Et menneske er et menneske, uanset hudfarve.
Det er et indlysende udsagn i dag, men var mildest talt kontroversielt, da Newton Knight under Den Amerikanske Borgerkrig gjorde det til en af grundlovene, da han erklærede Jones Amt i Mississippi uafhængigt af resten af USA.
Som så mange andre fattige landarbejdere havde Knight tjent som menig soldat i sydstatshæren, og han forstod aldrig, hvorfor han skulle kæmpe for, at de rige plantageejere kunne beholde deres slaver.
Jo flere slaver, man havde, jo flere af ens familiemedlemmer kunne man få fritaget for krigstjeneste, men det var selvfølgelig kun gavnligt for de rigeste, ikke for Knight og hans familie og venner, der måtte se selv deres yngste sønner blive indkaldt.
Tilmed var det ikke plantagerne eller de rige i Mississippi og de øvrige sydstater, der skulle levere forsyninger til hæren, men derimod de ganske almindelige landmænd og især –kvinder, som, mens deres mænd og sønner blev massakreret på slagmarken, selv måtte kæmpe for at holde gården kørende.
Det var dog svært, når loven dikterede, at soldater og såkaldte skatteopkrævere kunne tage, hvad de havde brug for og lyst til af afgrøder og husdyr.
Mellem to stole
Det kunne minde lidt om sheriffen af Nottingham i historierne om Robin Hood, og Newton Knight blev da også en slags Robin Hood, da han i desperation og vrede deserterede fra hæren og sammen med andre deserterede soldater og slaver på flugt skabte sin egen lille hær.
De gemte sig i Mississippis ufremkommelige sumpe, angreb forsyningskonvojer og kom i karambolage med sydstatshæren, inden de erklærede deres hjemegn, Jones Amt, uafhængigt og lavede progressive love om, at her skulle alle kunne leve frit og fredeligt sammen.
Det er med andre ord en vældigt spændende og meget dramatisk historie om virkelige begivenheder, som Gary Ross fortæller i sin nye film, Free State of Jones.
Desværre kan Ross ikke helt finde ud af, om han skal ’nøjes’ med at servere et medrivende menneskeligt drama, eller om han skal give os alle en tiltrængt historisk huskekage, og filmen placerer sig imellem to stole i sin dedikerede iscenesættelse af Historien med stort H.
Gribende øjeblikke
Jeg kendte ikke på forhånd den utrolige historie om Newton Knight og Jones Amt, og jeg er glad for, at Gary Ross har valgt at fortælle den.
Det er endnu en brik i de sorte amerikaneres ufattelige lidelseshistorie og med til at nuancere den store fortælling om Den Amerikanske Borgerkrig – lidt på samme måde, som danske film har gjort det med forskellige, underbelyste aspekter af Anden Verdenskrig.
Og det er vigtige film at lave i en tid, hvor historieløshed, manglende forståelse og intolerance breder sig.
Matthew McConaugheys stille beslutsomhed og styrke i rollen som Newton Knight er en af de ting, der bærer Free State of Jones.
Knight er et såre uselvisk, samvittighedsfuldt og fordomsfrit menneske, der ikke kan lade stå til, når han ser uretfærdighed. Han ofrer endda sin egen familie for at hjælpe andre – og finder sammen med en sort kvinde.
Og der er masser af gribende øjeblikke i filmen, hvor man oplever krigens grusomhed, sydstatshærens og plantageejernes manglende menneskelighed og Knights heroisme og rummelighed.
Unik historie
Alligevel er Free State of Jones ikke så stærk, som den burde være, det historiske materiale taget i betragtning. Gary Ross, der også har skrevet filmens manuskript, ofrer muligheden for et velfungerende, sammenhængende drama for at få så meget af den virkelige historie med som muligt.
Derfor består filmen, der måske ville have været bedre som tv-serie, nærmest af en slags tableauer eller episoder, der alle har Newton Knight i centrum og er rimpet sammen af mellemtekster, som fortæller publikum, hvor og hvornår vi nu er, og hvem der gør hvad.
Tilmed krydsklippes der lidt klodset mellem Knight og mere moderne tid, hvor en af hans efterkommere, der ser hvid ud, men har sort blod i årerne – Knight boede sammen og fik børn med en sort kvinde – og derfor ikke ifølge Mississippis diskriminerende love ikke må gifte sig med en hvid kvinde.
Det er selvfølgelig oprørende at være vidne til, men sammen med filmens øvrige fragmentariske struktur og didaktiske udtryk punkterer det indlevelsen og får Free State of Jones til at ligne en af den slags sympatiske, men også lidt uinspirerende dramadokumentarIske film og serier, man kan se på tv.
Det er synd, når man har med noget så unikt og vigtigt at gøre.
Free State of Jones. Instruktion og manuskript: Gary Ross. Amerikansk (Biografer landet over)
