Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Syng af hjertets lyst

Meryl Streep synger falsk i rollen som Florence Foster Jenkins i Stephen Frears’ sorgmuntre ’Florence’, men baner sig vej lige ind i vores hjerter
Det er Meryl Streep, der med stort og kulørt spil løber med det meste af opmærksomheden i Stephen Frears’ nye film ’Florence’.

SF Film

Kultur
26. august 2016

Den har det hele, historien om Florence Foster Jenkins, den hovedrige amerikanske kvinde, der ikke kunne synge, men elskede det så meget, at hun betalte for at få lov til at stå på scenen foran et publikum i selveste Carnegie Hall: Kærlighed, humor, tragedie, drama og musik. Det er ikke svært at forstå, hvorfor filmskabere har svært ved at lade den være i fred.

Tidligere i år var det franske Xavier Giannoli, der i den underholdende og rørende Marguerite fortalte sin egen, franske udgave af historien, nu er det britiske Stephen Frears, som gør det samme i Florence, bare noget tættere på virkeligheden bag.

Meryl Streep har titelrollen som den midaldrende Florence Foster Jenkins, der under Anden Verdenskrig lever et beskyttet, luksuriøSt. liv i New York sammen med sin elskede mand, den fallerede skuespiller St. Clair Bayfield (Hugh Grant).

Florence har grundlagt Verdi-klubben, hvor hun for et inviteret publikum af venner kan optræde med sin skønsang og på den måde samle ind til velgørende formål.

Problemet er blot, at hendes sangevner på ingen måder kan leve op til hendes kærlighed til de klassiske operaer, der får hende til at græde, når hun sammen med St. Clair er til koncert i The Met.

Viljestærk kvinde

Heldigvis har Florence masser af penge – hun arvede sin første mand, da han døde – og dem bruger St. Clair til at sikre sig, at ingen taler eller skriver dårligt om Florences optrædener.

Kritikerne på de store dagblade er til salg – dem, der ikke er, inviteres ikke med – og de fleste af vennerne i omgangskredsen har enten ikke øre for musik eller kan simpelthen ikke høre.

En ambitiøs, men nervøst anlagt og fattig pianist, Cosmé McMoon (Simon Helberg), bliver hyret til at akkompagnere Florence til en optræden, og selv om han med det sammen kan høre, at hun ikke kan synge, vælger også han at tie stille, fordi han bliver så godt betalt.

Og sådan kunne Florences selvbedrag og boble af lykkelig uvidenhed om egne evner – hun er vitterlig ikke klar over, at hun synger skingrende falsk – være forblevet intakt, havde det ikke været, fordi hun af et godt hjerte insisterer på at arrangere en velgørenhedskoncert for 3.000 mennesker, deraf 1.000 inviterede soldater, i Carnegie Hall.

St. Clair, der er sin kone meget hengiven, gør, hvad han kan for at stoppe hende – det samme gør Cosmé – men Florence er en viljestærk kvinde, og det er jo hende, der har pengene.

Man har altså en god fornemmelse af, hvordan det ender, men selv om resultatet er kendt, er vejen derhen slet ikke så ligefrem eller forudsigelig.

Det skyldes ikke mindst de gode skuespilpræstationer. Florence kunne være blevet en lidt lattervækkende figur, en kejtet og klodset påfugl, havde det altså ikke været for hendes store passion for opera og den energi, hvormed hun i Meryl Streeps skikkelse kaster sig ud i sangen.

Ikke kun komisk

Til at begynde med griner man ad Florence, men efterhånden griner man med hende, fordi hun er så charmerende og livskraftig. Og efter en underholdende og komisk begyndelse på filmen, finder Stephen Frears og manuskriptforfatter Nicholas Martin en overbevisende balance mellem humor og dramatik, komedie og tragedie.

Cosmé, der spilles med boblende nervøs energi af Simon Helberg (kendt fra komedieserien The Big Bang Theory), er på sin vis publikums guide til Florence Foster Jenkins’ aparte verden, og med ham oplever man mange absurde ting, f.eks. at Florence og St. Clair faktisk ikke bor sammen.

Han har en lejlighed et andet sted i byen og lever her et dobbeltliv sammen med en anden kvinde, Kathleen (Rebecca Ferguson), hvilket Florence godt ved – i hvert fald det med lejligheden.

St. Clair elsker Florence og hun ham, og det viser sig, at der er en ganske tragisk baggrund for, at hun og St. Clair ikke har noget sammen rent fysisk, og at hun ikke blev den koncertpianist, hun som ung drømte om – og havde evner til – at blive.

Historien om Florence Foster Jenkins er med andre ord ikke helt så ligetil, som man skulle tro, og filmen er blandt andet en hyldest til hendes og St. Clairs store kærlighed og det tætte venskab, hun og Cosmé ender med at knytte.

Det er Meryl Streep, der med stort og kulørt spil løber med det meste af opmærksomheden i Florence – det er ubetaleligt at høre hende synge, mens Cosmé skærer ansigter ved klaveret – men det er dog de stille, intime scener sammen med Hugh Grants St. Clair, der gør størst indtryk.

Grant er intet mindre end brillant i rollen som en midaldrende mand, der slås med mindet om sine egne, forfejlede ambitioner, samtidig med at han vil gøre hvad som helst for sin kone. Han er den korrekte, høflige englænder med stiff upper lip og et sårbart menneske, som med et blik, en trækning omkring munden og en nænsom berøring signalerer både frustration og kærlighed.

Florence er en festlig og fornøjelig film, men også et sorgmuntert drama og et loyalt og nuanceret portræt af en usædvanlig kvinde, der fulgte sin passion, selv om skæbnen forsøgte at stille sig i vejen.

Stephen Frears har en faible for mennesker, som for at overleve lyver for sig selv – og for andre – og han er dygtig til at iscenesætte deres historier på en måde, så man forstår, hvorfor det er sådan, og hvad der driver dem.

Efter Farlige forbindelser, Ærlige svindlere, Den forkerte helt, Tamara Drewe og The Program er Florence endnu et strålende eksempel på den britiske instruktørs sjældne empati og humanisme.

Hør den rigtige Florence Foster Jenkins synge på YouTube.

’Florence’ – Instruktion: Stephen Frears. Manuskript: Nicholas Martin. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her