Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Det deformerede menneske

Da Hermann Ungars 'De lemlæstede' udkom i 1921, skræmte Ungars forkærlighed for hørm og klamme situationer hans kolleger. Men ifølge Informations anmelder har romanen det hele: det excentriske og det monomane
Kultur
10. september 2016
I samtiden vakte Hermann Ungars bøger ikke så lidt opsigt. Forlagsverdenen var både fristet og betænkelig. Ungar fascinerede, for ikke at sige skræmte fra første færd sine kolleger. Flere fandt, at Ungar havde en frygtelig forkærlighed for hørm og klamme situationer og kaldte ham ’eine Sexualhölle’.

I samtiden vakte Hermann Ungars bøger ikke så lidt opsigt. Forlagsverdenen var både fristet og betænkelig. Ungar fascinerede, for ikke at sige skræmte fra første færd sine kolleger. Flere fandt, at Ungar havde en frygtelig forkærlighed for hørm og klamme situationer og kaldte ham ’eine Sexualhölle’.

Polfoto

Ligesom en bunke små bryggerier er dukket op, der breder sig i alle supermarkeder, så må de store gamle forlag også til at give plads på boghandlerhylderne. Mange mindre off-off-forlag har meldt sig på markedet og fået den opmærksomhed, de fortjener.

Det drejer sig f.eks. om Sidste Århundrede, der hermed lægger sin anden publikation på bordet.

Først udsendte det en lille intens bog af Unica Zürn, som var tysk surrealistisk billedkunstner (gift med Hans Bellmer).

Hendes Mørkt forår fra 1957 er blevet sammenlignet med Tove Ditlevsen. All right, masochismen og generationen havde de tilfælles, men formelt og æstetisk var der nu en verden til forskel.

Nu udsender Sidste århundrede et ikke mindre interessant overset vidnesbyrd hentet fra et andet ekstremt hjørne i litteraturhistorien – med det uforfærdede formål »… at udgive overset litteratur i dansk oversættelse. Vi interesserer os især for det excentriske, det monomane, det ekspressionistiske og groteske«.

Det er en værdig ambition i en moderne forlagsverden, hvor al slags mainstream har så stort et ord at skulle have sagt, og hvor historiebevidstheden er konjunkturbestemt. Men i den grad at kunne nå sit mål, som udgiverne her er i stand til, er intet mindre end godt gået.

Forkærlighed for hørm og klamme situationer

Det sker med det overraskende valg af Hermann Ungars (1893-1929) roman De lemlæstede fra 1921, godt oversat fra originalsproget (tysk) af Søren M. Porsmose. Bogen har det hele: det ekscentriske, det monomane etc.

Men hvad er det ellers for en roman? Godt spørgsmål. Vent lidt.

I samtiden vakte Ungars bøger ikke så lidt opsigt. Forlagsverdenen var både fristet og betænkelig. Den store avantgardeforlægger Kurt Wolf tøvede. Ernst Rowohlt slog til. Ungar fascinerede, for ikke at sige skræmte fra første færd sine kolleger, navnlig Stefan Zweig og Thomas Mann.

Zweig skrev, at han ønskede, han ville glemme, han havde læst den! (»ville« er interessant. Der står ikke »kunne«!). Han fandt, at Ungar havde en frygtelig forkærlighed for hørm og klamme situationer.

Mann er ikke mindre ambivalent. Han kalder De lemlæstede for en frygtelig bog, »eine Sexualhölle« fuld af snavs, forbrydelse og melankoli, og ønsker fromt, at Ungar engang ville »vise den modsatte side af livet«.

Måske er dét, Mann tiltrækkes af i romanen, at den rummer et ungt venskab à la forholdet mellem Tonio Kröger – i Manns roman af samme navn – og dennes barndomsven Hans Hansen.

Men hos Ungar ender venskabet i en grotesk karikatur, hvor de to bliver hinandens forbandelse. Og når Mann taler om »den dybe melankoli« i De lemlæstede, handler det nok mere om ham selv. Ungars verden er uden formildende omstændigheder og hinsides al melankoli.

Mangel på tungsind

I min ordbog er melankoli et sublimat, et tungsind med en baggrund i tab og erindring. Det er ikke just dét tungsind, man finder i De lemlæstede. Det er snarere mangelen på samme, der er romanens store udfordring. Den skånselsløse romans absolutte fravær af enhver sublimering er netop styrken i dens billede af det umenneskeliggjorte menneske.

Før jeg omsider – det kommer, det kommer! – vover at give et indtryk af denne ekstreme litterære gevækst fra den europæiske mellemkrigstid, vil jeg lige notere, at når den danske udgiver, Steffen Skaarup, i sin efterskrift nævner det trættende i, at »som enhver anden centraleuropæisk forfatter bliver Ungar ofte sammenlignet med Kafka«, så er det skævt på den måde, at Kafka og Ungar og lignende jo tilhører en tysk-jødisk minoritetslitteratur.

Det store flertal af centraleuropæiske forfattere er tjekkoslovakker og ungarere, sågar serbere etc. – og bliver aldrig målt med Kafka.

Og hvad tysk-jødiske forfattere som Ungar selv angår – eksempelvis Joseph Roth, Stefan Zweig og Hermann Broch – bliver de så altid målt med Kafkas alen? Nej, ikke dér, hvor de hører hjemme.

På alle måder smal

Hvad derimod sandt er i Ungars tilfælde: Han var eksklusiv i den forstand, at læserne trods det skandaløse ved hans forfatterskab ikke strømmede til. Det indgød mere ubehag end tiltrækning. Han var på alle måder smal.

I nøgtern armslængde og med fuldkommen stiff upperlip fortæller Ungar historien om et småborgerligt ritualdrab (som Islamisk Stat ikke kunne gøre bedre). Morderen forbliver ubekendt, alle er potentielle mordere. Ofret er en udlejerske, motivet: røveri. Derfor er Ungar da også blevet kaldt »den mähriske Dostojevski« (Han er født i en mindre by i nærheden af Brno i Mähren).

Romanhandlingens gennemgående skueplads er en kvælende klaustrofobisk lejlighed, hvor de to hovedpersoner, der som allerede nævnt var nære barndomsvenner, nu bor sammen tvunget af en ubønhørlig skæbne.

Den ene er en forkommen bankmand, et konsekvent passivt kontormenneske, paranoid, socialt afstumpet, en omvandrende fæstning, som med sin indre 'orden' prøver at holde virkeligheden totalt ude og netop derfor bliver offer for den og dens kaos, bl.a. tvinges han til mod sin vilje at tilfredsstille sin værtindes lyster.

Vold, blodskam, kønsangst ...

Han er skadet af en opvækst hos en voldelig far, der assisteres i afstraffelsen af drengen af sin samleverske, der – for at det ikke skal være løgn! – er faderens egen søster.

Vold, blodskam, kønsangst, kvindehad, tvangstanker, jegsvaghed, barndomstraumer – mere end rigeligt til at få en hvilken som helst moderne psykiater til at stille diagnosen OCD (Obsessive Compulsive Disorder).

Samtidig er bankmanden vidne til sin barndomsvens fysiske forfald i værelset ved siden af. Patienten lider af en uidentificeret sygdom, som minder mest om spedalskhed, og er i alt, hvad han siger, drevet af en selvlede, der slår ud i kyniske forbandelser, som rammer alt og alle.

Rækken af eksistentielle grænsetilfælde, for ikke at sige misvækster, fortsættes med den nævnte værtinde, der er nymfoman med sadistiske overtoner og gravid med bankmanden (mod hans vilje!); en sygehjælper, der plejer den spedalske (og udnytter ham bag al sin tjenstvillighed); han er religiøs fanatiker og mener, at synd kun kan sones ved at gentages (!) og har en fortid som slagter, hvorfor han drømmer om »fristende kalvestruber« og er i besiddelse af en ualmindelig skarp kniv …

Kafkas verden er altid indlejret i et rum, der endnu runger af en forsvunden metafysik (»der er en vej, men intet mål«) og har dermed paradoksalt nok noget vist ophøjet. Ikke hos Ungar. Tværtimod.

Hans deformerede figurer er alle væsner, som er ude af stand til at begribe sig selv, som er blottet for redskaber til at orientere sig. Verden er ét sammensurium af trusler, reelle eller potentielle.

Den grundlæggende faktor i De lemlæstedes' verden er en identitet under nedbrydelse i sin konstante tumult. Hos Ungar er individets eksistens på vej mod sit endelige ophør.

Blind mor og svag far

Hermann Ungar uddannede sig som jurist og blev diplomat. De sidste syv år af sit liv tilbragte han som legationssekretær ved den tjekkoslovakiske ambassade i Berlin.

Folk, der har studeret hans barndom, har hæftet sig ved en opvækst under forhold såsom en syg mor (der bliver blind) og en forstyrret identifikation med en svag far; man har henvist til hans krigsdeltagelse under Første Verdenskrig på den russiske front og de tyske jøders ghettosituation i Tjekkoslovakiet. Og til noget så diffust som mellemkrigstidens almindelige identitetsopløsning. Han døde af en gemen blindtarmsbetændelse.

Ungar bedrev endnu en roman og nogle fortællinger. Han efterlod sig en søn, der var politisk hyperaktiv. Han prøvede i 1945 at hverve tyske videnskabsmænd for Vesten, så de ikke blev shanghajet af russerne, og under Den Kolde Krig forsøgte han – forgæves – at få Alexander Dubcek til at hoppe af!

De lemlæstede. Hermann Ungars. Oprindeligt fra 1921. Forlaget Sidste Århundrede. Oversat af Søren M. Porsmose. 236 sider. 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her