Læsetid: 4 min.

Clint Eastwood kan ikke dy sig for at kippe med det amerikanske flag og skære ud i pap, hvad publikum allerede har forstået

Helteeposet ’Miraklet på Hudsonfloden’ har Tom Hanks i hovedrollen. Og det er et virkelig godt og effektivt drama baseret på virkelige begivenheder
Tom Hanks spiller luftkaptajnen Sully, der redder alle sine passagerer med en mirakuløs landing på Hudsonfloden i New York, i Clint Eastwoods ’Miraklet på Hudsonfloden’. Foto: Warner Bros.

Tom Hanks spiller luftkaptajnen Sully, der redder alle sine passagerer med en mirakuløs landing på Hudsonfloden i New York, i Clint Eastwoods ’Miraklet på Hudsonfloden’. Foto: Warner Bros.

7. september 2016

Det er syv år siden, at kaptajn Chesley Sullenberger – kaldet Sully – efter et sammenstød med en flok gæs måtte nødlandede sit passagerfly på Hudsonfloden midt i New York.

De 155 passagerer og besætningsmedlemmer slap stort set uden en skramme, og det på trods af, at det meget sjældent går godt, når man forsøger at nødlande et fly på vand. Men Sullys gode instinkter, erfaring – mere end 40 år som pilot – og rolige gemyt fik ham til at gøre alt det rigtige, og miraklet var en realitet.

Og det er den historie, Clint Eastwood fortæller i sin nye film, Miraklet på Hudsonfloden. Det er ikke ligefrem en film med mange overraskelser – slutningen kender man jo godt – og den 86-årige instruktør holder sig ikke for god til at kippe lidt med det amerikanske flag og pudse Sullys helteglorie vel rigeligt til slut.

Men alligevel er filmen en stram, veldrejet og sine steder rørende og intens affære, der på baggrund af Sullys egen bog, Highest Duty, fortæller om selve nødlandingen og om det retlige og, for Sully, vanskelige psykologiske efterspil.

Vigtig forskel

Miraklet på Hudsonfloden begynder med et styrt. Motorerne på US Airways afgang 1549 sætter ud blot et par minutter efter take off fra LaGuardia-lufthavnen i New York, da gæs rammer flyet. Sully (en hvidhåret Tom Hanks) prøver at nå tilbage til lufthavnen for at nødlande og flyver ind imellem de høje bygninger i storbyen, men han har mistet for meget højde og rammer direkte ind i en af dem.

Og så vågner Sully i sin hotelseng. Det var ’blot’ et af de mareridt, der plager ham i dagene efter nødlandingen – og desuden minder ham og os om 9/11 – hvor den amerikanske udgave af Havarikommissionen, The National Transportation Safety Board, NTSB, er i gang med en undersøgelse af, om Sully og hans andenpilot, Jeff Skiles (Aaron Eckhart), gjorde det rigtige.

Sully er selv i tvivl og føler sig bestemt ikke som den helt, medierne forlængst har udråbt ham til – han gjorde blot sit bedste under vanskelige omstændigheder. Og imens han venter på resultatet af undersøgelser og simulationer, tænker han tilbage på nogle af de hændelser i hans liv, som formede ham som menneske og pilot, og undervejs i de samtaler, han har med Jeff, deres fagforeningsrepræsentanter og med undersøgelseskomiteen, får man i brudstykker fortalt, hvad der skete ombord på flyet, og hvordan færgepersonale og redningsfolk i New York trådte til, da flyet landede – ikke i, men på floden, som Sully på et tidspunkt understreger over for NTSB. Der er en vigtig forskel.

Klodset patriotisme

De mange hop i tiden og klip frem og tilbage mellem Sully og de øvrige involverede giver Miraklet på Hudsonfloden en dynamik og energi, som en mere traditionelt, fremadskridende fortalt version af historien ikke ville have haft – og det uden at der bliver fyldt unødigt på. Clint Eastwood er en mesterlig fortæller, der forstår at skære alt overflødigt væk. Samtidig genskabes selve nødlandingen og minutterne inden med stor intensitet og drama. Ser man filmen i IMAX, er det næsten som selv at være ombord.

Det er Eastwood og hans manuskriptforfatter, Todd Komarnickis, store fortjeneste, at filmen som både fysisk og eksistentielt drama på den måde faktisk bliver ret spændende, selv om man ved, hvordan den ender. Samtidig sørger især altid gode Tom Hanks og Laura Linney – i rollen som Sullys bekymrede kone, Lorraine – for at give fortællingen en menneskelig klangbund.

Hans Sully er en såre alvorlig, men også sympatisk, dygtig, dedikeret herre – han tænker på passagererne før sig selv og insisterer på, at miraklet var en holdindsats – som ikke kan begribe, at bureaukraterne i NTSB til at begynde med kommer frem til, at han ikke havde behøvet at lande på floden.

Der var ifølge deres kliniske undersøgelser tid nok til at nå tilbage til LaGuardia. Derfor ser man Sully kæmpe med tvivlen og sin egen samvittighed: Gjorde han nu det rigtige? Eller satte han sit eget og passagerernes liv unødigt på spil?

Til allersidst i Miraklet på Hudsonfloden viser Eastwood, hvordan virkelighedens Sully genforenes med sit mandskab og nogle af passagererne. Det er forsåvidt rørende, men det er også rørende unødvendigt. Det samme er den lovlig heltedyrkende tone, der indimellem slås an, når det flere gange understreges, at Sullys gode gerning kom på et tidspunkt i New Yorks og USA’s historie, hvor man om noget havde brug for et moralsk boost.

Omvendt rummer filmen en vis mediekritik, ligesom den handler om at slippe levende fra et møde med døden. Og endelig hylder Eastwood det oplyste, uselviske og pligttro menneske, der handler ud fra viden og erfaring, ikke pludselige indskydelser, dvs. alt andet end republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, som instruktøren ellers har sagt, at han stemmer på. Måske er det i virkeligheden hans film og ikke hans taler, man skal lytte til.

Miraklet på Hudsonfloden. Instruktion: Clint Eastwood. Manuskript: Todd Komarnicki. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu