Det er smukt at overvære, de gange det sker, at en forfatter får forløst sine evner, idet han eller hun finder frem til en adækvat form, som er i stand til at rumme en passende mangfoldighed af ideer og fantasier.
En sådan ankomst fandt sted med Min ukendte bror, Niels Lyngsøs flotte, kloge roman fra i fjor, og indtrykket fra dengang af noget ægte og æstetisk magtfuldt bestyrkes nu af en fortsættelse med titlen Himlen under jorden.
Dette er navnet på et kunstværk, kun de færreste ser: selvlysende stjerner i grønt malet på et huleloft dybt nede under Paris.
Men det er også romanens symbolske betegnelse for det eller de fleksible utopisamfund, der trives i storbyens såkaldte katakomber, et kæmpemæssigt netværk af kalkgruber forbundet med gange på kryds og tværs.
I dette labyrintiske mørke, som myndighederne op gennem det 20. århundrede igen og igen har forsøgt at spærre adgangen til, men som diverse subkulturer stædigt har genindtaget, lever en stor del af handlingens tid romanens fortæller Nadia Nazir – hun som på de sidste sider af forgængerbogen blev omtalt som den hidtil hemmeligholdte søster, der for læseren skulle forklare titlen Min ukendte bror.
Nede og på kanten
Nede under jorden, i parallelsamfundet Sapiens, kalder Nadia sig for Diana, altså ligesom jagtens gudinde, for hun har lært sig forførelsens farlige kunst og ved om nogen, hvad det vil sige at være lokkemad og jæger i én og samme person.
Af fag er hun antropolog, og hendes glødende interesse gælder sex som bindemiddel mellem folk, sex som den afgørende komponent i menneskelige fællesskaber.
Den side af menneskelivet spillede skam også en stor rolle i Min ukendte bror, som langt hen ad vejen udgjordes af historien om halvbroren, Hans-Peter Frederiksens, udforskning af kroppen, kønnet og kvinderne.
Derudover handlede romanen fra i fjor om det altid fascinerende forhold mellem mennesket og det uendelige himmelrum samt om tilegnelse af sprog – og helst så mange og så forskellige som muligt – plus om ubalancer mellem følelse og intellekt, og desuden helt alment om mennesker, som ikke kunne finde ud af at tage bolig i deres eget liv, og som derfor var henviste til at leve såvel på kanten af fællesskabet som ved siden af sig selv.
Det gjaldt ikke mindst Hans-Peter, som forsvandt ind i psykosen og heldigvis langsomt kom kravlende ud af den igen, men det gjaldt også hans far, ingeniøren Hemming, som havde en dunkel fortid og en eskapistisk tendens, og som altså på de allersidste sider særdeles overraskende viste sig at have en datter i Frankrig.
Hendes eksistens havde Hans-Peter mange gange instinktivt anet. Men nede i Paris har moren hele tiden holdt hendes sande herkomst skjult. Det var noget med grænseoverskridende sex og møder i en S/M-klub. Men manden Yusuf har hele tiden troet, at Nadia var hans …
Feministisk fortæller
Da Himlen under jorden begynder, er Hans-Peter rejst til Genève for efter årtiers adskillelse omsider at se sin far, som ligger dødeligt syg.
I øvrigt efterhånden et klassisk romantableau! Hemming lider som Stephen Hawking af amyotrofisk lateral sklerose og ligner, da de mødes, nærmest en indsunken pose med et hoved anbragt ovenpå. Men kommunikere kan de da, og ingeniøren får via talemaskinen indviet Hans-Peter i sine hemmeligheder, fra før sønnen blev født – dengang faren kom i kontakt med højt avanceret teknologi, men også med medlemmer af et for alle andre ukendt internationalt netværk af indflydelsesrige idealister, som på tværs af Jerntæppet arbejdede for at »mindske mængden af menneskelig lidelse«.
Rejsen til Genève og de af gode grunde besværlige samtaler med faren forvandler, som der står, Hans-Peter til en genganger fra fremtiden i en femogfyrre år gammel virkelighed. Og det kan jo godt lyde lidt tørt, men blødes op af selve fortællekonstruktionen.
Også denne roman er nemlig lagt i munden på Nadia (måske Niels Lyngsøs bud på en narrativ feminisme?), og også i hendes parisiske liv er der voldsomt drama på færde. Hendes sorte lesbiske kæreste er sporløst forsvundet medbringende den lille dreng, de betragter som deres fælles søn.
Både over og under jordens overflade går fortælleren søgende, sørgende rundt, alt imens hun deler sine seksuelle minder med læseren og gør sig begavede tanker om seksualiteten i menneskenaturen og hos en særlig abeart, om kvindens rolle i historien og »den agrare katastrofe«, som blev så fatal for kvinder: Overgangen fra en tidlig tilværelse som omstrejfende jægere og samlere til et liv som fastboende agerbrugere ændrede »i løbet af et evolutionært splitsekund« menneskearten.
Siden har vi levet med alle de uhyrlige konsekvenser – kvindeundertrykkelse, overbefolkning, økonomisk ulighed, klimakrise m.m. – samt jo altså ikke mindst med et regelsæt for sex, der bremser vores viltre, oprindelig polymorfe og promiskuøse lyst.
Koncis karnevalisme
Himlen under jorden er, som læseren vel har forstået, skrevet af en mand med gode og sunde interesser, nemlig foruden sex også sprog, historie, moderne naturvidenskab.
Skulle man på den basis sammenligne Lyngsø med nogle relevante forgængere, kunne det (foruden Leonardo da Vinci?) være Jan Kjærstad eller Peter Høeg, dog uden sidstnævntes hang til spirituel mission. I stedet forsøger – og gennemfører! – Niels Lyngsø at skrive på én gang karsk erotisk og encyklopædisk.
Hans to nye romaner er nok det nærmeste, vi lige for tiden kommer en utopisk insisterende koncis karnevalisme. At følge Hans-Peter og Nadia gennem deres parallelløbende udforskningsspor er både elementært underholdende og intellektuelt stimulerende.
Og hvem kan, når det kommer til stykket, sige sig fri for at nære eller i perioder have næret denne romans bærende fantasi – om at få fortalt livshistorien om igen, få sat ansigt og stemme på en hidtil ukendt side af sig selv og måske møde den tvilling, som kender én på en måde, man ikke før har haft adgang til?
Niels Lyngsø: Himlen under jorden
Gyldendal
368 sider
299,95 kroner
