Læsetid: 4 min.

Vrangvilligt godmodig

Jess Ørnsbo byder i ’Sidste udkald’ på sin 84-års fødselsdag på et blandet, men overdådigt tagselvbord af prosa og poesi
24. august 2016

Sidste udkald er næppe den muntreste titel, en digter kan klaske på en ny bog, men overskriften passer, i al sin brøsige barskhed, sådan set godt til Jess Ørnsbo (født juni 1932 og således i dag 84 år) og dækker også glimrende udgivelsens temmelig blandede indhold: 17 nye digte – og hvilke digte!! – to erindringsstykker og fire fritstående og hermed lykkeligt fritstillede prosastykker.

Vi tager det sidste først, for her leverer den stadig spændstige verbale ekvilibrist atter fuldgyldige prøver på sit specielle talent. I »København« (10 sider) identificerer digteren sig således psykisk og fysisk med et arme udskud i middelalderstaden og følger ham fra Vesterport op gennem byens gader, stræder og gyder, til han når det udskænkningssted, som Maren Øreløs driver.

Sidste sætning lyder: »Han åbnede døren«. Læseren ved, at manden snart vil være sanseløst beruset. Men inden da har læseren selv kunnet beruse sig i tætte sansninger og stemninger beskrevet i et sprog, som i kraft overgår selveste Kongens Fald.

I »Arkona« (Fire sider, men hvilke sider!) er vi endnu længere tilbage i tiden, i en trængt hedensk enklave, hos venderne, og atter inde i hovedet på en outsider, denne gang en mand på flugt, som har formastet sig til at afsløre en bedrager, selveste Svantevits præst, som stjæler af offergaverne.

Jo, Ørnsbos hjerte banker for de uglesete, således også i bogens indledende stykke (12 sider, oprindelig antologitrykt helt tilbage i 1983), hvor fortællingen lægges i munden på en hårdtarbejdende 11-årig dreng, som allerede nærmer sig sin etårs bryllupsdag med klassekammeraten Trine. Heraf stykkets titel, identisk med dets slutning: »Jeg er dødsikker på de vil skænnes selv på vores et-års bryllupsdag«.

Omtalte ’de’ er selvfølgelig fortællerens snotforvirrede, fordrukne forældre, mand og undertrykt hustru i den 100 procent dysfunktionelle familie, som Ørnsbo sympatisk skildrer fra overleverens synspunkt, og med boblende vid. Ubetalelig er ikke mindst drengens præsentation af kunderne i den døgnkiosk, hvor han går til hånde og står bag disken alle ugens syv dage.

Hør ham beskrive rockerne, ’rødderne’, som han kalder dem: »De er altid på vej fra en Bodega til en fest eller fra en fest til en Bodega eller fra et slagsmål til det de kalder barnedåb. Det er når de har deres kællinger med. Ja undskyl jeg siger kællinger men sådan ser de osse ud. De kan dårligt nok hænge på motoren en gang imellem så fulde er de.

Erik blev osse slået ihjel sidste år fordi han ikke kunne lide at dreje men kørte lige ind i en lygtepæl der ellers stod helt stille og ikke skulle noen steder.«

Nej, Ørnsbos saftigt syrede social-surrealisme fornægter sig sandelig ikke, heller ikke i det nyskrevne (?) lille stykke »Halmtorvet«, en firesiders monolog om et ældre ægtepars dagligdag og interne konflikter, et sandt festfyrværkeri af stavefejl og snurrige mundtlige forvrængninger, ikke uligt Storm P. i topform.

Mere ligetil berettende forekommer derimod to store førhen trykte erindringsbilleder, det ene fra Shellhus-bombardementet, som var, sådan rundt regnet, et sølle sekunds britisk bombeflyvning fra tillige at ramme Frederiksberg Gymnasium og dermed snyde Danmark for en kommende uforlignelig digter, og det andet fra Warszawa, som Ørnsbo oplevede som studerende stipendiat under Gomulka-regimet.

Den arbejdsopstand, han dengang fulgte på nærmeste hold, har kun de færreste hørt om herhjemme. Man vidste knap, hvor Østeuropa lå, og man skulle ikke have noget af at smudse sig til ved at rejse derhen og komme hjem og så vide noget om det.

De nye digte

Vi har nu gennemført en udholdenhedsøvelse, nemlig den at omtale en ny bog af en af dansk modernismes mestre, men konsekvent tale uden om de 17 nye digte, som Sidste udkald heldigvis også består af. Dog, nu går den heller ikke længere. Læseren skal skam ikke snydes. Fra den længste poetiske tekst, et sørgmodigt portræt af kartoffelhandleren, digterens far, vælger vi plejehjemsstrofen. Han befinder sig nu i De Gamles By:

Og brillerne
der forsvandt sporløst en nat
i hvert fald forlød det at de
i ulidelig længsel efter
personligt linned var fulgt med dette
til vask på Sundholm
og gebisset
ombyttet med en lille damegumme
også kaldet Amanda
altid klaprende forladt og sultent
i sit tandglas

Læg mærke til de typisk ørnsboske »urolige« linjebrud. Til menneskeliggørelsen af det døde (her brillerne og gebisset). Til den vanvittige detalje (»også kaldet Amanda«). Hvad denne poet først og fremmest har kunnet og tydeligvis fortsat kan, er at skabe billedsammenstød ved at lade adskilte betydningssfærer låne flittigt fra hinanden. Hvem kunne ellers have hittet på at høre »al denne mumlen af forladte/ samtaler i skorstenens/ forsinkede retorik«?

Hvem andre i dansk poesi øjner muligheden af »et uafhentet hosteanfald«? Og hvor kan man ellers møde »aborterende bøge« eller »forløbne breve/ med stemplede kommunale fortvivlelser samt/ sokker med svedens aprilsnar«? Nej, vel? Jess Ørnsbo kan heller ikke denne gang ganske siges fri for genbrug af egne indfald.

Men skidt pyt, hans bog fremtræder i alle sine tre spor (prosa, erindring og poesi) fyldt med koncentreret energi, som fortætter sig i små, lurende overraskelser for så uforudsigeligt at detonere i læserens hoved. Her åbner de for vrængende vid, godmodig vrantenhed, for hengemt vrede og så for en eller anden ubestemmelig, nærmest modvillig sødme. Godt gået af den nu 84-årige menneskekærlige misantrop.

Jess Ørnsbo, ’Sidste udkald’. Lindhardt & Ringhoff, 88 s., 149,95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu