Læsetid: 4 min.

Ullmann uden sentimentalitet

Linn Ullmann skriver rørende om sin far, filmskaberen Ingmar Bergman, og mindre flatterende om sin mor, skuespilleren Liv Ullmann. Hendes erindringsroman bekræfter endnu engang, at hun er en stor stilist
20. august 2016

For ti år siden besluttede den norske forfatter Linn Ullmann sig for at skrive en bog om sin far, filmskaberen Ingmar Bergman. Eller rettere, de besluttede sig for at skrive en bog sammen, et fælles projekt.

Da var han allerede en gammel mand. Far og datter sad i timevis i huset på Hammars på øen Fårö, hvor Bergman boede de sidste år af sit liv, og talte sammen med en båndoptager imellem sig. Syv år efter hans død dukkede båndoptageren op i en kasse på loftet. I sin nye roman tager Ullmann udgangspunkt i de optagede samtaler og skriver deres fælles bog færdig.

De urolige er et intimt og respektfuldt portræt af faren. På forsiden ses et uskarpt fotografi af de to; aldersforskellen imellem dem er næsten et halvt århundrede. Romanen handler ikke kun om Bergman, den charmerende og excentriske kunstner og filmskaber, men om den aldrende mand og ikke mindst sorgarbejdet efter hans død.

Læs også: ’Min roman er også en samtale med mine forældre’

Igennem deres samtaler bliver faren og datteren to voksne mennesker, der nærmer sig hinanden næsten som fremmede. Ullmann skriver om sygdom og alderdom uden sentimentalitet. I en af de samtaler, som er transskriberet i romanen, siger faren:

»Jeg synes, at aldringen er et hårdt, tungt, uglamourøst arbejde med rigtig lange arbejdstider.«

Et andet sted citerer fortælleren et brev, som faren skrev til hende, hans niende og yngste barn, da hun var to år gammel: »Jag önskar Dig ständig längtan och förhoppningar för utan längtan kan man inte leva.«

Afstand og nærhed

Fårö er i romanen et næsten mytisk sted fyldt med lys og vand. Det var her på øen, at forældrene mødte hinanden første gang under indspilningerne af Persona (1966) og forelskede sig.

I en kendt scene fra filmen hviler kameraet i et og et halvt minut ved skuespilleren Liv Ullmanns ansigt – »hende som skulle blive min mor«.

De urolige handler også om Linns opvækst som enebarn med en alenemor i henholdsvis Oslo, Los Angeles og New York, når hun ikke besøgte sin far i sommerferierne.

I romanen har moren dårlige nerver og er altid bortrejst, og det umulige barn er overladt til en række barnepiger, som hun tyranniserer, til de siger deres job op på stribe. Fortællerens erindringer om moren er forbundet med alt det, som er frustrerende i et ungt liv.

De to supplerer hinanden og udmatter hinanden: teenageren, som utålmodigt venter på voksenlivet. Moren, som helst vil forblive et barn.

Ullmann skriver fra en position, hvor hun selv er blevet mor, og hendes blik på opvæksten er derfor dobbelt. På den ene side fortælles der knugende fra barnets perspektiv, så man som læser kan mærke den skamfulde pigekrop under skoleuniformen og de tynde ben, der ikke når gulvet fra den høje sofa.

På den anden side er der i fortællerstemmen en afstand til begivenhederne, som når hun forestiller sig sin unge mor med farens blik: »At se, at huske, at begribe. Alt kommer an på, hvor du står«, lyder bogens åbningslinjer.

Hele tiden skifter fortælleren imellem ’hun’ og ’jeg’ i beskrivelserne af den unge Linn, som for at undersøge, hvordan afstand og nærhed påvirker et minde.

Sorgens langsomme arbejde

Man kan selvfølgelig gøre sig tanker om, hvor meget i romanen, som har rødder i virkeligheden, og hvor meget som er opdigtet. Men i bund og grund er det et irrelevant spørgsmål, for lige så snart det optræder i en roman, får selv de virkelige hændelser et skær af fiktion.

De urolige opleves ikke som en udlevering af virkelige personer, navnesammenfaldene til trods. Den meget personlige fortælling er derimod et rørende genkendeligt portræt af forholdet imellem forældre og børn.

De urolige er en roligt afstemt og stemningsfuld bog, som følger erindringens tankespring og sorgens langsomme arbejde. Der er en nostalgisk grundtone i arbejdet med at huske: »Egentlig tror jeg, at jeg har sørget over mine forældre hele livet.

De forandrede sig for øjnene af mig på samme måde, som mine børn forandrer sig for øjnene af mig, og jeg ved ikke helt, hvem jeg var for dem.« Det er næsten ikke til at bestemme sig for, hvad der er det mest forførende ved den velkomponerede roman.

Et juleminde sent i værket er blandt de smukkeste: Linn er nyligt fraskilt og fejrer juleaften hos sin far, som er enkemand. Det er måske ikke hinanden, de længes efter den aften, men de genkender ensomheden hos den anden og finder trøst ved det. Når de om eftermiddagen går arm i arm igennem Stockholm på vej mod Hedvig Eleonora-kirken, er det første gang, den voksne datter ser sin far i snevejr.

Linn Ullmann: De urolige. Oversat af Karen Fastrup. Gyldendal. 403 sider. 299,95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu