Læsetid: 4 min.

Skat, tror du vi rykker ned i år?

Den tyske sociolog Oliver Nachtwey leverer en sociologisk og økonomisk funderet dissektion af middelklassens tiltagende angst og risiko for deroute i ’Nedrykningssamfundet’
Den tyske sociolog Oliver Nachtwey leverer en sociologisk og økonomisk funderet dissektion af middelklassens tiltagende angst og risiko for deroute i ’Nedrykningssamfundet’

Line Høstrup/iBureauet

9. august 2016

Alle, der har prøvet at løbe op ad en nedadgående rulletrappe, vil intuitivt forstå det: Angsten for at kræfterne slipper op før toppen, så man atter havner i bunden.

Spørgsmålet er her, om der i Europas vækstløse, kapitalistiske demokratier stadig er rulletrapper, der bare sådan går opad. Og om der i så fald er plads på dem.

Rulletrappe-billedet stammer fra den tyske Frankfurter-sociolog Oliver Nachtwey, hvis nye værk Abstiegsgesellschaft (Nedrykningssamfundet eller Nedstigningssamfundet, red.) blandt imponerende mange andre forehavender forsøger at skabe en opdatering af Ulrich Becks klassiker om Risikosamfundet fra 1986.

Nachtwey beskriver indgående, hvordan vi i de vesteuropæiske samfund på mange måder er blevet mere ligestillet, f.eks. i forhold til uddannelseschancer.

Men denne chancelighed, der virker til at gøre vores individualistiske samfund retfærdigt, retfærdiggør samtidig den stigende økonomiske ulighed. For du havde jo chancen, taber.

Her er de prekære jobmuligheder for unge akademikere som freelancere, projektansatte eller vikarer kun ét – om end meget medieeksponeret – fænomen i et samfund, hvor den kollektive angst for det sociale fald ifølge Nachtwey er allestedsnærværende i de fleste europæiske lande.

Den sociale modernitet

Hvor efterkrigsgenerationerne oplevede, at arbejderbørn blev til akademikere, og at Folkevognsboblen blev til en Audi, sidder den samfundsmæssige elevator nu fast i tidens vækstfri kapitalisme, mener Oliver Nachtwey:

»Under det tilsyneladende stabile samfund er grundpillerne for den sociale sikkerhed for længst begyndt at erodere, sociale styrt og nedrykninger bliver hyppigere. (...) En universitetsgrad giver ikke længere automatisk status og sikkerhed, arbejdstagere får til stadighed mindre af den store kage.«

Nachtwey beskriver, hvordan den ubrudte vækst fra cirka 1950 til 1973 – i Tyskland på cirka fem procent årligt – skabte den samfundselevator, der skubbede alle samfundslag med opad.

Fra den økonomiske krise i midten af 70’erne kom denne ’sociale modernitet’ med dens blanding af socialstat, keynesianisme og statslig gældsættelse imidlertid selv mere og mere i krise. Omkring årtusindskiftet gik den langsomt, men endegyldigt i opløsning.

Her havde den offentlige sektor stadig en forbilledlig funktion som – ofte ineffektiv – arbejdsgiver i forhold til ansættelsesvilkår og sikkerhed.

Samtidig var den sociale modernitet ikke bare præget af opgangstidernes fremskridtsoptimisme, men også af en inklusion mellem klasserne i socialstaten, mener Oliver Nachtwey.

Det skulle ændre sig. Ikke kun på grund af den udskældte neoliberalisme og »klassekampen fra oven«, som Nachtwey kalder det.

I konkurrenceevnens navn blev arbejdsløshedsunderstøttelsen her forkortet, og arbejdstagerforhold blev dereguleret, ikke mindst i de socialdemokratiske Agenda 2010-reformer i Tyskland.

Samtidig var den sociale modernitets opløsning her også en konsekvens af den – ofte venstreorienterede – kritik af denne epokes bureaukrati og kvælende statslige standardiseringer.

Krisevinder på overfladen

På overfladen er Tyskland i dag stadig en af ’eurokrise-vinderne’. Men eksportsucces og lave arbejdsløshedstal dækker her over en stor lavtlønssektor og millioner af prekære ansættelsesforhold, betoner Nachtwey.

Hvor 84 procent af den vesttyske arbejdsstyrke i 1970 havde regulære, tidsubegrænsede ansættelsesforhold, er andelen i dag knap to tredjedele med nedadgående tendens.

Nachtwey leverer her svært interessante eksempler fra medier over post til ’åndende bilfabrikker’, hvor kapacitet og produktion gøres fleksibel ved at skrumpe antallet af fastansatte voldsomt til fordel for vikararbejde og udlicitering.

Generelt tror han ikke på arbejdets undergang i automatiseringen af produktion og tjenesteydelser. Vi kommer ikke til at mangle arbejde, men i projektarbejderens, freelancerens og crowdworkerens tidsalder kommer vi til at mangle socialt integrativt arbejde.

Altså arbejde, der kan virke sammenbindende for de forskellige samfundslag og arbejdstyper, mener han.

Nogle af de samfundspsykologiske beviser ser han i en øvre middelklasse, der i historisk grad afgrænser sig nedad, i en politisk apati og i antidemokratiske strømninger – ofte med socialdarwinistiske overtoner, hvor underklassens kultur affærdiges som ’uproduktiv’.

Samtidig er der opstået en tidsånd, hvor man ikke får løn og anerkendelse ud fra ydelse – f.eks. som sygeplejerske eller renovationsarbejder – men ud fra ’succes’.

Det indeholder en cirkelslutning, hvor de økonomiske og politiske eliter retfærdiggør deres indflydelses- og lønniveau ved at definere sig selv som samfundsbærende og succesfulde – målt ud fra netop deres egen succes.

Det sociale tilbagetog

Hvor Ulrich Beck for 30 år siden talte om ’den refleksive modernitet’ som udløseren for den beklemmende tidsånd, kalder Nachtwey den skitserede bevægelse for ’den regressive modernitet’.

Det er bogens omdrejningspunkt og egentlige pointe. Vi er i hans øjne kort og godt i gang med at ødelægge den sociale integration i vores samfund, som vi opbyggede i løbet af ’den sociale modernitet’.

Denne diagnose af de vestlige samfunds fragmentering og polarisering er ikke bare en tabsfortælling om de gode gamle dage i ’det sociale moderne’.

Nachtwey beskriver selv, hvordan socialstats-demokratiets herredømme var med til at lamme den politiske energi, og hvordan den berettigede og frigørende kritik af det social-bureaukratiske jernbur af standardiseringer og normeringer indgik en skjult alliance med neoliberalismen.

Alligevel er mange af konsekvenserne fatale, mener han.

Det første krisesignal er her, at store dele af den nedrykningstruede middelklasse ikke føler, at de etablerede partier tager deres bekymring alvorligt, og at deres mulighed for indflydelse på samfundets spilleregler er svindende – hvilket også er en konsekvens af finansmarkedernes øgede styrke i de permanente kriser.

Dertil kommer en underklasse, hvis faktiske indflydelse er faldet, selv om mulighederne for politisk deltagelse er steget. Det har ført til en pivåben, ofte postdemokratisk ladeport for både højre- og venstrepopulistiske strømninger.

Mange af Nachtweys pointer er ikke nye. Til gengæld er de fleste af dem empirisk underbygget og ganske reflekterede. Tilmed er Nedrykningssamfundet usædvanligt letlæst for et sociologisk værk med et væld af referencer til sociologiske og økonomiske klassikere. Det eneste, der mangler, er en udvej af miseren.

Oliver Nachtwey: ’Die Abstiegsgesellschaft. Über das Aufbegehren in der regressiven Moderne’. Forlaget Suhrkamp 2016, 264 s., 18 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Jensen
  • Tue Romanow
  • Pernille Elholm
  • Estermarie Mandelquist
  • Ivan Breinholt Leth
  • Benny Larsen
  • Torben K L Jensen
  • Ruth Gjesing
  • Bjarne Andersen
  • Jørn Andersen
  • Kasper Andreasen
  • Carsten Svendsen
  • Sidsel Jespersen
  • Liliane Murray
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
Peter Jensen, Tue Romanow, Pernille Elholm, Estermarie Mandelquist, Ivan Breinholt Leth, Benny Larsen, Torben K L Jensen, Ruth Gjesing, Bjarne Andersen, Jørn Andersen, Kasper Andreasen, Carsten Svendsen, Sidsel Jespersen, Liliane Murray, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ivan Breinholt Leth

“Nachtwey beskriver selv, hvordan socialstats-demokratiets herredømme var med til at lamme den politiske energi, og hvordan den berettigede og frigørende kritik af det social-bureaukratiske jernbur af standardiseringer og normeringer indgik en skjult alliance med neoliberalismen.”

Det må være New Public Management tiltagene som der sigtes til. Hvor NPM angiveligt skulle medføre en frigørelse fra “ det social-bureaukratiske jernbur”, resulterede NPM i stedet for i endnu mere bureaukrati – f.eks. spildtid i form af endeløse evalueringer og dertil hørende skemaer – og i endnu mere kontrol og overvågning af borgeren. Det er så ikke første gang at en berettiget kritik ender med at indføre mere af det, som der kritiseres. Ligesom når revolutionære oprør mod diktaturer ender i endnu mere diktatur.

NPM er en slags neo-stalinisme uden dødsstraf for dissens. Stalinismen fremstillede også sig selv som et frigørelsesprojekt for de brede masser samtidig med at kontrol og overvågning styrkedes. Endnu en gang afslører neoliberalismen sig som et pseudo-frigørelsesprojekt – eller et frigørelsesprojekt som iklæder sig folkelige floskler for at dække over, at den såkaldte frigørelse tjener en snæver elites interesser. F.eks.: Alle dovne Robot'er og fattige Carina'er skal holdes i en stram snor, så at de, som står tidligt op hver dag, smører leverpostejmadpakker og tager på arbejde, ikke snydes. Samtidig fosser pengene ud af statskassen i skattely og til oprydning efter kaos som følge af finanskrise.

Minna Conradsen, Flemming Berger, Jørn Andersen, Tue Romanow, Erik Jensen , Morten Pedersen, Benny Larsen, Torben K L Jensen, Anne Eriksen, Bjarne Andersen, Niels Duus Nielsen, Kasper Andreasen, Carsten Svendsen, Kurt Nielsen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

Det er så trist når ens tanker og værste frygt bekræftes as specialister.

Jeg har ledt efter en undskyldning til at poste følgende, men her er et godt bevis på hvordan vi f.eks. i Danmark forsøges manipuleret.

Kære danskere, det er helt fint at læse om ting på dansk, men ofte er danske udlægninger af tingene, meget mangelfulde, så hvis man overhovedet kan, så læs også om tingene på engelsk eller andet fremmedsprog, uanset hvad man beskæftiger sig med og interesserer sig for, for læser man kun det danske, er man ofte dårligt oplyst. Se bare forskellen her:

Wikipedia dansk: https://da.wikipedia.org/wiki/Reform
Wikipedia engeslk: https://en.wikipedia.org/wiki/Reform

Minna Conradsen, Jørn Andersen, Ivan Breinholt Leth, Erik Jensen , Torben K L Jensen, Leif Høybye, Anne Eriksen, Bjarne Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Godt set, Liliane Murray:

På dansk: "ændringer eller omdannelser af bestående forhold"

På engelsk: "the improvement or amendment of what is wrong, corrupt, unsatisfactory, etc."

Der er unægtelig stor forskel på den neutrale danske udlægning og den meget værdiladede engelske udgave. På engelsk er det kun forbedringer, der tæller som reformer. På dansk er en forringelse også en reform.

Men forringelser for den mindre velhavende del af befolkningen er for de borgerlige politikere (inkl. socialdemokrater) ensbetydende med forbedringer for dem selv og deres velhavende venner.

Estermarie Mandelquist, Jørn Andersen, Ivan Breinholt Leth, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Benny Larsen, Anne Eriksen, Liliane Murray, Leif Høybye, Kim Houmøller og Bjarne Andersen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

...Indtil nu har den nyere danske samfundsmodel understøttet det almindelige liv for almindelige mennesker. Tag f.eks. de gode lønninger for selv lavtlønnede, den gamle realkredit model, som muliggjorde ejerbolig for alle, forbruger ejet forsyning, banker, forsikringer, folkepension, fri uddannelse og sundhed, dagpenge, kontanthjælp und-so-weiter. Ganske enkelt et slaraffenland uden historisk sidestykke i verdens historien.

...Men så blev konkurrencestaten udnævnt. Nu skal alle goder for den almindelige borger nedbrydes og alle værdier skal tilfalde den økonomiske magt elite, som det har været for vane igennem historien siden kristendommen blev opfundet. Almindelige mennesker skal igen leve med evig angst for konsekvenser og det til overlevelseslønninger. Alt imens den økonomiske magt elite kan få billig arbejdskraft som tyende, der kan skiftes ud efter forgodt befindende.

...Det må stoppes for en hver pris. Det er sikkert ikke populært her, men et samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti synes at være en nærliggende mulighed for at komme af med svindler regeringen, som har vist sit sande fjæs med ikke mindst 225 timers regelen for samlevende kontanthjælpsmodtagere.

...Eller hvordan skal det ellers bringes til ophør?

- Det eneste, der mangler, er en udvej af miseren, slutter Mathias Irminger Sonne sin anmeldelse.

I artiklen Die europäische Abstiegsgesellschaft (Zeit Online, 30. maj) peger Nachtwey dog på en mulig udvej:
Nemlig en venstrepopulisme, der tager borgernes bekymring alvorligt og leder en kamp for solidarisk samfund, kunne derfor vise sig at være et lykketræf for demokratiet.

http://www.zeit.de/politik/deutschland/2016-05/populismus-europa-frankre...

Estermarie Mandelquist, Kurt Nielsen, Benny Larsen, Liliane Murray, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Jeg ved ikke rigtigt hvorfra den misforståelse er opstået, at 225 timers reglen kun gælder for samlevende kontanthjælpsmodtagere.
Den gælder også for enlige - her bliver ydelsen nedsat med 500 kr. månedligt.

Niels Duus Nielsen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Måske skulle middelklassen igen lære at være solidarisk med andre end sig selv ??????

Flemming Berger, Marie Jensen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

...Det ser ud til Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti går sammen om, at sætte en stopper for Den-Lille-Svindlers top-skattelettelser til efteråret. Håber tillige det vil betyde en ende på endnu en hævelse af pensionsalderen, som er helt vanvittig og total urimelig over for dem, som har slidt og slæbt livet igennem - Virkelig helt helt urimelig.