Læsetid: 4 min.

Cave nægter os følelsespornoen

I torsdags blev dokumentaren om Nick Caves nye sange og sorgprocessen efter sønnens død vist i 1000 biografer verden over. I hovedrollen en dybt reflekteret Cave, i hans mangel på affekt så meget desto mere rørende
One More Time With Feeling nyder godt af, at Andrew Dominik er en cinematisk magtfuld dokumentarist. Der er vilde kamerature gennem vægge, ned gennem spindeltrapper, op i universet. Nogle gange lidt for corny eller liret, andre gange illuminerende.

One More Time With Feeling nyder godt af, at Andrew Dominik er en cinematisk magtfuld dokumentarist. Der er vilde kamerature gennem vægge, ned gennem spindeltrapper, op i universet. Nogle gange lidt for corny eller liret, andre gange illuminerende.

PR Foto

10. september 2016

Lyset dæmpes i Empires biografsal på Nørrebro. Vi holder vejret. Man skal huske at være taknemmelig for livets unikke øjeblikke, og det her er et af dem. Måske mere end normalt.

Denne torsdag den 8. september bliver australske Andrew Dominiks Nick Cave-dokumentar, One More Time With Feeling, vist for den almindelige offentlighed i 1000 biografer verden over.

Optagelserne begyndte i februar i år, kun seks måneder efter at Nick Caves søn Arthur på en høj dosis af LSD sprang i døden fra klipperne ved Brighton. 15 år gammel efterlod han sig Nick Cave, moderen Susie Bick (Caves hustru) samt tvillingebroren Earl.

Filmen blev ifølge Indiewire bestilt af Cave, fordi han ønskede at undgå pressepromotion og interviews, der uvægerligt ville kredse om det ubærlige.

Så det gør vi i stedet her i biografmørket med One More Time With Feeling, hvor Cave forholder sig til det ufattelige tab, parallelt med at han og hans faste band The Bad Seeds opfører næsten alle sangene fra det aktuelle album Skeleton Tree, som han var i gang med at indspille, da sønnen døde.

Ukendt for sig selv

Det er en æstetisk smuk dokumentar. Med en enkelt sangs undtagelse holdt i sort-hvid og optaget med både 2D- og 3D-kameraer (jeg så den i 2D). Og med en sublim lydside.

Produktionsstandarden er høj, og det er noget af et cirkus, der bliver stablet på benene, hvilket der gerne og ofte gøres opmærksom på. Der er masser af shots af kamerafolk og tekniske vanskeligheder.

De bruges til at insistere på det uperfekte og iscenesatte, og til at fortælle Cave og hans families skrøbelighed. Hvordan deres verden synes at være gået i stå, mens virkeligheden raser videre omkring dem. Her i form af et dokumentarhold.

De er blevet efterladt uden et håndtag til den nye virkelighed, fortæller Cave, og han er blevet ukendt for sig selv. I spejlet ser han det gammelkendte ansigt, men det er en mand, han ikke kender, der ser ud gennem øjnene.

Der er et genkommende interview med ham i en taxa, hvor han – blandt andet – hævder, at man skriver de sange, man har brug for. Hvilket også forklarer sammenbruddet af narrativ i hans sange. For han tror ikke på, at livet er en fortælling med en forløsende afslutning. Ikke længere.

Læs anmeldelse af Skeleton Tree: Omrids af en katastrofe

I overensstemmelse med hans tanker om det narrative kollaps, hopper dokumentaren også i tid. De bedårende indspilninger fra studiet er sammenklip af flere optagelser. Cave har indspillet nogle helt forrygende streams of consciousness på en diktafon, som lægges ind over billedsider, hvor han er fordybet i andre samtaler.

Ja, hans indtalte tanker og digte er af en skørt høj kvalitet, i messende gentagende cirkler indkredser han nye digte stoppet til bristepunktet med afmagt, betydningstab og fornyet proportionssans. Det er en gave at overvære.

Og One More Time With Feeling nyder godt af, at Dominik er en cinematisk magtfuld dokumentarist. Han registrerer detaljer i studiet og i Caves og Bicks hjem.

Der er vilde kamerature gennem vægge, ned gennem spindeltrapper, op i universet. Nogle gange lidt for corny eller liret, andre gange illuminerende. Kamerature gennem et affolket Brighton. Stroboskoplys i studiet som et uvejr i Caves hjernekiste. Og så er der en vildt gribende optagelse af den hudløse »I Need You,« hvor Cave i closeup med halvt åbne øjne (Dominiks instruktion?) performer sit savn, så det dolker os.

Ord er hukommelse

Men det mest rørende er Caves fattede komposition. Hans granatchokkede mangel på mimik, og den pivåbne proces, hvori han forsøger at fatte sit tab. Aldrig i affekt.

»Yeah, things have been torn apart,« siger han, som om en harddisk var brudt sammen og alle optagelserne slettet. Han nægter os følelsespornoen. Og må erkende, at ordene aldrig kommer til at yde hans tabte søn retfærdighed.

»The urge to kill somebody was basically overwhelming,« synger han inde i det sort-hvide studie. For han bliver jo ved at synge og tale. Ord er vores hukommelse, ræsonnerer han.

Læs også: Ballader om vold og ømhed

Og han overgiver sig til sin nye tilstand – i de kun sparsomt forarbejdede sange på Skeleton Tree og ved at tillade, at denne dokumentar er kommet ud, som den er. Og den er god, virkelig god. En filmisk sorgproces, en undersøgelse af kunstens indvikling i livet, hvordan den kan fødes af personlig smerte. Som det er sket her.

Kampen for at komme i gang med livet igen er for vildt, et kvantespring ud af elendigheden – det kender de fleste af os fra dødsfald og depression. Cave formulerer det, som at han og hustruen en dag beslutter sig for at være lykkelige som en hævnakt, i trods.

Og så ender filmen med, at tvillingebrødrene Arthur og Earl i en tidligere lydoptagelse synger Marianne Faithfulls ’Deep Water’.

»I'm walking through deep water/Trying to get to you.«

Shit.

Lyset tændes i biografsalen på Nørrebro. Ingen klapper. Folk går i stilhed.

One More Time With Feeling – Instruktion: Andrew Dominik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu