Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Endnu en tur i den samme skov

Det er et held for folkene bag den ellers ikke så vellykkede ’Blair Witch’, at mørke bliver ved med at være uhyggeligt
Em af hovedpersonerne i ’Blair Witch’ har begivet sig i sin forsvundne søsters fodspor i. Hun forsvandt i den første film, og brorens manglende frygt i den sammenhæng er ikke det eneste, der fremstår lidt uforklaret i den nye film. Foto: AP

James tager ud i skoven for at lede efter sin søster, der forsvandt i den første ’Blair Witch’-film. Siden den første film er der blevet skruet gevaldigt op for effekterne

AP Photo

Kultur
16. september 2016

Blair Witch er en selvstændig fortsættelse til Daniel Myrick og Eduardo Sánchez’ store gysersucces Blair Witch Project (1999).

Mockumentary-genren var ung dengang i sluthalvfemserne, og filmen blev lanceret som en sammenklipning af optagelser fundet i Black Hill-skoven i Maryland, hvor tre studerende var forsvundet et år tidligere.

De havde sat sig for at lave en dokumentarfilm om den heks, der ifølge lokale legender skulle husere på de kanter.

Man så dem aldrig igen, undtagen på deres egne optagelser, hvor de for mere og mere vild, opdagede uudgrundelige tegn fra fremmede kræfter (stendynger uden for teltet! Pindefigurer hængende fra træerne!) og endte i et forladt hus med gamle blodige håndaftryk på væggene.

Illusionen om, at der var tale om virkelige hændelser, var troværdig og effektiv, og indtjeningen fra Blair Witch Project var enestående god i forhold til, hvor billig produktionen var.

Allerede året efter blev succesen fulgt op af Book of Shadows: The Blair Witch Project 2 (instrueret af Joe Berlinger), hvori et nyt hold unge mennesker går ind i skoven og kommer galt af sted.

Den pseudodokumentariske og skrabede form blev her droppet til fordel for en mere tidstypisk ironiserende halvfemsergyserstil.    

Ud i skoven

Blair Witch er en fortsættelse i den forstand, at den forholder sig direkte til den oprindelige film.

Den ene hovedperson, James (Allen McCune) er lillebror til Heather, som forsvandt i Blair Witch Project.

Men fordi instruktøren Adam Wingard og manuskriptforfatteren Simon Barrett både genbruger mockumentary-formen og handlingen herfra, fremstår filmen lige så meget som en genindspilning. 

Endnu et hold unge mennesker pakker kamera og telt for at finde ud af, hvad det er med den sagnomspundne heks fra Black Hill-skoven.

James har stadig en drøm om at gense den søster, han mistede som fireårig.

Hans veninde, den filmstuderende Lisa (Callie Hernandez), har fået ham med på at følge i Heathers fatale fodspor, hvad han tilsyneladende gør ganske uforfærdet.

Med sig har de deres gode venner Peter (Brandon Scott) og Ashley (Corbin Reid), fire sæt headsetkameraer med gps i og en drone at filme med.

Der er sket noget med teknologien siden 1999, men måden, den bliver brugt på, er stort set den samme. Man ser, hvad deres kamera kan fange og bliver primært bange for det, der sker uden for billedet.

Dengang var det kortet, de ikke kunne stole på, nu er det gps’en. Amatørfilmholdet får selskab af det unge lokale par Lane (ufrivilligt komisk spillet af Wes Robinson) og Talia (Valorie Curry), som dyrker det obskure og insisterer på at komme med, hvis de skal vise, hvor i skoven heksens hus er.

Om de kan stole på dem, er uvist, men det er der så meget, der er. Sanser og sund fornuft viser sig også at være upålidelige, ligesom der sker besynderlige ting med døgnets rytme og tidens gang.

Larmer mere

Det var både styrken og svagheden ved den oprindelige Blair Witch Project, at der var skruet gevaldigt ned for effekterne.

Uhyggen blev fremkaldt af skovens nære og fjerne lyde, karakterernes tiltagende desperation og det begrænsede overblik i mørket.

Jeg skal love for, at der er skruet op for lyddesignet i Blair Witch. Hver gang den synsvinkelbærende karakter får øje på en af sine rejsekammerater, hører man den chokerende lyd af noget, der flænses.

Det er en lydlig overforklaring af det konstante alarmberedskab, der kammer over og bliver komisk.

Man forstår, at faren lurer konstant, fordi der konstant er en faretruende lyd. Men når først, man har vænnet sig den langstrakte brummen i baggrunden, mister den sin effekt og bliver i stedet distraherende.

Hvor kommer den fra? En urealistisk bjørn eller et overnaturligt uhyre? Kan karaktererne også høre den? Lyder en heks sådan? Seriøst?

Der går spøgelseskælder i filmen, når den støtter sig så meget op ad lydsiden. Handlingen er hverken actionspækket eller specielt stringent.

De unge mennesker bliver forudsigeligt nok væk fra hinanden i den mørke skov, mystiske ting sker side om side med helt banale ting, der fylder underligt meget i handlingen, som langsomt og slingrende nærmer sig et uforløsende klimaks.

Blair Witch er en af de gysere, hvor forventningen om, hvad der vil ske lige om lidt, skræmmer mere, end det, der faktisk sker.

Filmen forklarer beredvilligt, hvornår man skal blive bange (ret tit, kan jeg afsløre), men de øjeblikke, hvor det pludselig løber en koldt ned ad ryggen, fordi man forstår, hvad klokken er slået, udebliver.

Jeg er med på, at der er fare på færde i Black Hill-skoven, mystiske kræfter med masser af ond vilje og obskure tegn, men det lykkes hverken for tegnene, lydene eller historien at være lige så uhyggelige som filmens baggrund – den mørke skov.    

’Blair Witch’. Instruktion: Adam Wingard. Manuskript: Simon Barrett.  Amerikansk. Biografer over hele landet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her