Læsetid: 3 min.

Ung, brun og søgende

Joan Rang Christensens teaterstykke om at være ikkehvid i Danmark er blevet til svidende godt teater på Grob. Din hudfarve betyder tydeligvis mere, end du måske går og tror
Skuespillerne i ’Vinger’ på Grob spiller med maksimal styrke og humor – og brunøjet desperation

Skuespillerne i ’Vinger’ på Grob spiller med maksimal styrke og humor – og brunøjet desperation

26. august 2016

Hvordan er det egentlig at være dansker, hvis man ikke har leverpostejfarvet hår og blå øjne? Og kan man både være brun og bøsse på én gang?

Det er de hotte emner i teaterstykket Vinger, der netop nu spilles af Johns Teater på Grob på Nørrebrogade – med et hujende publikum, der kvitterer med latter og stormende applaus.

Her er der tydeligvis mange, der endelig føler sig genkendt i teatret. Så tak for det! Og tak for at give sådan en grønøjet og vinterbleg teateranmelder som mig chancen for at opleve virkeligheden i et andet spejl.

Det gør simpelthen svidende ondt at overvære alle de små satiriske situationer fra hverdagen, som dramatikeren Joan Rang Christensen har sat sammen i en collage.

For her er det mere end råt at være ikkehvid. Personerne er fire ’brune’ danskere, der prøver at støtte hinanden i den barske hverdag på Bellahøj, og de fire karakterer tager tydeligt udgangspunkt i skuespillernes personlige historier. For de tre af dem er godt nok født i Danmark. Men deres (lækre!) mørke hud viser, at deres forældre kommer fra andre steder på kloden.

Når de spiller ’brune’, kan man se, hvordan hver lille hentydning til deres hudfarve ætser sig ind i deres kroppe. Desperat og irrationelt.

Og når de spiller ’hvide’, tager de ens lyshårede parykker på og skaber et effektivt modbillede til det stereotype ’perkerbillede’: Her hersker den hvide, selvfede danskeroverklasse, der bare er født heldig. Nærmest uden at vide det. Og med mere end en snert af USA’s ’white trash’-underklasse.

Joan Rang Christensens tekst bobler af pinagtige situationer og mundrette citater fra livet i Nordvest. Og iscenesætteren Madeleine Røn Juul viser endnu en gang, hvordan hun mestrer at skildre Desperationsdanmark i sin teaterverden: Alle skuespillere spiller i det helt rigtige gear – speedede, apatiske, rasende eller tilgivende – og alle fire figurer udvikler sig optimalt gennem forestillingen.

Skuespilleren Özlem Saglanmak pisker liderlig rundt i sin lillebitte krop med de lange, sorte slangekrøller. Hun er på jagt efter en hvid far til det barn, som hun tror kan redde hende ud af det udsigtsløse liv på diskotekerne; irriterende og lige til at kramme.

Ernesto Piga Carbone er elskelig som den følsomme, intellektuelle bøsse, der slet ikke magter at kæmpe både mod sin hudfarve og sin seksualitet. Så han skriver i stedet på en endeløs kronik til Information …

Nadia Auda spiller den resignerede, der bare sjosker cottoncoaten omkring sig og prøver at servicere alle de andre, mens hendes egne karriereplaner må sættes på standby.

Og Janus Nabil Bakrawi spiller den streetsmarte hættetrøjefyr med de indre lyde fra barndommens krigstraumer i Mellemøsten. Han er så ensom, at han er ved at gå i stykker indeni. Og han kommer hele tiden til at smadre ting, fordi han bliver så vred.

Disse fire spillere udstråler en særlig kraft, antagelig fordi de vitterlig selv ved, hvad det vil sige at føle sig udsat for forestillingen om »Hvidvaskningen af mennesker«, som det hedder i en replik.

Drop moralisering

Forestillingen hvirvler afsted i en neutral og symbolsk helt hvid vægge-og-døre-scenografi af Gøje Rostrup.

Lysdesigneren Sonja Lea har desuden skabt et uvirkelighedslys, som også rammer tilskuerne, når skuespillerne af og til går ud af fiktionen og citerer diverse filosoffer og sociologer om menneskekulører; denne del af teksten virker imidlertid lovligt moraliserende og kunne sagtens droppes.

Det er de fiktive skikkelser, vi tænder på i teatret – ikke foredragspointer. Men pyt. Til gengæld har lyddesigneren Weronika Andersen sørget for en fin, underliggende, sanselig lydkulisse, der har fanget de lyde, som glider ind i personernes erindringer og fortrængninger.

Her får publikum forklaret alt det, som personerne ikke formår at forklare med ord, når de endnu en gang bliver forulempet med fordomme om at være ’anderledes’ og ’eksotiske’.

Samtidig er forestillingen grundlæggende en forestilling om at være ung og søgende. Og den har en humor, der snerter som den mest hippe folkekomedie.

»Dater han en anden?« spørger bøssen uroligt sin hetero kammerat, mens de står i kø i Netto.

»Bare på beløbet,« svarer vennen cool til kassedamen og lægger varer i posen.

For livet går videre, uanset hvor store kriserne ser ud til at være. Det er en af forestillingens overraskende kvaliteter: at den insisterer på, at det monokulturelle, hvide samfund alligevel vil udvikle sig og åbne sig.

Selv om det virker umuligt, når man er ung og har smukke, brune øjne.

’Vinger’.
Tekst: Joan Rang Christensen. Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul.
Scenografi: Gøje Rostrup. Lys: Sonja Lea. Lyd: Weronika Andersen.
Co-produktion mellem Grob og Johns Teater. Til 12. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu