Læsetid: 4 min.

Birgithe Kosovics nye roman er skinkepumpet prosa om en erotisk minister

Birgithe Kosovic drukner ansatserne til en gedigen, historisk roman om Erik Scavenius under ligegyldig erotika og sproglige mærkeligheder
I Birgithe Kosovics nye historiske roman 'Den inderste fare' pumpes prosaen ifølge Informations anmelder 'fuld af flomme, lidt som billige skinker, der pumpes fuld af saltvand, inden de lægges frem i supermarkedets kølediske'.

I Birgithe Kosovics nye historiske roman 'Den inderste fare' pumpes prosaen ifølge Informations anmelder 'fuld af flomme, lidt som billige skinker, der pumpes fuld af saltvand, inden de lægges frem i supermarkedets kølediske'.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

22. september 2016

Et eller andet sted inde i Birgithe Kosovics nye historiske roman Den inderste fare gemmer der sig måske en god roman. Stoffet er jo fantastisk spændende, højspændt, fyldt med politisk drama.

Den danske regering må samarbejde med besættelsesmagten under Anden Verdenskrig for at undgå en langt voldsommere besættelse, undgå jødeforfølgelser, drab og tvangsudskrivninger.

Men hvor langt kan det samarbejde gå? Og hvad sker der med de mænd, der må agere landsforrædere – sådan blev de betragtet – for at redde deres land?

Vælger ikke side

Det var opgaven ifølge Erik Scavenius, udenrigsminister og siden statsminister under krigen, samarbejdspolitikkens førstemand, altdominerende hovedperson i Den inderste fare.

Romanen vælger ikke side, i al fald ikke endnu, for den er det første bind af to. Af samme grund stopper vi i efteråret 1942, inden den store folkestrejke og de danske jøders flugt.

Men det er Scavenius’ liv og tanker, vi følger, det er ham, fortælleren har i fokus, stort set alle andre skikkelser – Stauning, kong Christian d. 10, Scavenius’ kone Emma og hans elskerinde Ninon – er reelt som blege skygger.

Det er Scavenius’ illusionsløshed, men også nærmest deliriske pessimisme, romanen skriver frem, en forestilling om, at der intet håb er for Danmark, at hans opgave reelt er at udskyde landets opløsning så længe som muligt, og at formel imødekommenhed over for besættelsesmagten er det eneste våben, han har til rådighed.

Politisk pres

Lige præcis det politiske spil og især det politiske pres skriver romanen faktisk udmærket om, også selvom det bliver monotont i længden.

Det gør den både når det handler om de konkrete politiske forhandlinger i København og Berlin, og når det handler om den måde, politisk realisme undervejs bliver en art sutteklud for Scavenius.

Han må klamre sig til den, ellers er alt han gør jo forkasteligt. Af samme grund bliver han stadigt mere hidsig på de – ministre, familiemedlemmer, kongen – der idealistisk slår sig i tøjret.

Men den konflikt har ingen dynamik i sig, i al fald ikke som den er fortalt her. Fronterne er etableret fra de første sider, og så er det ellers som om, den samme tilspidsede scene udspiller sig igen og igen. Så truer Scavenius med at træde tilbage, så finder man et kompromis.

For de andre har jo brug for ham som redningsmand – og som syndebuk. Og så en gang til, alt imens vor hovedperson bliver stadig mere forhadt af befolkningen.

Erotiske drømme på ministerkontoret

Og så er der alt det andet. Sjældent er der blevet drømt så mange erotiske drømme på et ministerkontor, sjældent har en minister været så viril i nationens skæbnestund, sjældent har det været mere kedeligt at læse om.

Uendelige sider går med, at Scavenius længes efter sin Ninon, nulrer hendes bryster eller trænger op i hende.

Læg til det, at sproget – mere teknisk: fortællerstemmen – virkelig ikke fungerer. Ét er, at medsynet med Scavenius isprænges noget, der føles som neutrale informationsbokse, så læseren kan komme op på omdrejninger med den historiske situation.

Noget andet er, at fortællingen jævnligt kammer over i en art drømmesyner eller særligt intense, sansede situationer. Så pumpes prosaen fuld af flomme, lidt som billige skinker, der pumpes fuld af saltvand, inden de lægges frem i supermarkedets kølediske.

Engelske låneord

Allerede på de første sider kokser billedsproget rundt. Kirkeklokkerne slår på befrielsesdagen: »de slog ud over tagene, stadig flere, stadig tættere, som metal, der hærder«.

Den slags lyder storladent, men er jo helt meningstomt. Jeg mener, hvordan kan slag på klokker, uanset hvor mange de er, sammenlignes med metallers – ståls  hærdningsproces? Som jo foregår ved at man stikker glohedt metal ned i koldt vand.

Og flere problemer: I gengivelsen af datidens sprog bruger Den inderste fare flere gange nutidige, engelske låneord.

I en replik til sin nevø i julen 1941 erklærer Scavenius: »Jeg gør det beskidte arbejde, som de folkevalgte ikke har ’the guts’ til at nedlade sig til.«

Det danske gesandtskab i Berlin anbefaler undervejs, at man sparer på tyskernes »goodwill«. Om Christian d. X tænker Scavenius, at hans politik var »ren og skær feel good«.

Dansk Sprognævn registrerer feel good i danske tekster fra begyndelsen af halvfemserne. Det er altså en helt usædvanlig mangel på sproglig følsomhed at bruge det i en historisk roman om Anden Verdenskrig.

Og endelig har forlaget bare sjusket. Der er ikke slåfejl på hver side, men der er flere end normalt, og der er mærkelige småfejl. Scavenius’ kone Emma hoster »puds« op, den tyske retsfilosof Carl Schmitt bliver til »Carl Schmidt«, politimæssig bliver et afgørende sted til »positivmæssig«.

Nåja, den slags kan jo rettes op i et nyt oplag eller til næste bind, det er værre med hele det sproglige anslag. Som simpelthen ikke fungerer.

Birgithe Kosovic: Den inderste fare. Politikens forlag. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Jeg håber, at romanen forholder sig til de første ansatser til modstand, fx. PH´s vise "Vi binder os på mund og hånd", og ambassadøren i Washington, Henrik Kauffmann, der nægtede at adlyde ordrer fra København efter overgivelsen 9. april, og Scavenius´reaktioner på dette. Scavenius var efter min mening en tåbe og en svækling i klasse med en anden konservativ tåbe, godsejer Estrup, fra en anden tid.
At skulle læse om Scavenius´ erotiske tilbøjeligheder vil jeg finde særdeles ubehageligt, så jeg er ikke det mindste fristet af denne bog

Maj-Britt Kent Hansen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Sådan er det ofte med bøger, med film. Information og Politiken har diametralt modsatte opfattelser. Politikens anmeldelse springer i øvrigt let hen over det meste.

Michael Kongstad Nielsen

Erik Scavenius var udenrigsminister to gange under ministeriet Zahle (R), først 1909 - 10, så igen Zahle 1913 - 20, foruden i samlingsregeringen fra 8. juli 1940. Han havde allerede under 1. Verdenskrig og under Genforeningen vist den ængstelse og forsigtighed, som han mente skulle præge Danmarks forhold til den store nabo mod syd, og den foragt hvormed han betragtede alle folkelige bevægelser, der krydsede hans egen selvsikre opfattelse af, hvad der tjente landet bedst. Han foretrak altid selv at afbøde en trussel ved hjælp af den videst mulige tilpasning. Han savnede forståelse for, hvad der rørte sig i folket. (Frit efter Vilh. la Cour, Danmarks Historie 1900 -1945).

Scavenius var altså først med fra den 8. juli 1940, hvor han afløste Munch. Men hvis man tør fantasere om, hvordan Danmark kunne have optrådt mere ærefuldt under besættelsen, er her et bud - uden Scavenius:

Hvad de skulle have gjort:

Den 9. april 1940, kl. 4.02 om morgenen kom der melding fra Middelgrundsfortet om, at man havde observeret et tysk orlogsfartøj, som med slukkede lanterner stod ind mod Københavns Havn. Kl. 4.20 lagde det til kaj ved Langelinie og begyndte udskibningen af tropper. Grænsen ved Kruså blev overskredet, og der var landgang ved Middelfart, Nyborg og Korsør. General Prior (William Wain Prior, dansk general og øverstbefalende for den danske hær fra 1939 til 1941.) på Kastellet tog skridt til mobilisering og modstand.
Kl 5.30 indkaldte kong Christian og kronprinsen statsminister Stauning og udenrigsminister Munch til konference, og kl 5.45 tillige forsvarsministeren og værnscheferne, herunder general Prior. Der hørtes skud i gaderne omkring Amalienborg. Bombefly fløj over byen. Spørgsmålet var: Kamp eller Ikke - kamp. Prior meddelte, at der allerede foregik kampe i Nordslesvig. Kongen spurgte, om man overfor udlandet kunne hævde, at vi havde gjort modstand nok. Det troede generalen afgjort ikke. Prior foreslog nu, at kongen og regeringen skulle forlade byen og slutte sig til tropperne i Høveltelejren. Kongen afviste dette råd, og ingen andre støttede det. Forsvarsministeren var villig til at påtage sig ansvaret for modstandens ophør.
Kongen spurgte, om befolkningen ville kunne forstå en sådan beslutning. Det ville enhver være i stand til, mente viceadmiral Rechnitzer, og det var også kronprinsens mening. Kongen besluttede derpå, at yderligere modstand skulle standse.

Dette er sammendrag fra Vilh. la Cours Danmarks Historie 1900 - 1945, bind 1, en forfærdelig konservativ og følelsesladet historiker, men det faktuelle skulle vist stå til troende.

Forslaget om, at kongen og regeringen skulle være flygtet ud af byen, burde de have fulgt, synes jeg. Så kunne de godt have standset al modstand, men hvis regering og konge var gået i eksil, ville det have set bedre ud. Det ville have svaret til den vej, kong Haakon og den norske regering straks slog ind på. Fra Høvelte måtte de kunne være kommet videre til England på en eller anden måde.

Michael Kongstad Nielsen

Har netop hørt DR - programmet om denne bog:
http://www.dr.dk/radio/live/p1d
Birgithe Kosovic taler med ungsmart stemme om historien. Jeg kan godt forstå, hvorfor anmelderen her i avisen falder over "feel good" etc. Birgithe Kosovic har tydeligvis heller ikke helt tjek på, at Danmark ikke var med i 1. Verdenskrig, men hun har givetvis god forstand på de indre linjer med menneskelige følelser og erotiske bevæggrunde. Hun lader en dør stå på klem for at tilgive Scavenius, hvilket jeg historisk og moralsk finder betænkeligt.