt.

Filmen bygger på Akimi Yoshidas serialiserede mangaroman Umimachi Diary, og måske derfor er de tre søstres personligheder ret skarpt tegnede fra starten. Sachi er den strenge og ansvarlige, Yoshino er den romantiske og uansvarlige, mens Chika er den mere barnlige yngste søster med pudsig tøjstil og skæve indfald.

Ind i søsterskabet kommer den søde og medgørlige Suzu, og for en konfliktsøgende biografgænger går det helt enkelt overraskende smertefrit. Suzu falder hurtigt til, får nye venner og bliver en populær spiller på skolens fodboldhold.

Det er interessant selvransagende at konstatere, hvordan man først utålmodigt leder efter det forløsende centrale plot, selv om man nyder at være i søstrenes selskab.

Efterhånden sætter Koreedas rolige tempo og sans for hverdagspoesi sig så i kroppen, og man kan nyde at være til stede i hans fine scener frem for hele tiden at være på vej.

Familier og blommevin

Det er ikke, fordi der ikke sker noget i Søstre. Det sker bare mere slentrende end i mange andre film, mens årstiderne skifter, og hver karakter stiller sine egne spørgsmål til livet.

Er det i orden at have en affære med en gift mand, når man fordømmer sine forældre for deres utroskab? Kan man tilgive sin mor, når hun pludselig dukker op og vil spille en rolle i ens liv efter mange års fravær?

Koreeda har anerkendt Søstre som en homage til den japanske mesterinstruktør Yasujiro Ozu, og både i indhold og stil kan man se paralleller til Ozus familieskildringer; ikke mindst når kameraet søger øjenhøjde under de mange måltider, som indtages siddende på gulvet.

Først i filmen forstyrrer musikken, når klaver og strygere insisterer på at binde scener følelsesladet sammen for så brat at forsvinde igen. Heldigvis finder helheden efterhånden et bedre toneleje, og filmen slipper sågar af sted med at lade den charmerende Suzu tage en sansende cykeltur gennem storblomstrende kirsebærtræer, uden at det bliver for meget af det gode.

Det skyldes især de fire søsterskuespillere, som smittende skaber følelsen af, at det handler om fællesskabet og forholdet mellem søskende og generationer frem for at være en historie om en enkelt af dem.

Man glider ind i deres liv, hvor en moderne hverdag og de mange traditioner smelter sammen. Det ene øjeblik beder man til forfædrene ved et alter i stuen, det næste leder man efter mobilen.

Fortid og nutid sameksisterer, og selv om der er mindst lige så meget på spil som i en ny sæson af Arvingerne, kommer det helt enkelt ud på en anden let og lavmælt måde.

Søstre er ikke Koreedas bedste film, men den indeholder mange strålende grunde til at mødes i mørket og tænke over familier, blommevin og meget andet derimellem.

’Søstre’ – Instruktion og manuskript: Hirokazu Koreeda. Japan (Grand Teatret i København samt andre biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer